Kan – og skal – det historiske foreningsliv fornys?


Klassisk foreningsvirksomhed: Medlemsmøde i Historisk-Topografisk forening på Frederiksberg, anno 1953. På talerstolen holder oberst Niels Maare foredrag (med lysbilleder) om sejladsen i Frederiksberg Haves kanaler. (Fra danskebilleder.dk – http://danskebilleder.dk/db/?#1349021767336_20)

Det er mit indtryk – men det vil glæde mig at tage fejl – at mange af de gamle historiske foreninger har det svært for tiden. Er det ligefrem ved at være slut med det klassiske, historiske foreningsliv?

Det kunne være rart med en samlet undersøgelse af aktivitets- og medlemsudvikling i den historiske del af Forenings-Danmark, men pt. findes det ikke. Så fornemmelsen af nedgangstider for den klassiske foreningstype bygger mest af alt på personlige indtryk og hørensagen. Men flere foreninger kan berette den samme historie: Vigende medlemstal gennem flere år. Ikke dramatiske fald, men en støt og stabil bevægelse i den forkerte retning. Faldende antal abonnenter på tidsskriftet. Vanskeligheder med at få nye ansigter i bestyrelserne og at skaffe nye kandidater til bestyrelsesposterne.

Hvad er det, der er ved at gå galt? Mit bagkloge bud er, at vi gennem for mange år har lagt for få kræfter i at (ny)tænke vores oprindelige formål, analysere samtiden og møde dens aktuelle forudsætninger.

For lidt fokus på “nye” medier?
Med enkelte undtagelser, som fx DIS-Danmark, har vi høj grad tænkt analogt. De trykte tidsskrifter kunne være et eksempel.  Når abonnenterne svigtede, var modtrækket at produktet måtte forbedres ud fra sine hidtidige præmisser. De løsningsmodeller, som kom på banen var, at markedsføringen måtte intensiveres og det fysiske udtryk forbedres med mere indbydende omslag og flere farvebilleder. Digitale platforme brugtes primært til organisatorisk information, listning af arrangementer og bøger – og til at fortælle om printproduktet og annoncere, når det nye nummer udkom.  Vi tænkte først sent, at printproduktet i sig selv kunne udgøre en brændende platform, som skulle udskiftes med noget digitalt, eller at digitalt kunne bruges som platform for medlemsaktivitet, møder, formidling m.m.

For meget fokus på drift?
Der kan være en fantastisk energi i fx at planlægge noget konkret -en temadag eller et event. Der er en kulmination og klare succeskriterier. Det er samtidigt et overskueligt engagement, fordi det har en slutning. Man oplever sjældent det samme i forhold til fx traditionelle bestyrelsesmøder, som er struktureret omkring en fast dagsordenskabelon. Det er svært at skabe begejstring omkring rene driftsopgaver, og det bliver stadigt mere vanskeligt at finde personer, som har lyst til at udføre dem frivilligt. Er der måder at gå til det organsatoriske på, som er anderledes end de hidtidige, og som bedre kan engagere såvel medlemmer som nye kræfter?

For lidt fokus på deltagelse? 
Mange ældre historiske foreninger er udsprunget af, og forankret i en tradition, som har rødder i klassisk oplysningsvirksomhed. Mange af de aktivitetsformer, der har været fremherskende, tilbyder ofte et “modtagerscenarie”.  Man kan få et tidsskrift at læse, høre foredrag, besøge en udstilling. I de senere år er der imidlertid opstået nye foreningstyper, som i højere grad er baseret på aktiv udøvelse. “Udøvende historieinteresserede” som slægtsforskere og amatørarkæologer har fået selskab af borgerkrigsreenactere, langbueskytter og vikingekampgrupper m.m. Er der noget vigtigt i denne udvikling, som vi i de klassiske foreninger har overset?

Manglende opmærksomhed omkring ændrede forudsætninger?
Man kan undre sig over, at der er historiske foreninger som har det vanskeligt, samtidig med, at historieinteressen er stor nok til at understøtte helt nye aktører. I løbet af de seneste 20-30 år er der blevet flere historiske produkter, som er blevet meget lettere at få fat i. Vi kan købe Illustreret Historie og Alt om Historie næsten overalt hvis læselysten melder sig, og der er store mængder online viden på fx Wikipedia og Store Danske. På TV behøver vi ikke at afvente den ugentlige udsendelse med Piet van Deurs. Vi har kanaler som Discovery, National Geographic, History Channel, Viasat History – samt DR-k – man bare kan slå over på. Er der noget, vi har misset i denne udvikling og i analysen af, hvad den betyder for de forventninger, der stilles til os?

Al fornyelse er svær, især hvis det indebærer revurdering af produkter og arbejdsformer, som man har haft længe, sætter pris på og er vant til at evaluere efter. Ligger udfordringerne bl.a. i, at det er svært at gøre sig fri af forventninger og arbejdsformer, som hører til den æra eller generation, “man” som virksomhed, forening eller institution er skabt i?

I en post på Forbes tidligere i år argumenterede tech-bloggeren Eric Jackson for, at digitale firmaer og tjenesters overlevelsesmuligheder hænger sammen med, hvilken generation de tilhører. 1. generationsfirmaer som Google har svært ved det sociale. Sociale, 2. generationsfirmaer som Facebook har svært ved at komme videre til mobil. Risikoen er at hænge fast i produkter, former og tjenester, som virkede den gang, man startede op. Kan man overføre Jacksons synspunkt til kulturarvens verden…… hvor rigtig mange har været i gang meget længere end Google og Facebook?

Links:
The End of Facebook?
(artikel fra Mashable)
Why Google and Facebook Might Completely Disappear in the Next 5 Years (Forbes)
Lego viser, at vejen frem går gennem historien (videnskab.dk)
Derfor dør erhvervsgiganter af alderdom (Comon)