Kulturarv og deleøkonomi


genbrug-dele-kors

I museumsbutikken kan man købe alle mulige herlige sager: museumskopier af smykker, glas og keramik, bliklegetøj, “historisk” slik – og så videre. Men hvad nu, hvis vi ikke bliver ved med at være lige så glade for at købe og eje helt nye ting? Og … hvis vi i stigende grad lægger vægt på, at de firmaer og institutioner, vi benytter, har en anderledes adfærd og nye tilbud?

Én af de transformationer, som vi (måske) kan begynde at ane, er en mulig glidning fra “at eje ting” til at “have adgang til” eller at “kunne bruge ting”. I stedet for selv at eje, er tanken, at mange af os i stigende grad vil låne, leje og købe i fællesskab. Hvis vi vænner os til at dele i stedet for at eje, når det gælder biler og havefræsere, eller bruge airbnb i stedet for hotel – vil det så ikke medføre ændrede forventninger til museerne?

De mest oplagte områder er nok de steder, hvor kulturarvinstitutioner har et større eller mindre kommercielt “ben”. Museumscaféer og museumsbutikker.  For cafeen kan emner som lokale råvarer, etisk profil ifht. ansatte og leverandører være af betydning, og rigtigt mange museumscafeer har da også fx økologiske produkter på menukortet. Men hvad med madspild? Måske vil vi snart se museumscaféer og restauranter, der ikke kun sælger lækre, økologiske sager til gæsterne, når de er på stedet. Hvorfor ikke udnytte “rester” til billigere take-away med historisk touch, solgt fra en lille conveniencestore, så man slipper for at lave mad, når man kommer hjem. Eller hvad med en mere “social” brug af resterne. Findes der fx museumscaféer, som arbejder mod madspild ved at sørge for, at uforbrugte madvarer gives videre til projekter og personer, der har brug for dem?

Så er der butikken. Hvis interessen for at eje genstande bliver mindre, er det måske slet ikke “flere ting” man skal have med hjem fra museumsbesøget. Måske er det en serviceydelse: Styling eller manicure med historisk tema (…hvilket nok er mest for damer…) Eller hvad med historie-wellness: To timers afslapning i middelalderbadstue incl. igler og kopsætning? Der er mange nye muligheder, som kunne afprøves, men også her kunne man forestille sig en mere ressourcebevidst tilgang.

Kunne en museumsbutik fx lade kunderne abonnere på historiske smykker: byt hver anden måned ? I stedet for at fremstille fx en meget dyr brudekrone eller et guldkors, der kun sælges i ganske få eksemplarer,  kunne man måske leje dem ud til den store dag – lejligheder som bryllup, barnedåb, konfirmation og lignende. Eller hvorfor ikke en museumsbutik, der også er en genbrugsbutik? Eller en bytteshop, hvor “medlemmer” betaler “kontingent” og afleverer en ting, for hver ting de tager? Dvs. en butik, hvor ydelsen eller produktet er at formidle og facilitere kontakten mellem personer, der gerne vil bytte, låne og leje ting med historisk touch.

Den klassiske butik, der “kun” sælger spritnye og fysiske produkter, er måske ikke den eneste form for museumsbutik i fremtiden.

Bortset fra institutionssamarbejder som fx samdrift af magasiner o.lign. kender jeg ikke særligt mange eksempler på deleøkonomi i kulturarvens verden, og faktisk slet ikke eksempler, der stammer fra forholdet mellem museum/arkiv og deres gæster eller brugere. Findes eksemplerne og de gode ideer derude?

Hvad er kulturarvens tilgang til deleøkonomien?

Links
Sharing economy (Wikipedia)
Hvorfor købe og eje – når man kan dele og leje (Mandag Morgen)
Berlin borrowing shop… (The Guardian)
Sharing site hopes to cut wastage (thinkeatsave.org)
Why Millenials don’t want to buy stuff (Fastcompany)

3 comments

  1. Super indlæg – og nogle kreative idéer. Når det er sagt, hvad med at starte med de lav hængende frugter, så som billedearkivet? Museerne er samfundets kollektive hukommelse og man har i de senere år gjort meget ud af, at gøre arkiverne tilgængelige (sorteret og down-loadable). Europeana er et godt eksempel herpå.

    Men så sker der ellers ingenting….bortset måske for nogle Hackathons, der som regel munder ud i at man udvikler atter en Byvandrings APP. Problemet er ikke råvarene, men forældingen af disse – markedsføringen, produktudvikling, partnere osv.

    Allerede i 80’erne begyndte Bill Gates at købe de digitale billederettigheder på kunst og kulturarv, fordi han mente at fremtidens billederammer i hjemmet vil være digitale, hvor man kunne købe og dele med familier og venner. I dag hedder selskabet Corbis Images og er en af de største rights-free on-line billedearkiver, der bruges af erhvervslivet.

    1. Tak for kommentaren Frederik!
      Afkommercialisering af billedsamlinger er jo i gang mange steder, og det er en udvikling, som jeg ikke tror kan “rulles tilbage”. Det vil nok tværtimod rulle frem, selvom det er en vanskelig proces. Det er langtfra alle, der altid véd hvem der har ophavsretten – og om der overhovedet stadig ER ophavsret – på billeder i samlingerne. Så det er en temmelig omfattende opgave at få redet ud.
      Men – bortset fra dét, så mangler vi også at få taget rigtigt fat på spørgsmålet om, hvordan vi vil bruge sagerne. Vil vi hjælpe folk med at udnytte de digitaliserede materialer, eller foretrækker vi rollen som underleverandører til 3. parts tjenester, der gør tingene levende og brugbare. Her tænker jeg ikke på fx byvandringsapps og narrative forløb, men om den enkeltes brug til personlige, individuelle formål. Dét er ret krævende, og jeg tror ikke, at mange museer har erfaringer og ressourcer (nok) til at arbejde med det pt. Det er lidt anderledes med biblioteker og arkiver, selvom man faktisk også netop nu på arkivområdet ser en udvikling henimod ” monopolopbrud” og brug via privatudviklede tjenester. Jeg tror, at de nærmeste år bliver meget afgørende. Spørgsmålet (tror jeg) måske bliver, om institutionerne i det hele taget kan “nå” at komme med…

      1. Det er just det som er problemet… som falder godt i tråd med det en professionel fotograf fortalte mig, at det næsten kun er DK, hvor der er ingen styr på rettigheder og forståelse for anvendelse af billedemateriale. I dine kommentarer ligger også svaret. Museerne har ikke ressourcerne, ergo skal andre ind på banen. Målsætningen må derfor være at Museerne formulere en “value-proposition”, som en 3. part kan udvikle videre på. Mao et private/public initiativ.

        Commerce has borrowed so much from culture, isn’t it about time culture borrowed something back? :-)

Der er lukket for kommentarer.