Bloggstafett: Kan kunstens udtryksformer bringe os tættere på historien?


I perioden 1983-86 malede den danske maler Otto Frello et billede med motiv fra Amagertorv i København. Maleriet gengiver mennesker, huse, de evindelige københavnerduer… men der er noget “sært” ved det. Til højre i billedet holder en bil parkeret og en punker med ildrød hanekam går forbi, mens en elegant herre fra oplysningstiden drejer sig mod en sortklædt kvinde i blondestrømper med søm. Længere nede af gaden bruger en tiggerkælling mund og kontormanden haster afsted med mappen under armen, mens nydelige 1800-tals borgere passerer forbi. Midt i billedet vakler en fuld mand afsted med en ølflaske i hånden.

Måske er de historiske personer i maleriet en del af den fulde mands alkoholforstærkede oplevelse af byrummet – eller måske er både vi og han faldet i et tidshul.

At blande fortid og nutid var også grundlaget for Shimon Atties projektionsprojekt “Shimon Attie: The writing on the Wall“, hvor fotos af jødiske forretninger og miljøer for en stund kom til live i Berlins gader. Som spøgelsesbilleder blev de vist på de huse, hvor de engang lå – før nazisternes forfølgelser for altid ændrede gadebilledet.

“Genren” i Frellos og Atties kunst har mange helt nutidige udøvere, også nogen, som leger med teknikken på amatørplan. På Flickr finder man de såkaldte “Looking into the past “-fotos, hvor gamle fotos fotograferes ind i nutidens som små, firkantede tidslommer i sort/hvid. Dramatik og dagligliv fra Den Spanske Borgerkrig og Sovjettidens Rusland væves sammen med nutidens gader på blogs og i filmstumper.

Museum of Londan har benyttet den samme tankegang i deres Street Museum app. Gamle billeder, både fotos og malerier, er mashet ind over nutidige lokaliteter. Fx som her, hvor en betjent bærer den kendte suffragette Emmeline Pankhurst væk fra Buckingham Palace i 1914.

Frello´s maleri, der findes på Varde Museum, som har en permanent udstilling om “den utidige maler” er, ligesom de øvrige eksempler, udtryk for et fænomen, som man ellers kender mest fra web: en form for mash-up. Jeg vil tillade mig et gæt på, at det næppe varer længe før kulturarvsformidling også ses via former som fx cinemagraphics, photoshop-tennis og lignende. Som mainstream-formidling oplever vi allerede “tidsmash-up”´en i forskellige former for Augmented Reality eller via en tjeneste som Historypin.

Er det kunst? Det kan altid diskuteres. Man kan også overveje, om der højere grad er tale om en slags eskapisme, end om formidling. Personligt ville jeg lægge vægt på, at disse former blander fortid og nutid til en ny og anderledes helhed, og at denne kan noget andet end den traditionelle, forklarende museumstekst. Kunstneriske teknikker – kan bringe fortid og nutid sammen på en måde, der er oplevelsesbaseret snarere end intellektuel.

I stedet for at læse sig til, at et sted har en historie, kan man gennem den kunstnerisk udtryksform se eller fornemme fortiden, og leve sig ind i den: andre mennesker har været her og de har deltaget i begivenheder, som en gang udspillede sig præcis her, på netop dette sted. Som én af de tidligere skribenter, Benjamin Asmussen er inde på, kan en kunstnerisk tilgangsvinkel til kulturhistorie ende med at æstetisere genstandene i et omfang, så stort set ingen forstår eller fornemmer deres brug og oprindelige kontekst.  På mange museer er det en fordel, hvis den besøgende har en betydelig læsefærdighed og/eller baggrundsviden, når vedkommende går i gang med teksterne. Kan kunstneriske metoder som fx tidsmash-up´en bringe os tættere på historien? Kan man demokratisere kontekstualiseringen af museumsgenstande og arkivmaterialer gennem brug af “kunstneriske” metoder i formidlingen?

Udgangspunktet for blogstafetten er Kulturrådets årskonferanse Fortiden for tiden –møter mellom museer, arkiv og kunst som afholdes den 16. og 17. november på Maihaugen i Lillehammer. Oversigt over deltagere og alle indlæg findes på Stafett – lagoppsettethttp://museumsandmedia.blogspot.com

Stor tak til Hege Huseby for bloginitiativet, som jeg overordentlig glad for at have fået mulighed for være med i.  Jeg tog stafetten efter  Lin Stafne-Pfisterer, museumslektor ved Munch-museet, som skrev indlægget om den “Multimediale Munch” og giver den videre til Sophie Fuglesang, som læser moderne kultur og kulturformidling ved Københavns Universitet.

Links:
Looking into the past (set på Flickr)
Toronto history photo mashup (blogindlæg)
Sergei Larenkov: Livejournal (russisk – men billedrig. Mash af WWII med nutid)
tamborero2010 på YouTube (Mash af den spanske borgerkrig med nutid)
Street Museum app (Museum of London)
Shimon Attie: The writing on the Wall, 1991 – 1993 (artikel – pdf)
Photoshoptennis – opslag på Wikipedia
If we don´t, remebmer me (tumblr med eksempler på cinemagraphics)