Flashmobs – kan de bruges til kulturarv?


Flashmobs er vist ikke rigtigt afprøvet i den danske kulturarvsverden endnu, men det rummer nogle sjove perspektiver, ikke mindst for at bringe kulturarv ud i nye sammenhænge – på skægge og halvskøre måder.

Kort fortalt er en flashmob en samling personer, der mødes på et sted og gør noget overraskende, som fx at bryde ud i sang. Oprindeligt er flashmob en folkelig kultur- eller kunstform, hvor interesserede mødes for at skabe optrin. Det er øjeblikket og oplevelsen dér, for såvel deltagere som tilskuere, som er vigtig. Men indenfor markedsføring har hurtige folk selvfølgelig for længst opfanget ideen, som fx med T-mobile dansen på Liverpool Street Station.

Til forskel fra den “klassiske” flashmob, er det i et eksempel som det nævnte, snarere dokumentationen af flashmob´en og den evt. efterliv, som er vigtig. Dokumentationen tænkes ind i markedsføringssammenhæng. Dette fænomen har to studerende i et speciale fra sommeren 2011 brugt til at definere en “kommerciel flashmob”: en flashmob, der har intention om at formidle et budskab, og hvor det centrale netop er det efterspil, som den kan få på sociale platforme, fx videosites. Specialet opererer også med begrebet “lavkommerciel” flashmob, som ligger tættere på den oprindelige, folkelige form. Den er bl.a. karakteriseret af, at optagelserne er “håndholdte” og ægte.

Der er selvfølgelig masser af muligheder for at arbejde med historiske optrin, både med og uden kostumer:

  • “Historisk” opførsel – fx benytte 1700-tals hilseformer
  • Historisk exercits
  • Slagscener  – måske som pillowfight?
  • Reenactment af autentiske optrin (slaget på Grønttorvet?)
  • Danseoptrin – alt fra menuet til charleston

Man vil måske umiddelbart tænke i at etablere flashmob på sin institution, i håb om, at den spredes viralt – og at dette vil inspirere til fysisk besøg. En søgning på museum flashmob giver en del hits på YouTube, men det er få af videoerne, der har særligt mange views.

Om flashmobs, og videoer af dem, er egnede til at give fysiske besøg er et åbent spørgsmål. Først skal videoen deles. Den skal berøre modtageren,  have wow-effekt, autencitet og troværdighed nok til, at den er værd at sende videre. Det er langtfra alle, der deler i sociale netværk, og desuden skal modtageren huske afsenderens identitet.

Er det afsenderen, eller er det snarere indholdet – temaet, historien, forløbet etc. – der skaber den indlevelse m.m.m der giver lyst til deling? De fleste kan formentlig huske “Mukhtars fødselsdag” – men hvem var det nu, der stod bag? Movia? Arriva? DSB?

Men uanset afsender, kunne flashmobs måske være en måde at bringe emnet – dvs. historie eller kulturarv –  uden for institutionerne? Snarere end at rette opmærksomheden imod et bestemt besøgssted, kan skøre, skæve optrin give nye former for historiske oplevelser i det offentlige rum.  Man kan lege med sammenhænge fortid-nutid, og måske udvikle flashmob-typer som en særlig form for reenactment?

Links:
Flashmob (engelsk Wikipedia)
“Sound of Music”- flashmob på Hovedbanegården i Antwerpen
Flashmob i anledningen af 70-året for “Borte med Blæsten”
Helle Maria Andersson og Naja Jønsson “Flashmobs” (Speciale på Kommunikationsforum)

Beslægtede former:
Pillowfight swarms
 (engelsk Wikipedia)
Zombie walks (San Francisco Zombie Mob)
shopdropping.net