Digital kulturarv – hvad sker der i 2015?


fortuneteller--with-mirror
Alexander Novoskoltsev: Svetlana, 1889 ( Original på Wikimedia Commons – kvinden forsøger at se ind i fremtiden gennem brug af to spejle )

Et nyt år står for døren. Hvad kan vi vente os? Jeg har atter i år kigget rundt på blogs og sites i et forsøg på at aflure lidt om, hvad fremtiden (måske) har på tegnebrædtet. Af sidste års “forudsigelser” vil jeg vove det ene øje og påstå, at 4 af dem ikke gik helt galt i byen. Lidt mere fokus på kodning for børn (vi prøvede faktisk at tænke det lidt ind i hack4dk), lidt mere “andre steder end Facebook” (dog stadigvæk et meget stort fokus her), mere immersivitet og techno-magi (fx på det nye Moesgaard og M/S) og klart mere opmærksomhed på tablet frem for desktop. Stadigt flere institutioner får responsive sites. Af “boblerne” så vi i hverfald, at  DAC har haft “gå til Minecraft” på programmet. Men ikke rigtigt noget med makerlabs og youtility på institutionerne.

Kommerciel konkurrence
2014 blev året, hvor en dansk kulturinstitution etablerede en aftale med én af de store digitale, kommercielle kulturarvsaktører. De to parter er Rigsarkivet og MyHeritage; aftalen handler om indeksering af en række grundkilder til slægtsforskning. Efter at MyHeritage har haft eneret i et år, kan arkivet fremvise de pågældende data på sin egen website. Aftaler af denne art har længe været brugt af fx NARA, eksempelvis i Fold3. Denne kommercielle interesse i institutionernes store datamængder vil stige. I første omgang vil det gælde arkivindhold, fx de store stadsarkiver, men interessen vil efterhånden også nå museumsressourcerne, dog næppe i 2015.
Tjenester som fx MyHeritage, Ancestry og Danish Family Search, gør det modsatte af institutionerne: Ud fra brugerbehov syndikerer og kompilerer de emnerelevant materiale fra mange forskellige kilder, og forsyner det med features, som faciliterer brugen. Institutioner koncentrerer sig om eget materiale. Efterhånden er der en del danske materialer online, og mit bud er derfor, at vi vil se stigende interesse fra kommercielle udbydere af kulturarvstjenester. Dette kan også gælde interessen for at deltage i affotograferings- og scanningsprojekter, efter at PSI-loven er udviddet til også at omfatte kulturområdet. Et mere vildt bud er, at én eller flere kulturarvsinstitutioner vil forsøge at skabe en brugerfokuseret og syndikerende tjeneste med udgangspunkt i et emne. Men… jeg tror det ikke.

Livestream og mere video
Flere peger på, at video er på vej til at blive et stadigt mere væsentligt medie. Det gælder ikke kun for de klassiske videokanaler som fx YouTube, men også mikrovideoplatformene; Vine, Instagram etc. samt øget brug af videomulighederne på Facebook, som tilsyneladende får stadigt større betydning. Diverse markedsføringsblogs bugner nærmest af tips til indholdsstrategier og pointer, som også kan være interessante for kulturarven. Et forslag er fx at skabe “How to-videoer” og indhold, som seere kan relatere til. Mit eget gæt er, at brugen af et retroformat som gif, måske også vil blive lidt mere synligt i kulturarvssammenhæng. Det er er enkelt og nemt at lave, og YouTube tilbyder et særligt værktøj for kanalindehavere.
På tærsklen til 2014 lancerede YouTube en anden mulighed, som vi også kan komme til at se mere til: livestream. Og samtidig har Android-udviklere fået muligheden for at integrere stream i deres apps. Der er mao. en del nye muligheder for kulturarv i både “almindelig” video og liveevents – måske på sigt af samme type som VIKINGS Live.

Droner
Selvom robotter så småt er ved at indfinde sig i kulturarvens verden, tror jeg ikke, at vi kommer til at se et dansk forsøg i 2015. Derimod kunne droner godt blive et hit i 2015. Der er flere butikker, som sælger til privat hobbybrug – droner var et julehit, og man kan endog købe brugte droner på dba.dk. Mit bud på gennembrud for kulturarvsbrug af droner i 2015 er selvfølgelig først og fremmest udendørs optagelser fra historiske sites og byer. Et eksempel er World Heritage-stederne Angkor Wat eller Sintra i Portugal. En anden mulighed er indendørsoptagelser fra historiske bygninger – som fx her i New York Public Library. Spørgsmålet er naturligvis, hvilken merværdi netop en drone kan give til optagelsen, sådan, at den adskiller sig fra fx almindelig luftfoto, video eller streetview-optagelse. Mulighederne for eksempelvis at streame i realtid, give gæster mulighed for at styre, etc. er oplagte, og muligvis blandt de tiltag vi vil se (man skal dog lige passe på, hvis man vil ud at flyve med droner).

Meget mere mobil-betaling
Årets danske ord i 2014 blev “MobilePay”, og måske er det et vink med en vognstang om, at mobil betaling bliver en endnu større faktor i 2015. En lille – men ikke uvæsentlig – nyskabelse kunne derfor være øget mulighed for digital, især mobil, betaling på kulturarvsinstitutionerne. Der er over 1,7 mio. downloads på MobilePay og konkurrenten Swipp ruster op. I udlandet finder de mobile betalingsmåder ind på selv de største attraktioner, når Disney accepterer Apple Pay og Google Wallet. Ikke mindst for små museer, kan øget brug af mobilbetaling måske være en idé? Blot ved et hurtigt nettjek popper flere mindre og private museer op som mobilbetalingsbrugere, fx Vestsjællands bilmuseum og Odsherred Brandmuseum. Så mon ikke mobil betaling bliver en mulighed på langt flere museer, både når det gælder indgangsbillet, café, butik eller betaling for materialer til børnenes perleworkshop?

Tasteportaler – på vej mod Citizen Science?
Crowdsourcing har været buzzword gennem et stykke tid, og måske er det ved at være tid til næste skridt? Klassiske danske projekter er fx Politiets registerblade hvor der udføres ret enkle, men tidsmæssigt krævende, opgaver; transskribering af skemaindhold, tagging, indeksering, o.lign. I 2014 blev der lanceret crowdsourcingrelaterede portaler af både Københavns Stadsarkiv og Rigsarkivet. Samtidig kan der tastes via tjenesten Danish Family Search, DIS-Danmarks kildeportal, samt andre større og mindre projekter, fx indtastning af Aarhus byråds forhandlingsprotokoller, tagging af luftfotos eller mindesmærker i Norddjurs kommune. Der er m.a.o. masser af muligheder for at taste og tagge både lokalt og nationalt. Men der er stadig et stort rum for udvikling. Der er miljøer, som går videre end klassisk tastning, ved at benytte og analysere flere kilder samt fortælle egentlige historier. Samtidig kan tiden –  i løbet af måske et årti – være ved at rinde ud for de “gammeldags” tasteprojekter. Hvis og når Transcriptorium, eller andre, knækker koden for mekanisk læsning af håndskrift, ændres de forudsætninger, som ligger til grund for virkeligt mange tasteprojekter.  Så et bud på 2015 kunne være at vi får en større nyskabelse indenfor crowdsourcing: et større musealt projekt, initiativer, der samler eksisterende projekter til tastning/visning eller et  egentligt citizen science-projekt, som gør mere brug af analytiske færdigheder hos deltagerne. Et andet bud kunne være starten på en syndikeringstjeneste, der griber fat i den efterhånden flere år gamle tanke om “historisk personnummer”.

Nye mål for målbarhed
Jeg indrømmer, at mit sidste bud på 2015 måske er lidt længere ude i fremtiden: Nye mål for målbarhed, både digitalt og analogt. I mange år har kulturarvsbranchen haft “antal” som succeskriterium. Antal fysiske personer i udstillinger og på læsesale samt antal views, unikke brugere etc. digitalt. Ikke mindst digitalt bliver tallene stadig større – vi kan lægge visninger af kulturarvsressourcer på egne sites sammen med visninger på andres, og opnå virkeligt store visningstal. Så måske er vi ved at nå dertil, hvor “flere” ikke er det eneste mål, der er værd at sigte efter. Ét af fremtidsforsker Anne Skare Nielses bud på en forbrugermegatrend er “ikke mere, men bedre”. Altså kvalitet fremfor kvantitet. I et indlæg på “DenOffentlige” uddybes tanken – at vi er i starten af en “ikke mere fis”-periode, og at dette også vil få betydning for offentlige institutioner. På samme måde gav SMK´s direktør i et nyligt interview med Politiken en melding om ikke at “konkurrere på besøgstal, men på indhold”. MEN – (som jeg læser det) gælder konkurrencen ikke elitær kvalitet, der kun er for de få. Om det bliver godt eller skidt vil vise sig, men jeg gætter på, at vi i det kommende år vil opleve et øget fokus på og tale om effekt. Antal vil fortsat være relevant, men ikke som eneste paramenter. Spørgsmålet om hvorvidt der skabes mening, lykke, viden, empowerment osv. osv. for brede grupper i samfundet gennem kulturarv, vil trænge sig på.

Måske – måske ikke?
Et bud for formidling og kommunikation i 2015 er også et øget brug af “owned media“. Institutionerne presses af visningsalgoritmer og annonceringselementet på fx Facebook og Twitter. I dén forbindelse kan man bekymres over spådommen om, at der skulle være 50% chance for, at G+ dør i 2015. En stigende brug af second screen er et andet bud. Set i bakspejlet var det egentlig bemærkelsesværdigt, at ingen kulturarvsinstitutioner bød ind på #dr1864. Jeg gætter på, at vi snart vil opleve det, men kan være bekymret for, om det bliver med reelt indhold eller “kom-og-se”-marketingbudskaber. Ude på nettet kan man også læse om en konsollidering af det semantiske web, – men det er de fleste danske kulturinstitutioner ikke rigtigt begyndt at tale om endnu, så det er nok tvivlsomt, om der kommer til at ske noget større på denne front. Derimod kunn et større fokus på individualisering og personliggørelse – en slags “farvel til segmenter” – godt være en mulighed. Men det vil kræve en langt mere bevidst udnyttelse af Big Data, i stil med marketingafdelingens retargetting. Mindre fokus på søgning med præcise keywords, gennembrud for “smart clothes” hører også til diverse tech-forudsigelser, sammen med mere 3D-print.

Der er også et par ting, som jeg ikke tror er lige om hjørnet, men som jeg godt gad: en device som Ringly eller FingerReader formet som museumskopi, en historisk-miljø-simulerende VR-app til Google Cardboard eller en tur i fx Den Gamle By, inden i en menneskelig avatar, kontrolleret via Omnipresenz. Et dansk eller nordisk kulturarvs-Thingiverse med frie 3D filer. Eller måske en stemmestyret “spørgetjeneste” i udstilling og på læsesal – noget i stil med fx Echo fra amazon. Og en onsite “afspilningstjeneste”, i stil med det nye højttalersystem fra LG, der styres via tekstbeskedder.

Men….mest af alt kunne jeg godt tænke mig, at 2015 blev året, hvor museer og arkiver fik en egentlig, strategisk fremtids-tænketank. Et kollaborativt projekt, der på samme måde som bibliotekerne, analyserer fremtiden og dens muligheder med udgangspunkt i samfundets megatrends og institutionernes missioner.

Links:
10 Fringe SEO Predictions for 2015 (Searchengineland)
Forrester Predictions 2015 (Forrester)
10 Predictions for Emerging Technologies (CMS wire)
Digital marketing: experts reveal their trends and predictions for 2015 (The Guardian)
10 Trends for 2015 (Trendwatching)
Design Trends in 2015 (MakeUseOf)
6 Predictions About the State of Digital Marketing in 2015 (Forbes)
Gartner Predicts 2015 (Gartner)
The Future 100 (JWT Intelligence)
10 predictions for content marketing in 2015 (Mashable)
10 Social Media Predictions for 2015 (Social Times)

5 comments

  1. Gode tanker, Charlotte. Mit ønske kunne være, at vi får udviklet en meget mere nuanceret måling af digitale brugere og digital impact. En måling, der kommer væk fra den gængse optælling med fokus på ‘hvor mange’ til en metode, der måler og diskuterer ‘hvor meget’. Den kvantitative metode passer jo fint ind i hele det styringsparadigme, der kendetegner den offentlige sektor i dag, og den er nem og billig at iværksætte over for institutionerne, når vi bliver bedt om vores bidrag til kulturstatistikken eller skal dokumentere, at vi har leveret et passende stykke arbejde for offentlige midler. Men i virkeligheden lader den både os på institutionerne og de nationale statistikker og myndigheder i stikken.

    For det første burde der være nationale standarder for, hvad en digital bruger er, og hvordan det opgøres. I den fysiske verden er det nemt at tælle ved billetlugen (omend der også er afvigelser her i måder at tælle gratister, skolebørn og gengangere), men i den digitale verden er der ingen kontrol af, hvordan vi tæller. Ikke engang et begreb som unik bruger kan vi være enige om. Både museer og arkiver ville stå sig bedre, hvis de kunne tilslutte sig en form for vedtagen norm, en ‘oplagskontrol’.

    For det andet tilskyndes vi ikke til at kvalitetsudvikle vores digitale tilbud, når vi ikke stilles til regnskab på en avanceret måde, der virkelig tvinger os til at evaluere vores digitale services. F.eks. ved at blive presset til at forholde os til vores digitale samlingers konvergens med andre samlinger, deres åbenhed over for systemudviklere og andre brugere, og hvor meget samlingerne bliver anvendt, delt og udvidet af andre i andre digitale miljøer og dermed deres impact i bred forstand.

    For det tredje ville en forbedret evalueringsmetode måske lære os lidt ydmyghed – og dermed give os et bedre udgangspunkt for at forbedre os. Det hjælper jo ikke på noget som helst, når vi tæller antal klik på nettet og stiller det over for antal besøgende på en læsesal, for at tage et eksempel fra min egen verden. Skulle vi så også tælle det antal papirer, der bliver vendt i en arkivæske?

    1. Tak for kommentaren, Søren!

      Jeg er meget enig i, at det ville være godt med nogle fælles definitioner af, hvad fx digitale brugere er. Fysiske gæster plejer vi jo at gøre op efter “hoved-på-matrikel”-metoden: Det er ligegyldigt, om en person har været forbi for at låne toilettet eller har brugt 5 timer på læsesalen/i en udstilling. Det ville være vanskeligt at gøre det anderledes, og over tid vil det nok også udligne sig, idet antallet af rene toiletbesøg trods alt næppe er overvældende.

      Men digitalt kan man jo netop gøre det lidt mere sofistikeret. Jeg har også spekuleret en del over, hvad en digital bruger egentlig er?. Er det nogen, der kommer på en webiste for at se åbningstiderne for den fysiske institution? Nogen, der bruger ressourcer (tekster og digitaliseret materiale om kulturarv? Begge dele? Og hvordan måler man egentlig outputtet af et digitalt besøg? (…eller et fysisk for den sags skyld).

      Dertil kommer også et nyt og fascinerende emne – måling af brugeres brug af “egne” ressourcer på 3. parts sites. Hvis jeg nu syndikerede Sejrs Sedler ind på et sted om Aarhus-historie, gav det et lækkert skin, lavede mine egne vejledninger og faciliterede brugere med chat, hangouts og videokonference – burde man så tælle dem som Aarhus Stadsarkivs brugere, selvom de aldrig kom i kontakt med arkivet? Eller skulle man have forskellige brugertal – fx dele op imellem dem, der er direkte faciliteret af en selv, og dem, der ikke er? I den fysiske verden har vi vel altid talt dem, der kom på læsesalen og fik hjælp og vejæedning dér – og ikke regnet dem med, der sad på fx et lokalarkiv og brugte datidens kopispredning i form af film eller fotokopier.

      Med stadigt flere syndikerende tjenester, tror jeg, at spørgsmålet vil blive stadigt mere relevant. Det vil så nok også kræve, at man bruger samme statistikprogrammer, men det burde vel også være muligt? Og så kunne vi – på tværs af ABM – arbejde lidt mere “Let´s Get Real”-agtigt ligesom i Storbritannien.

  2. Hej Charlotte

    Tak for dine altid inspirerende indlæg her ;).

    Jeg kunne godt tænke mig at adressere et par af de ting, du skriver. Dels i relation til MyHeritage, Danish Family Search mv, som gør det modsatte af institutionerne, nemlig ikke tænker institutionelt, men netop ud fra brugerbehov. Og måske også det, du skriver omkring citizen science, syndikeringstjeneste mv.

    Jeg tror, at vi i dag har et voksende problem omkring vores digitale kulturarv, som handler om, at forudsætningen for at finde den, er, at du som bruger ved, hvilken institution der har lagt den på nettet. Og at du ved, at den er lagt på nettet! Google kan desværre ikke alt. Og vi som kulturinstitutioner tænker lige præcis som institutioner og alt, alt for lidt brugerrettet.

    Kan man forvente, at brugerne kan hitte rede i, at Københavns Rådhusbibliotek lige har lagt Kraks Vejvisere på nettet? At Statens Arkiver har digitaliseret masser af kilder på Arkivalieronline? At Statsbiblioteket kører meget store digitaliseringsprojekter, f.eks. kvindehistoriske kilder, tidsskrifter (bl.a. ældre københavnske tidsskrifter)? At Københavns Stadsarkiv lægger historiske kort på nettet (lige som Det Kongelige Bibliotek) og kommer til at lægge en masse københavnerkilder på nettet inden for den nærmeste fremtid?

    Jeg synes, det kunne være super, hvis en digital kulturtænketank ville adressere lige præcis den problematik. I og med, at mængderne af digitaliseret materiale på nettet bare vokser – hvordan søren sikrer vi som institutioner så, at vores brugere kan hitte rundt i, hvad der ligger hvor, og navigere i det?

  3. Hej Helga,

    Tak for kommentar og pæne ord!

    Jeg tror bestemt, at det du peger på er en stor udfordring – og den handler bl.a. om, at meget digitaliseret materiale ikke er synligt for Google på et tilstrækkeligt detaljeret niveau. For nogle af de helt basale kilder kan jeg forholdsvis hurtigt komme frem til Arkivalieronline eller Danish Family Search. Hvis jeg fx googler “kirkebøger” eller er mere specifik med fx “Kirkebøger Næstved”, får jeg rimelige forslag. Men det kræver jo, at jeg véd, at de oplysninger jeg er interesseret i, findes i en kirkebog. Og her tror jeg, at vi egentlig véd for lidt om, hvordan nye og potentielle brugere søger.

    Og så er der hele spørgsmålet om semantisk web og Linked Open Data, som jeg bestemt ikke er ekspert på, og som vi jo dårligt nok er begyndt at tale om på mange institutioner. Jeg tror, at vi i en ikke alt for fjern fremtid skal vænne os til, at det ikke er institutioner, men “interesser” eller “temaer”, som er det helt naturlige udgangspunkt for folks stadigt mere personaliserede brug af digitale ressourcer. Vi kunne jo bruge de samme algortimer, som idag anvendes til annoncering, og som gør at jeg bliver forfulgt af køleskabsreklamer i lang tid efter at jeg HAR købt et nyt. Søgning er én ting – og megavigtig – men jeg tror også, at meget vil handle om at få gjort vores data klar til, at de selv kan finde brugerne (hvis man kan udtrykke det sådan). Og så er der spørgsmålet om bevaring og findbarhed for alle de private baser m.m. ….og en “fremsynet” digitalisering af lokalarkivernes samlinger.

    Og det er her tænketanken ville være så fed, virkelig at sætte det lange lys på: hvordan vil folk bruge kulturarv i alle dens former om 10 – 15 år? Måske skulle vi i ODA tage initiativ til at få nogen af de andre institutioner til at være med? “Kulturarv 2025” ?

    1. Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg tror, at vi skal være meget mere skarpe på forskellige typer af brugeradfærd. Og vi skal være gode til at lægge institutionskasketten og tage brugerkasketten eller interessekasketten på i stedet ;).

      Jeg ved ikke nok om linked open data eller semantisk web til at kunne gennemskue, om og i hvilket omfang det ville kunne hjælpe os. Men du har klart en pointe i forhold til, at det både handler om søgeadfærd og om data – og om, at vi skal være rigtig gode til at klargøre vores data, så de kan finde brugerne.

      Det ville være fedt med et initiativ, hvor vi i ODA også fik inviteret nogle af de andre kulturinstitutioner med samme udfordringer. Både på kort og på langt sigt, Kulturarv 2015 og 2025 – udfordringen er er nemlig lige her og nu ;).

Der er lukket for kommentarer.