1864 – krigen og Dybbøl – nu i farver


1864oppasser-hv

At kolorere gamle fotos er et fænomen, der ses mere og mere på amerikanske websites. Det er især billeder af den amerikanske borgerkrig, som har fået farve. Så det er oplagt at forsøge det samme med fotos fra 1864.

“Dillen” med at farvelægge gamle fotos er en del af den “fotokreativitets-strend”, som jeg har leget med før (bl.a. i indlægget om forandringsfoto). Gennem længere tid har der fx på Reddit været et emne med titlen “History in Color”, hvor brugere viser hinanden de billeder, der har arbejdet med. Emnet er bl.a. “dedicated to high quality colorizations of historical black and white images”, og mange af billederne er koloreret ikke så lidt bedre end mine.

Mine resultater er langt fra de amerikanske, men egentlig er processen ikke vanskelig. Til gengæld er det en tidssluger: de tre krigsbilleder i denne post har taget 3-4 aftener pr. stk.

I de fleste billedbehandlingsprogrammer kan man omfarve dele af sort/hvide billeder ved først at øge antallet af farver i billedet, markere et sort/hvidt område og derefter ændre på områdets nuance og farvemætning samt manipulere lys/mørke. Dét er den ene af de fremgangsmetoder, jeg har brugt. Den anden er at etablere forskellige farvelag ovenpå billedet – fx et lag for den blå uniformsfrakke. Lagets egenskaber indstilles, så det blander sig med det underliggende i en slags “duplex”. På denne måde kan udvalgte områder “farves” med en bestemt farve, samtidigt med at fx folder, skygger m.m.fra det underliggende lag “skinner igennem”. På billedet øverst i denne post, som forestiller Jens, der var med i 1864 som oppasser for en officer, er bl.a. ansigtet farvet ved hjælp af et lag. Men han ser lidt “voksagtig” ud, hvilket selvfølgelig ikke er blevet bedre af, at man den gang skulle “holde stillingen”, når man blev fotograferet.

Næste billede er mere kompliceret, fordi der er langt flere detaljer – samt et gevær. Det forestiller en menig fra 1. infanteriregiment, hvis navn er ukendt. Her valgte jeg at skabe ansigtskuløren ved omfarvning i stedet for at etablere et farvelag. Det er bedre, men stadig væk lidt “kunstigt”. Ansigter på mindre fotos er ikke nemme, faktisk kan resultatet nok blive bedre, når der er tale om portrætter (dét er under afprøvning!). Støvler og hår fremstår også lidt døde.
1864

Ansporet af de to fotos af soldaterne, måtte jeg forsøge med et af billederne fra slagmarken. Jeg undgik de ellers meget skarpe og fine fotos fra fx skanse 3 og skanse 4, fordi de indeholder mange personer, hvilket ville blive meget vanskeligt. Så det blev i stedet et foto fra skanse 2, med den sønderskudte Dybbøl Mølle i baggrunden.
1864-skanse2

Udfordringen ved dette billede var, at originalen var i langt dårligere stand end de øvrige. Fx viste det sig ved nærmere øjesyn, at Dybbøl Mølle i baggrunden er tegnet op eller retoucheret så kraftigt, at det ligner en stregtegning.  Desuden ligger der sne, hvilket også var langt vanskeligere at arbejde med end forventet. Himlen var umulig at farvelægge på grund af billedets kvalitet, så derfor valgte jeg at “kolorere” den med et foto fra Public Domain Image i stedet.

Er det OK at kolorere fotos, som er optaget i sort/hvid – eller er det “historieforfalskning”? Her må det frem for alt være væsentligt at sørge for en markering af, at et billede er efterkoloreret. Kolorering af “farveløse” er i øvrigt ikke noget nyt. For blot ca. 50-60 år siden kunne retouche og kolorering godt høre med til fotografens opgaver. Man bør naturligvis også være omhyggelig med valg af farver etc., hvis det er en form for rekonstrueret autencitet, man søger.

Men med det fokus, som billeder har er nye tilgange til fortidens billeder næsten ikke til at komme uden om. At arbejde med gamle fotos kan måske også være en vej til interesse for fortiden. En interesse, der er præget af kreativitet, snarere end intellektuel tilegnelse af viden i klassisk forstand. (Selvom jeg nu godt kunne have brugt en uniformsekspert eller to….  :-)

Links:
History in Color på Reddit
History in Color på Facebook
20 Historical Balck and White Photos Colorized (Twistedsifter)
Famous photographs restored (Bored Panda)

Fotos fra 1864:
Skanserne efter stormen (Statens Arkivers Flickr)
Krigsdeltagere, 1864 (Statens Arkivers Flickr)

Tutorials:
Timelapse of the Colorization and Restoration..  (YouTube)
How to colorize (billedserie)