Autentisk digital kulturarv


udvandrerarkivet
Hvornår holder vi op med at tro, at vi altid skal efterligne den fysiske verden digitalt? Muligvis ligestraks, er der nogen, der mener. Så er det farvel til skeumorfisme, og goddag til autentisk digitale tilgange. Kan det få betydning, der rækker ud over design?

Skeumorphisme (se videoen) har haft en betydelig indflydelse på vores tilrettelæggelse af brugergrænseflader og opfattelsen af, hvordan digitalt skal se ud. Når vi “skeumorfer” bruger vi handlinger og genstande, der har betydning i den fysiske verden, selvom det ikke giver mening digitalt. Når vi fx skal slette et digitalt dokument, putter vi det i “papirkurven”. For at vedhæfte en fil, kommer papirclipsen i funktion. Det kan give rigtig god mening for digitalt uvante brugere at få lidt “ikonografisk førstehjælp” til at blive bekendt med de forskellige funktioner. Men det giver ikke altid mening at efterligne den fysiske verden. Når jeg fx åbner min Aldiko, ser jeg en bogreol i træ. Men jeg véd jo godt, at det hele er digitalt, og kunne sikkert også finde ud af at læse mine downloadede bøger i mere rent digitale omgivelser.

Designinteresserede peger på, at skeumorphisme er på vej ud, hos Apple og som trend. Vi behøver ikke at se gengivelser af træ, glas, læder og andre fysiske materialer for at forstå interfaces. Så buddet er, at vi vil få flere tjenester m.m., der er “authentically digital” – autentisk digitale, ligesom Microsofts Metro interface. Kan dét komme til at betyde noget for digital kulturarv?

I kulturarvens verden har vi gjort en del for at simulere den fysiske verden digitalt. Måske ikke i design, men i et ønske om at “digitalisere onsite-oplevelsen”. Ønsket har ikke været så fremherskende i arkivverdenen. Her har man i højere grad fokuseret på tilgængeliggørelse og brug af dokumenter – udvikling af digitale services. Ihvertfald kender jeg ikke til arkivsites, der gennem flash-animationer o.lign. har søgt at genskabe oplevelsen af, hvordan man orienterer sig i læsesalens fysiske rum og bestiller dokumenter, der leveres af en arkivbetjent.

Men museer har ofte forsøgt at “simulere” besøg i det fysiske museumsrum. Fx gennem de 360-graders optagelser (også kaldet “ejendomsmæglershots”) som var meget populære en overgang. Idag synes de navigérbare billeder at føre en lidt mere tilbagetrukket tilværelse på museernes websites. Man skal ihvertfald grave lidt for at finde “virtual tours” på større museers websites (fx har hverken Louvre, National Museum of Natural History eller National Gallery of Art deres virtuelle optagelser markant placeret). Måske fordi optagelsernes præsentation alligevel ikke er så fede i forhold til fx video? Mange af dem er efterhånden også af ældre dato, og besværlige, fordi de er lavet i teknologier, der kræver download og installation af alt muligt.

Men behøver et museum at efterligne den fysiske verden for at give mening online? Fx er det svært at genskabe hele den sociale dimension af et museumsbesøg. En dimension, der ofte fremhæves som meget væsentlig. Hvis vi i stigende grad begynder at opfatte digitalt som et selvstændigt rum, der netop ikke behøver at efterligne det fysiske, vil det måske også påvirke opfattelsen af, hvordan “digitalt” skal bruges. Kan skeumorphismens spåede bortgang også påvirke forventningerne til den klassiske kulturarvs-website?

I den seneste tid har en række nationale kulturinstitutioner fået nye websites, og flere sætter nyhedsformidling og tilgængeliggørelse højt. Det gælder fx det norske rigsarkivden svensk/norske digitalt museum – og måske mest tydeligt Udvandrerarkivet. Sitens fokus er ikke at inspirere til onsitebesøg eller forklare, hvad man gør, hvis man kommer til læsesalen i Aalborg. Målet er at tilbyde brugeren online adgang til relevante og interessante materialer – lige nu og her på nettet, hvor brugeren er.

Kan dét kaldes digital autencitet for kulturarv?
Er kulturarvens websites i færd med at udvikle sig til tjenester?

Links:
Skeumorphisme og usability
Skeumorphism is finally dead (gigaom)
Trends fra webmuseum.dk
The Authentically Digital Design (blogpost)
UI – Authentically digital (pinboard)

3 comments

  1. Det mener jeg bestemt det kan, og en udvikling mod at blive en tjeneste kan jeg kun opfatte som noget positivt- for er digitaliseringen af vores kulturarv med den forhåbentlig dertilhørende større tilgængelig ikke netop en tjeneste/service?
    Anyway, omvendt for musernes side, ser jeg faktisk en udfordring i at være forskellig og mere end de digitale løsninger. Jeg synes der er alt for mange eksempler på museer som i forsøg på at favne det digitale, bringer museumsoplevelsen tættere på det, jeg kan finde på nettet. Jeg er jo ikke taget derhen for at søge på en touch screen eller på anden måde hente mange informationer frem fra en database : det kan jeg jo gøre foran min skærm? For mig skal et besøg være alt andet, og gerne mere, end en bog, en database og google kan give mig.. Når det gælder om at præsentere store mængder viden, tilmed opstillet efter dine personlige søgepræferencer, har museets fysiske rum allerede for længst tabt til det virtuelle, så det virker forkrampet og visionsløst at forsøge at føre de to sammen. Museets fysiske begrænsning tvinger os til udvælgelse, fordybelse og fokusering, hvilket jeg tror, er netop vores attraktionsværdi i en verden af uoverskuelige mængder info. Plus : Når jeg tager på museum, er det for at have noget at snakke om og nogen at snakke med, og at den samtale, den begivenhed bliver noget særligt på grund af det fysiske sted jeg befinder mig.

  2. Jeg oplever at denne slags diskussion ofte udmønter sig i en enten/eller scenarie. Google Arts Project er en videreudvikling af “ejendomsmæglerenshots” hvor jeg et øjeblik kan vandre gennem Louvren for derefter at følge en bestemt kunstners udvikling i f.eks. SMK.

    Det er i samspillet mellem det virtuel og fysiske at man skal se mulighederne – de virtuelle værktøjer der kan være med til at trække flere besøgende til museerne.

    Som chefen for Google Arts Project formulerede det: “when I see a brochure of a beautiful sunset in Bali, my reaction isn’t “now I’ve seen, now I don’t need to go to Bali” – quite the opposite”.

  3. 1000 tak for feedback og kommentarer begge to!

    Jeg tror, ligesom dig Frederik, at man går galt i byen, med opfattelsen af, at man ikke har lyst at se noget analogt, fordi man har ser det digitalt (eller for den sags skyld: i andre analoge former). Når vi gerne vil se fx Mona Lisa, er det jo måske bla. fordi vi netop allerede kender motivet fra andre digitale og analoge sammenhænge.

    Det jeg derimod ikke er så sikker på er, at det bedste vi kan gøre med kulturarven i en digital kontekst er at “efterligne” det analoge rum – fx rundgangen på et analogt museum, galleri etc.

    Måske kan virtuelle værktøjer inspirere til fysiske besøg og så er det fedt. Men det vil også være fedt, hvis vi med “autentisk digitale” tilgange kan gøre noget, der er “oprigtigt nyt”: Nye muligheder, nye interaktionsformer – i det hele taget nye brugsscenarier. Og tænk, hvis besøget på det analoge museum kunne trække flere brugere til de digitale muligheder?

Der er lukket for kommentarer.