Blev jeg brugerinddraget?


basel-museer

Årets sommerferie gik til Basel. Efter at have besøgt et par historiske udstillinger gik det op for mig, at jeg måske var blevet brugerinddraget, uden at jeg helt havde opdaget det.

At “aktivere”, “engagere” og “inddrage” brugerne er noget, der tales en del om i kulturarvsverdenen. Der kan være mange gode grunde til at gøre de fysiske besøgssteder sjovere og mere oplevelsesorienterde, men ferien fik mig til at overveje, om vi bruger de rigtige ord og begreber, når vi taler om bestræbelserne?

Det historiske museum i Basel, Historisches Museum, er indrettet i en tidligere kirke, og her er flere små “stationer” i den arkæologiske udstilling, som giver mulighed for at prøve forskellige ting.  Man kan fx “udgrave” knogler i en slags sandkasse fyldt med kattegruslignende materiale og bestemme sine “fund” ved at sammenligne med instruktive dyreskeletter. Der er en form for “jurascope“, som viser en fortidig begravelse. En lille kasse rummer potteskår, forsynet med magneter, som gøre dem nemme at sætte sammen. Som gæst kan man let “bygge” en krukke og opleve, hvordan den tager form. Ved siden af kværne fra oldtiden står en funktionsdygtig model, som (med brug af betydelige armkræfter) kan drejes og male mel. Schweizerisches Museum für Papier, Schrift und Druck har et lille skriptorium, hvor gæster kan prøve forskellige former for skriveredskaber til blæk.

Når jeg prøvede disse muligheder, betød dét så, at jeg blev “involveret” eller “inddraget“? Måske. Men ville man bruge de samme begreber om aktiviteterne, hvis de foregik udenfor et museum? Ville vi betegne det som involvering og inddragelse, hvis fx skriptoriet havde været stillet op som “julekortværksted” i et stormagasin? Nøjagtigt samme aktivtitet – men i en helt anden kontekst.

Ingen af de ting, jeg interagerede med på museerne, havde en betydning for andre end mig. Der var intet – hverken varigt eller midlertidigt – fællesskab, som jeg blev draget ind i, og jeg blev heller ikke engageret i noget, der havde et længere liv end mit ophold i udstillingen. Der var ikke tale om  “inddragelse” eller “involvering” på en måde, som havde en betydning i form af fx  “medindflydelse” eller “medbestemmelse”. Dét havde nok også været overkill set i forhold til, at det nok varer et stykke tid før jeg atter besøger det historiske museum i Basel.

Til gengæld blev jeg virkelig godt underholdt og jeg blev klogere på en ny måde, fordi jeg fik en form for “fysisk læring”: kværnen var tung, og fjerpennen var svær at styre. Alt sammen meget positive elementer, som gjorde museumsbesøgene langt bedre, end det ville have været uden disse elementer. Men er “brugerinvolvering” helt det samme som “ting, man kan prøve”?

Måske ville det være mere præcist at forfine begreberne og anvende betegnelser som “brugerinvolvering” og “brugerinddragelse” om tiltag, som er med til at demokratisere institutionens virke, og dermed har karakter af medbestemmelse og indflydelse. Hands-on stationer og lignende kunne vi fx kalde “taktile” eller “oplevelsesmæssige tilbud”, “ting, man kan prøve” ……eller måske endda: “elementer, der gør museumsbesøget sjovere”.

3 comments

  1. Jeg vil give dig ret i, at brugerindragelse må handle om fx organisation eller praksis på museum eller arkiv. Alle de ting du har haft “nallerne” i, vil jeg kalde aktiviteter. Aktiviteter der fik dig til at forstå en lille flig af en historisk periodes virkelighed.
    Aktiviteter bruges også i naturvidenskabelig formidling, og kunsten er at tilbyde aktiviteter, der får gæsten ( også et anvendeligt udtryk) til at få indsigt og erkendelse – ellers er det bare underholdning. Det florerer der en del af på museer og besøgscentre.

  2. Tak for kommentaren Anette! Jeg ville nok selv kalde “stationerne” for “ting, man kan prøve” eller “taktile oplevelser”, hvis det skal lyde lidt mere fint. Der var jo tale om “solooplevelser” – og “aktiviteter” synes jeg i højere grad er noget lidt mere gruppepræget eller organiseret, evt. med en instruktør eller lign. Jeg er også enig med dig i, at der skal være lidt ny viden/erkendelse …. meeeen på den anden side: Jeg tror ikke det behøver at være sådan for hver eneste ting. Vi har mange tilbud, der er tilrettelagt KUN med læring for øje. Kunne det ikke være en idé også at have nogle enkelte tilbud, der “kun” er sjove og underholdende?

  3. Selvfølgelig er det eftertragtelsesværdigt at læring også er sjov og underholdende. Ting der leges ind læres bedst, og det, at få ny indsigt, er jo spændende og underholdende – for nogen af os.
    Må jeg være Jeronimi datter og påpege, at der er vel meget slagtilbud og underholdning over det, der sker på besøgscentre og museer. I altfald hvis man ser hvordan der reklameres. Dygtige kolleger kan dog stadig få mening, læring og videnformidling ind sammen med sukkergodterne. Men hvis det fortsætter med at være besøgstal, der regerer museernes arbejde – ja så må vi sige med den gamle talemåde: at den der ikke vil så, kan heller ikke høste.

    Med hensyn til “aktiviteter” har det nok fået den betydning som du skriver, nemlig noget der foregår i grupper. Jeg nægter at bruge udtrykket “hands-on”, men lad os så kalde det “håndgribeligt”! Det væsentlige er, at man som gæst fx kan skrive i en sandbakke eller støde sennepskorn i en morter, uden at der står en udklædt instruktør og giver anvisninger. Selv går jeg langt uden om påduttede fællesskaber. Men jeg vil gerne have et håndgribeligt indtryk af fx arbejdsprocesser. Gøre mine egne erfaringer uden at skulle optræde overfor andre samtidig – og mon ikke der er andre voksne, der har det på samme måde?
    Det er nok et udtryk for en generel udvikling, at det 40 år gamle Historisk arkæologisk forsøgscenter i Lejre, har skiftet identitet til Sagnlandet – hvor man først og fremmest skal “have en på opleveren”?

Der er lukket for kommentarer.