Museum med overnatning – fængselsmuseet på Långholmen


Gang i vandrerhjemsdelen på Långholmen

Ferier giver gode muligheder for oplevelser på arkiv og museum.  Én af denne sommers anderledes museumsbesøg forgik i Stockholm, og gav anledning til lidt overvejelser om, hvad “et museum” egentlig er. Vi er meget vant til, at et museum er et sted, hvor ting er stillet frem og beskrevet af fagfolk, og hvor man ikke opholder sig mere end et par timer. Den primære aktivitet er at se på de udstillede genstande.

Anderledes forholder det sig på Långholmen. En god arkiv-kollega tippede om stedet, der både er museum og vandrerhjem. Samtidigt er Långholmen også en besøgslokation i sig selv.  Der var fængsel på øen fra 1724, da der blev oprettet spindehus og frem til 1975, hvor den sidste fange forlod stedet. Det var også her, at den sidste svenske henrettelse fandt sted. Morderen Johan Alfred Andersson-Ander´s hovede faldt for guillotinen den 23 november 1910. Det var iøvrigt både første og sidste gang, at maskinen anvendtes i Sverige.

Fængselsbygningerne er modificerede efter Philadelphia- og Auburn-systemerne, og derfor spændende for kriminal- og  fængselshistorisk interesserede.

På Långholmens Fængselsmuseum kan man se genstande og læse beretninger som gør én klogere på både stedets og de indsattes historier. Men man kan også overnatte i nogle af de tidligere celler i en del af bygningen, og på denne måde bo “på museet”. Museet og den kulturhistoriske oplevelse er på denne måde en del af lokationen, men ikke nødvendigvis den primære.

Långholmens museum

Masser af cafeer, restauranter, biografer m.m. anvender deres historie – og deres historiske genstande – som en del af den oplevelse, som gæsten/kunden tilbydes. Som regel er genstande, fotografier m.m. integreret i det rum, hvor der også serveres kaffe eller sælges biografbiletter. Men sådan er det sjældent på museer. Her er de forskellige funktioner skarpt adskilt.

Kan man forestille sig, at museer kan fungere på denne måde – ved at integrere andre tilbud i det museale rum – sammen med de ægte genstande? Og kunne man forestille sig, at museer kombineredes med andet end restaurant/cafe og butik? Hvis et museum kan være et vandrerhjem, kunne det så også x være en togstation, et dansested eller en spa?

Links:
Långholmen hostel
Långholmens centralfängelse og Kronohäktet (svensk Wikipedia)