Crowdsourcet udvælgelse af museumsgenstande på Nordiska


publikens-val

Hvad vil gæsterne se på museet? En del vil utvivlsomt gerne have en god fortælling, mulighed for fordybelse, flot og medrivende scenografi, sjove tilbud til børn og voksne, gode informative og indlevelsesfulde tekster – nåh ja, …. og så nogle interessante genstande.

Men hvad er en “interessant genstand”? En kurators udvælgelse vil ofte tage udgangpunkt i en faglig vurdering af, hvad tingen “kan” i forhold til den fortælling, som vedkommende ønsker at formidle. Men er dét kun de genstande og dén fortælling, gæsterne er interesserede i?

Der kan være mange gode grunde til at ville se en ting. Når der er mange grunde, er der mindst lige så mange svar, så muligheden for at skabe medbestemmelse i udvælgelsen er egentlig oplagt og naturligvis heller ikke ny. Jeg mener selv at have mødt den første gang på Armémuseum i Stockholm, hvor gæster havde mulighed for at lægge forslag (eller stemmer?) i en slags postkasse. Efterfølgende ville nogle af de foreslåede genstande blive udstillet som “Månedens genstand” i en særlig montre i museets forhal.

Nu har Nordiska Museet forsøgt noget lignende, bare online, med websiten Publikens Val, hvor potentielle gæster og andre interesserede kunne stemme om 55 genstande. Den udvalgte genstand – en udstoppet krokodille, som bærer en bakke til visitkort.  Ud fra websiten er det svært at se, hvor mange der har deltaget, men genstandene i “top 4” har fået ialt 957 stemmer tilsammen.

Kunne ideen på Nordiska skaleres? Der findes efterhånden en række sites for crowdsourcing og crowdfunding både herhjemme og i udlandet. Men bortset fra udvælgelse af enkeltgenstande, mulighed for kommentar etc. har jeg aldrig set et forsøg på at crowdkuratere en hel udstilling. Finansieringen kunne måske tilvejebringes i et privat/offentligt samarbejde i stil med crowdculture.se. Selvom resultaterne måske ikke har været entydigt succesfulde, er der gjort forsøg med crowdsourcing i forhold til den islandske forfatning og Malaysias “finanslov”. Så burde det måske også kunne lade sig gøre med en kulturhistorisk udstilling….. eller måske snarere “kulturhistoriske tilbud” via en slags Your Priorities for kulturarv. For en udfordring vil naturligvis altid være, at der kan være langt fra online til onsite. Selvom man har stemt på nettet, er det naturligvis ikke sikkert, at man kommer for at se resultatet. Måske ville en crowdsourcet eller crowdkurateret tilgang til udvikling af digitale brugertjenester finde større respons?

Links:
Publikens Val
Crowdculture.se
Your Priorities (site for e-Demokrati)