Crowdsourcing: Projektet er vigtigere end institutionen



Ved seminaret på Københavns Stadsarkiv den 18. november fremlagde Christa Brønd fra Manto en række resultater fra den undersøgelse, som firmaet har lavet om engagementet i forbindelse med “Politiets Registerblade”.

Har man bevæget sig i kulturarvsverdenen, er resultaterne måske ikke så overraskende. Men det er – så vidt jeg véd – første gang at en undersøgelse af denne art er gennemført. I stedet for at gætte på, hvad der driver værket, så véd vi det faktisk nu.

Der er flere pointer i undersøgelsen, men jeg vil nøjes med at hæfte mig véd én. Nemlig, at brugernes loyalitet ikke ligger hos Stadsarkivet, men hos projektet. De mange tastetimer er m.a.o. ikke lagt for at “hjælpe arkivet”, men for at skabe den ressource, som projektet handler om. Den typiske indtaster er en midaldrende kvinde med mellemlang uddannelse, som er interesseret i slægtsforskning og er med i en slægtsforskerforening. Hendes motivation for deltagelsen er, at hun er “drevet af en interesse for slægtsforskning, som ofte tager udgangspunkt i en undren eller søgen efter egne slægtninge”. Hun laver m.a.o. noget, som hun selv – eller personer med samme interesse som hende selv – kan bruge. Hun skaber en ressource, som hun kan se værdien i.

Èn af konklusionerne i undersøgelsen var, at Stadsarkivet blev rådet til ikke at søsætte flere crowdsourcing-projekter før registerbladene var færdige. Det er ikke noget dårligt råd, for selvfølgelig er der grænser for, hvor mange projekter man kan klare at styre – og ikke mindst: at servicere. Men hvad med brugerne? Hvis det forholder sig sådan, at brugernes engagement primært er rettet imod selve indtastningsarbejdet og mod at gøre netop disse data tilgængeligt, kunne man måske godt forestille sig, at andre brugere kunne være interesserede i helt andre typer af data.