Hvorfor er der færre brugere på kulturmuseernes websites?


hjemmesidebrugere

Kulturstyrelsens netop udkomne opgørelse over museernes virksomhed i 2011 viser, at antallet af unikke webbrugere på kulturmuseerne er faldet med ca. 17.000. Det er måske ikke noget vildt og allarmerende antal – men alligevel: Hvorfor mon dét?

Som det ses af grafen, der er hentet fra Danske Museer i tal – 2012 var antallet af unikke webbrugere i 2010 83.828 og i 2011 kun 66.240. Samtidig nævner undersøgelsen også, at antallet af digitale formidlingsprojekter er steget med 29%, – ialt 159 nye, digitale formidlingprojekter så dagens lys i 2011. Desværre fremgår det ikke, hvilke typer af museer, som har skabt de mange nye digitale tiltag og til hvilke målgrupper. Så det kan være, at kulturmuseer har lavet formidlingsprojekter, som ikke bliver brugt – men det kan omvendt også være, at kunst- og “blandede” museer har skabt nye ressourcer, som har bevirket den stigning i brugertal, som disse museer tegner sig for.

Men der kunne være mange andre mulige bud på faldet i antal brugere på kulturmuseums-websites:

1) Siderne har ikke dét indhold om kulturarv, som brugere efterspørger
Hvis museernes sites ikke har dét indhold, som netbrugere ønsker, finder de det andre steder.  Det gælder især indhold, som kan gøre  netgæsten klogere på kulturhistorie, men også praktiske oplysninger. Info om åbningstider, udstillinger etc. kan typisk også findes mange andre steder. (Et andet spørgsmål er, om man ikke burde se de to typer af sider adskilt. Bl.a. fordi antallet af brugere, som ønsker servicering før besøg er afhængigt af faktorer, som ikke har at gøre med digital formidling af kulturarv.

2) Sidernes indhold mangler SEO-pleje
Nettet er jo et meget dynamisk sted, og udvikler sig hele tiden. Derfor skal sider plejes, opdateres og hele tiden have deres indhold tunet. Det gælder mht. gammeldags SEO, men også med hensyn til muligheder for social deling m.m. Halvdøde, dårligt optimerede sider har aldrig været noget aktiv. Men de sider, som fungerede godt sidste år, kan godt være droppet i forhold til andre, hvis der ikke er arbejdet med dem.

3) Kontakten på sociale netværk erstatter web
De fleste museer har efterhånden mange forskellige sociale platforme i spil. Her foregår også formidling af kulturarv, ovenikøbet i snack-sizes. Hvis det er korrekt, at vores attentionspan ikke er, hvad det har været, vil det være naturligt se et skifte fra længere, opmærksomhedskrævende former til kortere og lettere. Måske kan årsagen være et ønske om en social dimension i tilgangen til digital kulturarv? Eller måske, at vi “mættes” gennem de sociale input og derfor ikke “hyggesurfer” efter kulturhistoriske emner i samme grad som før?

4) Det er et tilfælde – og betyder ikke noget særligt
Det er også en mulighed, at der ikke er nogen dybere årsag til faldet, og at vi vil se det stige igen. Endeligt kan der også være teknologiske forhold som spiller ind, fx at museumswebsites ikke er tilstrækkeligt mobilvenlige, og at et stigende antal mobil/tablet-brugere derfor søger andre steder hen.

Det kunne være interessant med andres (bl.a. museernes) bud på årsagen til faldet. Men det kunne også være gavnligt at få flere forskellige typer af tal med i statistikken. Tal, som kunne fortælle mere om benyttelsen af både websites, sociale platforme og egentlige online-ressourcer. Takket for unikke brugere måtte fx gerne suppleres med tilstedeværelsestid, antal returning visistors og lignende. En national “standard” for at få opgjort og medtaget tilstedeværelse på andre digitale steder end eget brand-domæne kunne også være en idé. Og der er sikkert mange andre ting, man kunne inddrage?

Links:
Danske Museer i tal – 2012