World Heritage – No Photo, No Share


Egentlig skulle dette blogindlæg have handlet om fede kulturoplevelser på sommerferien. Jeg har besøgt nogle virkeligt gode UNESCO-sites og museer – men desværre: “No photo”….

I diskussionen om billedrestriktioner er der to hovedgrunde, som ofte nævnes:

1) Frygt for genstandes bevaringsforhold eller rummet integritet
Bekymringen for at skade udstillede genstande, eller ødelægge andre gæsters oplevelse ved brug af blitz, er selvfølgelig mere end legitim. (Men den kan ikke være begrundelsen i de tilfælde, hvor der er indført en særlig “fotoafgift”.)

2) Hensynet til salg af fotos
Som udenforstående kan man selvsagt ikke vide, hvor stor en del af en institutions midler, der er bundet i salg af fotos, postkort m.m. Men er fx et museum fra højere sted pålagt at skaffe en en sådan indtjening, er det forståeligt, at andre former for gengivelser opleves som problematiske. (Om stedet opfylder sin mission bedst på denne måde og om et forbud mod fotos giver et mersalg, er naturligvis et andet spørgsmål)

Især på tyske, franske og belgiske museer har jeg oplevet en meget aktiv politik. Nogle har et totalforbud for al foto – andre tillader blot ikke deling. Det er klart, at man som besøgende ikke kan forvente lange redegørelser fra museumsværterne, og at tilfældige svar på tilfældige museer ikke er et særligt repræsentativt grundlag. Men når jeg har spurgt efter baggrunden for fotoforbud har svarene rummet mange andre forklaringer end de to ovenstående: fx at “Det siger lovgivningen”, “Det er jo museets objekter” eller “Det er en regel vi har”. Nogle har eksplicit sagt, at man gerne måtte fotografere, men ikke dele (“Only for you – no Facebook”).

Men det er jo netop på sociale netværk og delingssites, at vi idag gerne vil bruge vores fotos.  Glæden af at have billeder på sin harddisk for sig selv er begrænset. Og jeg gætter på, at det er få, der fx printer dem ud til fremvisning eller inviterer familie og venner til at se billeder som i 1960´erne.

Foto- og delingsforbud er særligt ærgerligt på steder, der bærer UNESCO-mærket som viser, at denne lokalitet er på listen over World Heritage – dvs. Verdensarv.

Verdensarvslisten er resultatet af et arbejde, der i 1972 mundede ud i “Convention concerning the Protection of World Cultural and Natural Heritage”, også kaldet Verdensarvskonventionen. Verdensarv har en særlig status og udgør en slags kulturarvens Premier League. Når en lokalitet “er på UNESCO-listen”, er det fordi den tilhører os alle – ikke kun et enkelt land “World Heritage sites belong to all the peoples of the world, irrespective of the territory on which they are located“.  World Heritage komiteen kan bistå med ekspertise indenfor bevaring, udstyr, lån, specialuddannelse m.m. Landene som har ratificeret Verdensarvskonventionen skal sørge for lokaliteternes bevaring og sikkerhed, men også for formidlingen. Artikel 27 omtaler, at staterne “shall endeavor by all appropriate means, and in particular by educational and information programmes, to strengthen appreciation and respect by their peoples of the cultural and natural heritage defined“.

Påskønnelse og øget respekt fordrer kendskab. Og i dag er et af de væsentlige redskaber til spredning af viden om kulturarven brugerbilleder og deres cirkulation i de kontekster og fora, som brugere selv definerer. Europeanas whitepaper om Open Data, der tager udgangspunkt i historien om Vermeer´s “Yellow Milkmaid” viser, at det er endog meget store mængder fotos, der kan være i spil. I Yellow Milkmaid-eksemplet førte de mange brugerfotografiers ringe kvalitet til, at Rijksmuseum tilgængeliggjorde højopløste fotos af deres kunst. Det er naturligvis godt for den mere “kræsne” brug – men vil nok næppe kunne erstatte de fotos, brugere selv tager. Konteksten er en anden, og brugerfotoet er – skønt i ringere kvalitet – også bærer af informationen om, at man selv var på stedet og syntes det var værd at vise frem.

Og netop dét budskab synes særligt relevant, når der er tale om Verdensarv. Jo mere vi fotograferer, filmer og deler kulturarv, jo mere kendskab, ejerskab og interesse for bevaring kan vi håbe på. Men da Verdensarvs-konventionen blev skrevet i 1972 levede vi stadig i postkortenes og lysbilledernes tidsalder. Er tiden ikke inde til en modernisering, som sigter imod mere åbenhed og deling af vores allermest enestående kulturhistoriske steder?

Links:
Convention Concerning the Protection of the World Cultural and Natural Heritage
World Heritage List
World Heritage Information Kit (pdf)
The problem of the Yellow Milkmaid (pdf)

Billedcredit – Flickr