Museums-idé: Tags i udstillingsteksterne


chr4tags

Vi bruger sjældent tags i tekster. Men hvorfor egentlig ikke? Det kunne man vel godt, fordi tags har ændret sig en del.

Jeg har set tags på museer mange gange, men hidtil kun som opfordringer til social deling af oplevelse og genstande på museet. Det kan være museets almindelige “grundtag” som placeres strategisk ved indgang og café, for bl.a. at gøre det lettere at kommunikere socialt med onsite-gæster. Eller lidt vildere og mere humoristisk, som når Kronborg foreslår tags som #VeryOldCastle eller #HeavyDudeInBasement. Som det sidste eksempel antyder, og leger med, har tags ændret sig i den seneste tid.

I dag er tags ikke kun de “emneord”, som man knytter til sine fotos på Instagram eller sine tweets. De har en egen “udsagnskraft”, som når vi fx skriver #VilJegHa, #SåDuRøgen eller lignende til et foto. Her benytter man ikke taggen på samme måde, som når man fx skriver #dkpol. Det er ikke noget, andre forventes at følge. I tags kan man også give udtryk for en holdning, følelse eller et synspunkt på en kort og fyndig måde. En del af grunden til denne brug er nok, at det er begrænset, hvor meget man kan skrive på de forskellige platforme.

I udstillinstekster er der tradition for at skrive meget – også, uden at det nødvendigvis behøver at være en fordel for budskabet. Vores attention span ændrer sig, dét der skal siges, skal siges hurtigt. Og samtidig har vi fået en ny mulighed for at udtrykke os skriftligt.

Tags kunne udgøre et ekstra lag – ved at fremhæve pointer, lege med humor eller fungere som påskeæg for den særligt vidende. De kunne også bruges til at forbinde online med onsite, som indirekte inspiration til at udforske billeder af bygninger, personer, begreber etc. på Instagram.

Så tags kunne måske godt bruges i udstillingstekster? I hvert fald så længe, at de også har en kommunikativ værdi andre steder.