Museum of London crowdsourcer digital indsamling under OL på Twitter


Hvad gør man, hvis man nu er et museum, der har brug for en intens indsamling af dagligliv under et stort event? Museum of London har et friskt, nyt bud: crowdsourcet indsamling med brug af online kurateringsværktøj.

At dokumentere hvordan OL påvirker livet i London er en stor opgave, som man kunne vælge at løfte på mange måder. Museum of London har valgt at efterlyse 12 “citizen curators” til at hjælpe med indsamlingen. Indsamlingsplatformen er Twitter, hvor #citizencurators skal samle de (forhåbentlig) mange udsagn om, hvad der foregår i byen under legene. Kender man tweeps ret, vil der formodentlig også blive twittet fotos, video og andet, som kan indfange stemningen og dagliglivet i de 14 dage, sportskampene står på.

Man kan diskutere, om 12 personer er en crowd. “Rigtig” crowdscourcing er det nok næppe, efter som det er ret få mennesker, som alle vil være kendt af museet. Men alligevel: taggen kan naturligvis også bruges af andre end de 12 borgerkuratorer (eller måske bør de hedde “meddelere” på dansk).

Det smarte ved at bruge Twitter er, at der efterhånden findes en række værktøjer, som kan kuratere og præsentere Twitterstrømme. Her er valget faldet på Storify, et glimrende redskab, som jeg selv afprøvede ved en konference sidste år. Brug af en almindeligt tilgængelig mainstream-realtidstjeneste og et ligeså almindeligt kurateringsredskab er et frisk bud på en ny model for indsamling. Det var måske værd at prøve til fx Roskilde-festival eller Folkemøde på Bornholm?

Det er selvfølgelig ikke nyt at crowdsource indsamling. Faktisk var det netop dét, som nogle af folkemindevidenskabens og etnologiens pionerer gjorde. Der blev udarbejdet trykte spørgelister om allehånde emner, som man ønskede belyst. Listerne blev udsendt. Og snart myldrede en hær af skolelærere, højskolefolk, m.m. ud i lokalsamfundene. De kendte de potentielle informanter og gode fortællere, der kunne tænkes at vide noget om høstredskaber, folketro, egnsretter og meget andet. Listerne blev udfyldt, kom “hjem” og blev arkiveret til glæde for nutid og fremtid.

Imidlertid blev denne analogt-crowdsourcede indsamlingsform som byggede på mange lokale ildsjæle med lokal viden og kontakter, efterhånden nedtonet. Erstatningen blev en mere professionaliseret form, hvor færre fagfolk indsamlede, bl.a. gennem projekter.

Er digitale realtids/kurateringsværktøjer mon en kombination, som kan revitalisere et bredere folkeligt engagement omkring indsamling af kulturarv?

Links:
CitizenCurators (projektwebsite)
Efterlysning af citizen curators (keepandshare – pdf)
#citizencurators på Storify
Museum of London