Kulturarv som stereogrammer!


horn

Visuelle trends kommer og går – og kommer tilbage som “retro”. Måske er stereogrammerne også på vej til at få en revival?

Stereogrammer er en optisk illusion, som giver indtryk af, at en del af et motiv træder frem fra det flade papir. Det var stereogrammer, som vi kiggede på i 1990´erne da vi alle sammen sad og stirrede intenst på billeder af mærkelige mønstre. Jo mere man kiggede, blev skeløjet og “affokuserede”, jo større var chancen for, at man pludselig opdagede en 3-dimensionel figur, der nærmest “svævede” over baggrunden.

vogn

Rundt omkring på nettet popper der for tiden flere og flere tjenester, plugins og software frem, som kan lave stereogrammer. Hvis de mangefarvede billeder pludseligt bliver en landeplage igen, er det godt at være forberedt. Man kunne jo fx lægge billeder af museumsgenstande ind! Her har jeg brugt online-tjenesten StereogramBuilder.

dolk

Selve webstedet er nemt at anvende. Man finder det motiv, man ønsker at anvende, åbner det i sit billedbehandlingsprogram, konverterer det til negativ og sørger for, at baggrunden farves sort. Det samme gælder andre dele, der skal ligge bagerst på det færdige stereogram.

Stereogrammer kan dels være en sjov gimmic til museumsbutikken – men kunne måske også bruges til undervisning. Hvem finder først ud af, hvilken genstand stereogrammet viser, og hvad véd eleven om den? Og har man frie og manipulérbare billeder i sine samlinger er det oplagt for visuelle legebørn at hente billede af sin yndlingsgenstand og “stereogramme” den.

Links:
Stereographic suite (software)
How to make a stereogram in GIMP (tutorial)
StereogramBuilder (onlinetjeneste)

PS: Stereogrammerne her på siden forestiller hhv. Solvognen, guldhornene og Hindsgavldolken. Ikke alle er lige vellykkede :-)