Åbning af arkivpakke på norsk live-tv – kulturarvens svar på den stinkende blomst?


En lille del af køen ved Botanisk Haves drivhus, da blomsten sprang ud 21. juni.

Da Botanisk Haves stinkeblomst sprang ud i sommer stod vi i kø for at komme ind og se den. Den 24. august så ca. 1 million mennesker en arkivpakke blive åbnet på live-TV. Er kortlivede events i realtid en ny oplevelsestrend, som vi skal holde øje med?

Blomsten i Botanisk Have var måske ikke særligt smuk, og den lugtede ihvertfald ubehageligt. Det tog kortere tid at se den, end man havde brugt i køen, men alligevel strømmede folk til de dage der gik, inden den afblomsterede. Da arkivpakken blev åbnet, viste den sig at indeholde arkivalier med relation til 1912-jubilæet for Slaget ved Kringen og opstillingen af en mindesten. Nok en skuffelse for nogen.

Arkivpakken åbnes under livetransmission på Verdens Gang´s website 24. august.

 

Selv for os, der elsker arkiver, er deltagelse fra kongehuset, farvet lys, folkedragter og lurspil måske i overkanten af, hvad der skal til for at åbne en pakke med lokalhistoriske arkivalier. Også selvom det er del af et større event. Men mon ikke mange alligevel vil kigge med en anden gang?

Festivitassen omkring arkivpakkeåbningen har ligheder med den aften, hvor tusindvis af københavnere stod i kø udenfor væksthuset i Botanisk Have for at se en stinkende blomst. Begge begivenheder er kortlivede, og vanskelige at gentage. Pakken kan kun “førstegangsåbnes” én gang, og det varer måske 10 år inden Amorphophallus Titanum blomstrer igen. Det er nu og her – eller måske aldrig. Det er sjældent, vi har den slags begivenheder i kulturarvens verden. Udstilling af nye, arkæologiske fund sker fx sjældent hurtigt efter opdagelsen, men nogle måneder senere, efter nærmere undersøgelse, konservering o.s.v. Er ligblomstens blomstring og arkivpakkeåbningen mon udtryk for, at der er ved at ske noget med vores opfattelse af, hvad der kan give en aktivitet kvalitet?

For 30 – 40 år siden var talk-of-the-town i kulturinteresserede kredse Nationalmuseets idag nærmest legendariske Brede-udstillinger. De havde en form, der viste helt nye takter indenfor museumsformidling. “Bredeudstillingerne” kørte i årene 1966 til 1988, og konceptet med særudstillinger kører som bekendt endnu og på mange flere museer. Selvom de er kortvarige, kan særudstillinger som regel ses i flere måneder. Altså en “langlivet” måde at være midlertidig på.

Det gælder også et andet musealt ikon, “den nye haj”, i Kattegatcenteret. “Den nye haj” var en talemåde, der hærgede kulturarvens verden for nogle år tilbage. Her var ikke tale om et helt nyt og samlet tilbud, med særlig tema, layout m.m. men om en renoveret “permanentudstilling”, som fik en ny beboer. Det var en sandtigerhaj, som var blevet for stor til Tivoli´s akvarium. Hajen var voldsomt omtalt, og gav et pænt besøgstal i den vinterferie, hvor centeret genåbnede. Men derefter dalede interessen. (Dette er lidt von-høren-sagen, da jeg ikke har kunnet finde tal på det nettet. Hører gerne korrektioner)

Hvorfor stod tusinder i kø for at se ligblomsten og hvorfor fulgte en million livesending fra åbningen af en arkivpakke? Mit gæt er, at en del af grunden skal findes i, at begge begivenheder var meget realtidsorienterede.

I modsætning til særudstillinger og nye hajer, havde både blomsten og arkivpakken en langt kortere levetid. Det var nu og her. Meget “limited edition”. Begge aktiviteter var gratis, men krævede tilgengæld, at interesserede ofrede noget af dét, der er allermest vigtigt for mange i dag: At de satte tid af, ryddede den ellers travle kalender for at prioritere netop dette. Ingen af de to events varede særligt længe, og det kan jo skurre lidt i forhold til mange kulturarvsinstitutionernes glæde ved fordybelse. Men fordybelse er næppe den eneste vej til oplevelse og interesse.

Så er sammensætningen af noget aktuelt og noget unikt – kombineret med meget kort levetid – morgendagens formidlingsmæssige Kinderæg?

4 comments

  1. Jeg tror ikke, det er et nyt fænomen. Månelandingen, afsendelse af diverse rumfærger (i min barndom), 100 m i atletik, kongelige bryllupskys og rådhusklokkerne nytårsaften er alle ret korte begivenheder, som er “nu og her” med et stort publikum. Jeg tror i højere grad, det er fascinationen af det mystiske (pakkens gåde samt den stinkende blomsts udseende og lugt), der genererer et stort publikum sammen med det faktum, at det er hurtigt overståede engangsoplevelser.
    Mange af os har vist også været med til at lave “tidspakker” til fremtiden, enten som skole- eller spejderprojekt. Dermed bidrager det til myten, selv om tidspakker fra 1980′erne nok vil brillere ved deres overrepræsentation af Rubik-terninger!

  2. Hej Charlotte,
    – og tak for kommentaren. Jeg tror at du har helt ret i at det ikke er noget nyt fænomen!
    Vi er tit tilbøjelige til at glemme “gamle” varianter af dét vi ser i nutiden. Selvfølgelig er månelandinger, kongebryllupper m.m. en del af samme “oplevelsesform”. Dog måske med den modifikation, at disse begivenheder – med al respekt for blomsten og pakken – er mere “nicheagtige”, hvor de øvrige er mere “mainstream-det-skal-vi-allesammen”.
    Og her tror jeg så, at du også har en vigtig pointe omkring det mystiske og ukendte, som man kan være en del af, og som ikke tager særligt lang tid.

Der er lukket for kommentarer.