Mit yndlingsarkivalie – i anledningen af #loveheritage


Principielt er alle arkivalier vigtige. Men nu skal det frem: Jeg har en særlig forkærlighed for en bestemt side i kirkebogen for Kippinge sogn, 1662 – 1702.

Teksten, som er indført med datoen 8. april 1682 lyder
“Dend 8. Aprilis bleff der funden et spedbarn i Mogns pedersens Haffve i Øster Kipp og Moderen haffde hjemme i Nørre Vedbye, og  lagt Salt og Korn i een Klut paa barnet, og bleff funden een Syenaal paa hoffvedet. Bleff døbt Dnica Palmarum og samme barn bleff kaldet Anne.”

Arkivaliet handler om en kvindes kærlighed overfor et barn, hun ikke kan beholde. Så der for er det emne for #loveheritage, der handler om at vise eksempler på kærlighed fra arkiver.

Når jeg er særligt glad for netop denne indførsel skyldes det, at den har meget af alt dét, arkiver handler om. Den giver et møde med fortiden, som indbyder til at grave dybere, fordi den er fuld af spørgsmål og svar. Og den bringer næsten helt ind i hjertet og hjernen på personer, som ingen har tænkt på i flere hundrede år.

Den navnløse kvinde fra Nørre Vedby kunne ikke beholde det nyfødte barn, men gjorde alligevel ALT hvad hun kunne finde på for at beskytte det.  Hun “stålede” med synålen – så den udøbte ikke skulle blive taget af bjergfolk.  Kluden med salt og korn var også en beskyttelsesforanstaltning. Med korn menes sandsynligvis rug, for når man knækker en rugkerne af strået, ser man Guds ansigt i brudfladen. Desuden blev spædbarnet ikke lagt langt fra alfarvej, men i Mogens Pedersens have. Var det fordi Mogens, eller nogen i hans nærhed, var barnets far? Eller håbede hun bare, at den lille pige ville blive fundet, så nogen kunne tage sig af hende?

Indførslen er jo ikke nogen dårlig kilde for den, der er interesseret i slægtsforskning og har nogen fra Mogens Pedersens husstand blandt anerne. For lokalhistorikeren i Kippinge og omegn er historien om Anne heller ikke irrerelevant.

Men fremfor alt bringer den korte notits os, ligesom i tusindvis af andre arkivalier, usandsynligt tæt på fortidens levede liv. Det er en kilde til etnologi og mikrohistorie.
Men det kunne også ses som en social- eller kvindehistorisk case der kan perspektiveres gennem både arkivalier, litteratur og forskning.

Samtidigt har den helt enkle kirkebogsindførsel det detektiviske element, som gør al arkivbrug spændende. Enhver bruger kan selv stille spørgsmålene, men også selv undersøge, om der findes flere arkivalier, der kan give svarene. Enhver kan bestille dem frem på læsesalen og selv vende bladene i primære kilder, som måske ingen anden har haft fat i gennem de seneste 300 år. Er der fx retsprotokoller, som kan belyse, om kvinden fra Nørre Vedby blev anklaget og dømt? Fandt man ud af, hvem barnefaderen var? Hvad skete der med den lille Anne?

Det sidste spørgsmål er ikke svært at besvare. For lige over for noten om hendes dåb læser man, på modstående side: “hitte barnet ved Naffn Anne døde d. 24 Maÿ bleff begraffvet d. 28 Ejusdem.”

Hittebarnet Anne blev m.a.o. ikke mere end ca. 1 1/2  måned gammel. Et lillebitte og temmelig trist liv, som måske ikke umiddelbart berettiger til en plads i historien. Men præcis dét er en anden grund til, at dette er et yndlingsarkivalie. Det anskueliggør hvordan arkiver er en vigtig del af grundlaget for, at historien kan blive rummelig, og omfatte vidnesbyrd om folk, der ikke selv har efterladt sig skriftlige kilder eller udrettet store ting.