Hvad skal kulturarvsinstitutionerne lave, når samlingerne har fået åbne API´er?


Hvad kommer der til at ske, når andre kan tilgængeliggøre kulturarvsinstitutionernes data – og måske gør det bedre? Hvad vil institutionerne SELV bruge materialet til, når samlinger og data ligger på nettet?

I det seneste år tid har man stadigt oftere hørt kulturarvsinteressenter både indenfor og uden for institutionerne forholde sig til åbne API´er og webservices. API´er tilgængeliggør data – fx viden om objekter og billeder af dem – i maskinlæsbar form. “Objekter” kan være fx museumsgenstande, scanninger af arkivalier, gengivelser af fotos o.v.s. Med andre ord: kulturarvsinstitutionernes samlinger. Åbne API´er gør det muligt for 3. part at bygge tjenester ovenpå data om de samlinger, som institutionerne forvalter. Eksempler på tjenester er fx de forskellige apps, der blev bygget til et event som hack4dk, det første danske kulturarvs-hackathon, som løb af stabelen i 2012.

De fleste er enige om, at åbne API´er og webservices er et godt, fornuftigt – og uden tvivl uomgængeligt – perspektiv for institutionerne. Gennem API´erne kan viden, objekter m.m. komme i spil på mangfoldige måder. Der kan ske større anvendelse af samlingerne, de vil kunne komme i spil på mange flere måder og overfor mennesker og miljøer, som institutionerne ellers kan have vanskeligt ved at møde – fx fordi man ikke kender disses kultur og behov i tilstrækkeligt omfang. På dén måde kan API´er være med til at demokratisere kulturarven og dens anvendelse.

Men hvad betyder det – i det lidt længere perspektiv – for en institution, at andre kan tilgængeliggøre dens samlinger/indhold, og bygge services rundt om det? Èt bud er, at institutionerne allerede nu må forberede sig på at foretage nogle strategiske valg i forhold til deres fremtidige virke. Hidtil har institutionerne haft monopol på adgangen til dén viden, som deres samlinger rummer. Udvalgt indhold er blevet præsenteret i form af udstillinger, webtemaer m.m., eller stillet digitalt til rådighed på måder, som institutionerne har skabt, styret og drevet. Når det digitale indhold er åbent og brugbart for alle, betyder det, at andre kan skabe og drive de rammer, som gør en institutions samling relevant i samfundet. Andre vil kunne skabe en tjeneste for slægtsforskere, etablere et digitalt kunstcommunity, eller bruge fotos og andre oplysninger til at lave sjove, medrivende og lærerige events og udstillinger. Også onsite, fordi oplysninger, fotos m.m. kan bruges til at lave flotte kopier og andre gengivelser. I dette scenarie vil institutioner have mindst 2 muligheder i deres virke

Leverandør af data
Institutionen har valgt at være underleverandør, og stille råmateriale til rådighed for andre, der fungerer som producenter. Det vil i dette scenarie være producenten, som skaber den tjeneste eller grænseflade som slutbrugerne kender og forholder sig til. Det er producenten, der oplever brugerbehov, faciliterer anvendelsen af data og er relevant for slutbrugerne. Måske på samme måde, som et brand. Det er IKEA eller LÓreal, der møder brugerne (kunderne) – ikke dét firma, som har leveret træ til møblerne eller fabrikken, der har lavet hylstre til læbestiften. Et eksempel fra kulturarvens verden kunne være Ancestry.com, som har 2 mio. betalende subskribenter på hovedsiten og trækker på data fra hele verden. En institution kan naturligvis også søge relevans gennem aktiviteter som forskning og udstillinger. Udfordringen er, at andre aktiviteter også i stigende grad vil være digitalt baserede. Det betyder, at fx forskere ved et universitet vil have stort set samme adgang til institutionens data og samlinger, som institutionens egne medarbejdere. Samtidig vil også oplevelsesindustrien have samme viden og visuelle ressourcer, kunne bearbejde den og omsætte den til sjove (samt lærende) attraktioner.

Producent og facilitator
Institutionen stiller sine data til rådighed, men skaber også selv tjenester og grænseflader, som faciliteter slutbrugerens anvendelse. Institutionen sætter sin viden om samlingerne i spil, deltager i dialog om objekter og vejleder brugerne i benyttelse af de de digitaliserede samlinger. “Citizen Scientist”-programmer, crowdsourcing og lignende  kan være del af de aktiviteter, som udfolder sig i communityet. Kontakt til slutbrugeren, og dermed muligheden for innovation med udgangspunkt i brugerbehov, ligger hos institutionen (men selvsagt også hos alle andre, der benytter data). Udfordringen er, at digitale brugergrænseflader – ligesom analoge – udgør brændende platforme. De skal hele tiden udvikles både ifht. social interaktion og teknologi – fx åbnes op i forhold til nye muligheder samt 3. parts tjenester. Hvad er bedst for kulturarven – at institutionene er underleverandører eller facilitatorer? Skal man undlade et bevidst, strategisk valg, og dermed at lade tiden vælge for institutionen. Er der andre muligheder end de to, som jeg umiddelbart kunne se?