Repræsentativ kommunikation – hvordan kan kulturarvsinstitutionerne skalere?


rep-komm

Danmark er et foreningsland, og de fleste museer og arkiver har gode kontakter til foreninger inden for deres respektive områder. Det er godt – for via foreningerne kan der skabes megen god dialog og grobund for udvikling. Men er det nok i dag?

Institutioner inviterer meget ofte fx bruger- eller “interessentforeninger” tæt på, måske som partnere i udviklingsprojekter. Især den gang, da man ikke umiddelbart kunne komme i én-til-én kontakt med store brugergrupper, var det meget hensigtsmæssigt, at man kunne tale med fx personer fra foreningsbestyrelser og lignende.

Bestyrelser, eller andre ressourcepersoner, havde et rigtigt godt billede af, hvad der foregik i det nære interessemiljø, som foreningen var en del af. Institutionen kunne få del i den viden ved at snakke med foreningsrepræsentanterne og dermed blive klogere på ønsker og behov i de forskellige fællesskaber. Foreningsfolkene kunne høre nyt om udviklingsideer m.m. på institutionerne og give feedback. Man kunne i det hele taget lære hinandens synspunkter og holdninger at kende – til gensidig gavn. En tilgang, der også nogle steder er institutionaliseret gennem brugerråd, kontaktudvalg og lignende.

Biblioteker havde tidligt denne form for kontaktorganer, og peger bl.a. på risikoen for, at brugerne kommer så tæt på, at de begynder at se problemstillinger m.m. fra institutionens side, i stedet for at se dem “udefra”. Så vidt jeg véd har ingen undersøgt det, men jeg gætter på, at dette også kunne ske med foreningskontakter. Det er naturligvis en udfordring.

En anden udfordring er, at der er mange alternativer til de historiske interesseforeninger. Det er blevet meget nemt at dyrke sin interesse for fx arkæologi, slægtsforskning og lokalhistorie via digitale platforme. Dels er der mange kilder online (arkivalier, fotos m.m.) men der er også mange fora, hvor man kan samarbejde og diskutere med andre, i stedet for at melde sig ind i én af de klassiske foreninger.  Er man fx interesseret i Københavns historie, så kan man være med i foreningen Selskabet for Københavns Historie, der holder foredrag m.m. og desuden har en Facebook-gruppe med 68 medlemmer. Men man kan også gå ind i den åbne Facebook-gruppe “Gamle København” med 7649 medlemmer, hvor der er høj aktivitet, fordi der dagligt deles masser af gamle fotos, københavnerhistorier og kommentarer. Det er to forskellige måder at have en aktiv interesse på.

Så når vi på institutionerne kommunikerer med foreninger, taler vi med en gruppe mennesker, som har valgt en bestemt ramme for deres interesse. Vi kan håbe på, at de tanker og idéudvekslinger der foregår, bliver en del af et større kredsløb, fx via foreningens websites, nyhedsbreve, medlemsmøder etc. Men vi kan ikke være sikre på, at det sker. Og kredsløbet vil som hovedregel ikke omfatte dem, der har valgt andre rammer, med mindre der er etableret uformelle, fx personlige kontakter som gør det muligt.

De ikke-foreningsaktive kan naturligvis få “push-informationer” i form af nyhedsbreve, opslag på websites m.m. De kan naturligvis også maile til os – men her kan svartider m.m. godt være præget af den skriftlige kultur, som er en del af institutionens historie. Så det er svært at få en egentlig dialog, og måske går vi glip af meget god input og fine relationer fra interesserede – som bare ikke “er” til de klassiske foreningsdannelser. Man kunne utvivlsomt udnytte sociale platforme bedre. Men idag burde der frem for alt være mulighed for at generere “big data” omkring kulturarvsressourcer og deres brug.  Er der nogen gode eksempler derude?

Links:
Bibliotek og brugerindflydelse