Kulturarv og deleøkonomi


genbrug-dele-kors

I museumsbutikken kan man købe alle mulige herlige sager: museumskopier af smykker, glas og keramik, bliklegetøj, “historisk” slik – og så videre. Men hvad nu, hvis vi ikke bliver ved med at være lige så glade for at købe og eje helt nye ting? Og … hvis vi i stigende grad lægger vægt på, at de firmaer og institutioner, vi benytter, har en anderledes adfærd og nye tilbud?

Én af de transformationer, som vi (måske) kan begynde at ane, er en mulig glidning fra “at eje ting” til at “have adgang til” eller at “kunne bruge ting”. I stedet for selv at eje, er tanken, at mange af os i stigende grad vil låne, leje og købe i fællesskab. Hvis vi vænner os til at dele i stedet for at eje, når det gælder biler og havefræsere, eller bruge airbnb i stedet for hotel – vil det så ikke medføre ændrede forventninger til museerne?

De mest oplagte områder er nok de steder, hvor kulturarvinstitutioner har et større eller mindre kommercielt “ben”. Museumscaféer og museumsbutikker.  For cafeen kan emner som lokale råvarer, etisk profil ifht. ansatte og leverandører være af betydning, og rigtigt mange museumscafeer har da også fx økologiske produkter på menukortet. Men hvad med madspild? Måske vil vi snart se museumscaféer og restauranter, der ikke kun sælger lækre, økologiske sager til gæsterne, når de er på stedet. Hvorfor ikke udnytte “rester” til billigere take-away med historisk touch, solgt fra en lille conveniencestore, så man slipper for at lave mad, når man kommer hjem. Eller hvad med en mere “social” brug af resterne. Findes der fx museumscaféer, som arbejder mod madspild ved at sørge for, at uforbrugte madvarer gives videre til projekter og personer, der har brug for dem?

Så er der butikken. Hvis interessen for at eje genstande bliver mindre, er det måske slet ikke “flere ting” man skal have med hjem fra museumsbesøget. Måske er det en serviceydelse: Styling eller manicure med historisk tema (…hvilket nok er mest for damer…) Eller hvad med historie-wellness: To timers afslapning i middelalderbadstue incl. igler og kopsætning? Der er mange nye muligheder, som kunne afprøves, men også her kunne man forestille sig en mere ressourcebevidst tilgang.

Kunne en museumsbutik fx lade kunderne abonnere på historiske smykker: byt hver anden måned ? I stedet for at fremstille fx en meget dyr brudekrone eller et guldkors, der kun sælges i ganske få eksemplarer,  kunne man måske leje dem ud til den store dag – lejligheder som bryllup, barnedåb, konfirmation og lignende. Eller hvorfor ikke en museumsbutik, der også er en genbrugsbutik? Eller en bytteshop, hvor “medlemmer” betaler “kontingent” og afleverer en ting, for hver ting de tager? Dvs. en butik, hvor ydelsen eller produktet er at formidle og facilitere kontakten mellem personer, der gerne vil bytte, låne og leje ting med historisk touch.

Den klassiske butik, der “kun” sælger spritnye og fysiske produkter, er måske ikke den eneste form for museumsbutik i fremtiden.

Bortset fra institutionssamarbejder som fx samdrift af magasiner o.lign. kender jeg ikke særligt mange eksempler på deleøkonomi i kulturarvens verden, og faktisk slet ikke eksempler, der stammer fra forholdet mellem museum/arkiv og deres gæster eller brugere. Findes eksemplerne og de gode ideer derude?

Hvad er kulturarvens tilgang til deleøkonomien?

Links
Sharing economy (Wikipedia)
Hvorfor købe og eje – når man kan dele og leje (Mandag Morgen)
Berlin borrowing shop… (The Guardian)
Sharing site hopes to cut wastage (thinkeatsave.org)
Why Millenials don’t want to buy stuff (Fastcompany)