Selfpublishing på saxo.com – er selvpublicering noget for arkiver og museer?


E-boghandlen saxo.com har lanceret en selvpubliceringsplatform. Selvpublicering er måske ikke så tosset en idé for arkiver og museer?

Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek var pænt fuld, da saxo.com 6. september lancerede sin nye selvpubliceringsplatform. Efter ejerens indledning talte flere mulige brugere, og alle gav input til eftertanke, der også er relevant for kulturarvsfolk.

Platformen er gratis, og skribenten bestemmer selv prisen på den publikation som hun sætter til salg. Prisen kan godt være 0.- kr, hvilket forfatteren naturligvis ikke har meget ud af, rent økonomisk. Men kulturarv er jo noget, der ikke kun kan/bør måles efter salg i kroner og øre. Kulturarv skal i omløb, læses, bruges – og vel helst også genbruges.

Til dén ende er det interessant at publiceringsplatformen tilbyder et tilsyneladende meget fintmasket statistikværktøj, med omfattende demografiske oplysninger om køberne/downloaderne. Tidligere har oplag, og salg til distributør været de synlige parametre, men her får forfatteren et meget tydeligere billede af, om publikationen bliver solgt til slutbrugere og i givet fald hvem disse er. Statistikværktøjet synliggjorde også, hvilke kanaler, der fører til salg eller download. Bestemt ikke uinteressant for institutioner, der hele tiden gerne vil i kontakt med nye, bredere målgrupper.

De indbudte forfattere opridsede flere fordele ved publiceringsplatformen. Bl.a. at systemet med et lille community af betalæsere fungerede bedre end forlagskontakt, der kunne opleves demotiverende for processen. At have medlevende “fans” før udgivelsen sås som en motivationsfaktor og oplæg til en inviterede skabelsesproces.

Som et andet aspekt ved selvpublicering nævntes, at “slankningen” af leddene mellem forfatter og læser kunne give en større agilitet. Kortere vej fra idé til publicering, når produktet ikke længere skal igennem gatekeepere på ét eller flere forlag. Det kunne åbne for en langt større aktualitet i produkterne. Samtidig blev det dog også fremhævet, at med langt mere tilgængelige publiceringsredskaber følger et ansvar for indholdet, som nødvendiggør en adgang til kvalificerende tools. I saxo-løsningen findes en “markedsplads”, hvor korrekturlæsere, oversættere m.m. kan udbyde deres ydelser til kvalitetssikring. Platformen har iøvrigt også mulighed for tilkøb af marketingydelser.

For kulturarven, der altid er i pengenød, når der skal formidles og publiceres, er selvpublicering nok værd at overveje. Om ikke andet, så fordi de trykte analoge bøger nok har haft deres storhedstid. Èt bud på udviklingen indenfor analoge publikationer er, at disse efterhånden udfases som mainstream, men beholder en vis feinschmecker-værdi. Ligesom grammofonplader.

Umiddelbart er der flere typer af kulturarvpublikationer, man godt kunne se på en selvpubliceringsplatform. Fx de smallere, videnskabelige produkter som rapporter, konferencepapers, tidsskrifter o.lign. “Hurtige” publikationer i forbindelse med aktuelle begivenheder, temaevents o.lign. virker også som en konkret anvendelsesmulighed. Og endelig er der de mange typer af publikationer, som typisk ville have behov for at udkomme i et temmelig lille antal eksemplarer, fordi emnet er meget velafgrænset. Det gælder fx:

  • Slægtsbøger
  • Erindringer
  • Lokalhistoriske udgivelser
  • Årbøger

Skal kulturarven igang med at selvpublicere, og bliver det på en platform som saxo´s?

Links:
Saxo Publish

4 comments

  1. Nu deltog jeg ikke i præsentationen i dag, og kender ikke de tekniske detaljer bag platformen, men det virker ikke på mig som om der er brug for denne kommercielle platform til kulturarv, jeg forestiller mig at projekter som Wikisource kan bruges som inspiration eller direkte.

    Her er den danske udgave, som bestemt har brug for hjælp http://da.wikisource.org/wiki/Forside

  2. Hej Kim,

    -og tak for kommentaren. Jeg synes bestemt at Wikisource er værd at støtte, men som jeg har opfattet det, så er det noget lidt andet. Er det ikke mest til transkriberinger, allerede udgivne og nu ophavsretsfrie værker, statistisk materiale m.m. Som jeg har forstået “reglerne”, er det ikke til fx nyskrevne “originale” værker? Og wikibooks er mest egentlige lærebøger? Så på begge platforme ville fx den lokalhistoriske museums årbog, eller arkivgæstens anetavle ikke være lige til højrebenet?

    En ting jeg også synes virkede godt til saxo publish præsentationen var “systematiseringen” af betalæsere…. og (sagt med stor respekt for Wiki!)…så var grænsefladen altså lidt lækker. Og så var der dét med demografien på læsere.

    Men egentlig kunne man vel gøre begge dele, hvis man har en publikation, der egner sig. Sælge den gratis og samtidig lægge den på Wikisource/Wikibooks. På saxo publish har man selv alle rettigheder, og kunne dermed (vel?) også lægge indholdet i CC-0 eller BY-SA et andet sted, hvis man ville. Der blev ihvertfald ikke sagt noget om, at det ikke var muligt.

  3. Du har ret, jeg roder rundt i projekterne :-)

    Skal nok undersøge Saxo Publish lidt mere før jeg udtaler mig. Det jeg er bekymret for er tilgængeligheden af ens data når man har lagt det på platformen, altså om man bliver afhængig af værktøjet.

    Læser op på det :-)

  4. Samler lige op på det jeg skrev på twitter:

    Der er vist ikke noget “farligt” inden i Saxo Publish, det ligner lidt en mere åben udgave af iBooks, komplet med 70/30 deling

    Man kan jo spørge sig selv om ikke 30% er overkanten for blot at håndtere ISBN og betaling, men markedet har vel talt.

    Interessant nok står der ikke noget om indholdet, altså om de screener/godkender som Apple gør, det *kan* blive “grimt”, går der “Google Play” i det, simpelt hen for lav kvalitet af indholdet, fordi det bliver for let at udgive, til gengæld slipper man for klager over at der bliver udøvet censur?

Der er lukket for kommentarer.