Vil fremtidens skoleelever lave opgaver via museers og arkivers åbne API’er?


Der var en gang, hvor læring ifht. børn og it var noget med lærerige spil, lære at bruge tekstbehandling, samt læse og løse opgaver på lødige websites, som bl.a kulturinstitutioner havde skabt. Sådan er det ikke mere.

Børn har forlængst lært at gennemskue, når en website eller et spil er “sådan en hjemmeside, som læreren siger, at man skal bruge i skolen” (autentisk citat). Netop, når vi så småt begynder at forstå, at det handler om at bruge og forstå nettet, ikke kun særligt tilrettelagte hjemmesider og spil, kommer næste udfordring buldrende: Børn og koder.

Antivirusfirmaet AVG er blevet opmærksomme på, at børn er begyndt at lave digital “småkriminalitet”, og nævner det i deres seneste rapport – Threat Report Q4-2012. Et konkret eksempel: I Canada har en 11-årig dreng skrevet et program, der gav sig ud for at være en snydetjeneste til spillet Runescape. Men i virkeligheden hentede programmet brugernavne og passwords.  At stjæle andre børns identitet og digitale legetøj er selvfølgelig lømmeladfærd, som skal stoppes, bl.a. med undervisning om etik og god opførsel ifht. kodeskrivning. Men eksemplet viser, at børn ikke længere kun er digitale konsumenter.

Britterne har gennem længere tid haft stigende fokus på behov for nytænkning ifht. it-undervisning. Der er også oprettet over 500 “Code Clubs“, hvor børn kan lære at skrive koder. Målet er at have klubber i 25% af landets grundskoler i 2015. Estland har taget skridtet fuldt ud og lærer børnene programmering fra 1. klasse. Overvejelserne om mere fokus på kreativitet og skaben i it-undervisningen vil formodentlig også snart tage fart i Danmark – det gør de sikkert allerede i fora, som jeg bare ikke kender.

Men har fokus på skaben i it-undervisningen også en betydning for arkiver og museer? Ja, for et fokus på produktion i stedet for konsumtion vil medføre behov for råmateriale. Når “Lille Peter” skal lave en opgave, skal han bruge data. I stedet for at lede efter ét cc-licenseret billede af Stauning til at sætte ind i historieopgaven, vil han måske lede efter masser af geotaggede billeder af Stauning, så han kan lave et heatmap og sammenholde det med dagens frekvens af socialdemokratiske stemmer.
Meget kommer an på “Lille Peters” kreativitet, men også på, om institutionerne har sørget for, at data er findbare og tilstrækkeligt nørdvenlige. Måske vil det også betyde noget for aktivitetstilbud. Vil “Lille Peter”  (- og hans søster, ikke mindst!)  hellere komme til Mini Code Camp og Junior Hack Day i stedet for tegneværksted og perleworkshop?

Links:
Malware also the handiwork of children…. (PC World – feb 2013)
Kids ‘using coding skills to hack’ friends on games, expert says
(The Guardian – feb. 2013)
Threat Report Q4-2012 (AVG – pdf)
Coding – the new Latin (Rory Cellan-Jones´s blog, nov 2011)
School ICT to be replaced by computer science programme (BBC – jan. 2012)
A manifesto for teaching computer science … – “The Naugthon Manifesto” (marts 2012)
ITC-teaching upgrade expected in ….2014 (The Guardian, aug. 2012)
Lille land går foran … (Comon – sep 2012)

Inspiration:
Codecademy

Code Club
Coding for Kids
Coderdojo

Mere inspiration – programmer og tools
Raspberry Pi
Scratch
Logo
Lego Mindstorms
Programmering for børn (Tråd på Ingeniøren)