Lad os få nogle digitale “John Falk-grupper”!


falksegmenter

En dame i senioralderen prøver en tablet. Hvilket segment af digitale kulturarvsbrugere tilhører hun mon? (Foto fra Wikimedia Commons. Bruger: Sigismund von Dobschütz. CC-BY-SA)

På museerne vil mange nikke genkendende til begrebet “John Falk-grupper”. Det er et system, som bruges til segmentering af fysiske museumsgæster. Metoden er introduceret af – og opkaldt efter – den amerikanske forsker og museumsteoretiker John Falk i bogen “Identity and the Museum Visitor Experience” fra 2009. Her argumenterer han for, at “people visit and make meaning from museum experiences based on their ability to fulfill identity-related goals and interests”.

Falk inddeler folk i 6 typer, ifht. hvordan man benytter sin fritid. Kulturstyrelsen benytter disse typer – sammen med Gallup Kompas – når der laves brugerundersøgelser:

Oplader: kommer for at få ny energi, sætter pris på den æstetiske oplevelse, arkitektur og omgivelser.

Videbegærlig: kommer for at få ny viden og inspiration.

Oplevelsesjæger: kommer for at se de mest iøjnefaldende eller “berømte” ting.

Fagligt interesseret: kommer på grund af en faglig interesse (men er ikke nødvendigvis faguddannet).

Vært: kommer for at skabe en god oplevelse for andre.

Vedhæng: kommer fordi vedkommende følges med andre.

Det er en stor hjælp i udviklingen af gode onsite tilbud at kunne læne sig op ad Falks 6 typer – men hvad med alle dem, som primært (eller kun) bruger kulturarv og museer digitalt? Der er ikke pt. noget segmenteringssystem, der er lige så indarbejdet og anerkendt, når det gælder digital brug. Og dét burde vi måske se nærmere på.

Der er gået 6-7 år fra Falk skrev om sine “leisure identities”. Digitalt er blevet større i løbet af de 6 år. Mængden af digitaliseret materiale er øget og der er i det hele taget blevet mange flere muligheder for at beskæftige sig med kulturarv, uden at det kræver, at man møder op på en bestemt, fysisk adresse.

Første gang jeg selv stødte på John Falk grupperne var på Nina Simons blog, hvor  tilgangen “leisure identity” trådte meget tydeligere frem end det sædvanligvis gør i dag. Hvis man nu tog udgangspunkt i netop “leisure identities” fremfor “museumstype” kunne man måske også bruge segmenteringen digitalt? Måske er der endda nogle “leisure identities” der faciliteres bedre online end på det fysiske museum?

Hermed et forsøg:

Oplader: vil gerne slappe af og have behagelige æstetiske indtryk. Måske er det hende vi møder på tjenester som Pinterest men hun bruger nok også sites som fx etsyPolyvore m.m. Hun kan sikkert også finde stor bladreglæde og æstetisk tilfredsstillelse i at møde kulturrarvsindholdet på Flickr og Instagram, hvis billedernes kvalitet er høj nok og de er tilstrækkeligt lækre.

Videbegærlig: leder efter ny viden og inspiration. Mit gæt er, at vi især møder hende via Google, hvor hun søger efter de emner, hun er interesseret i. Det kan være kulturarv – men sikkert også madopskrifter, DYI-projekter eller andet, hvor kulturarv mere er et add-on. Kulturarvsinstitutionens tilbud kan fx være vel-SEO-optimerede blogs og websites. Både egne sites & blogs samt bidrag til andres. Måske kan den videbegærlige faciliteres bedre digitalt end fysisk – inspirationen er altid ved hånden digitalt, og ikke begrænset til at skulle findes i en (sær)udstilling for at kunne bruges.

Oplevelsesjæger: er interesseret i highlights, “must-sees”, berømte objekter o.lign.. Måske er det deltagelse på steder som Google Art Project og Cultural Institute, som er platformen for facilitering af dette behov. Egen website kan også indgå – hvis hun finder den – og hvis institutionen har “turdet” udpege sine highlights.

Fagligt interesseret – “Enthusiast”: er interesseret i et fagligt emne, fx som “hobbyforsker”. Her findes den (meget!) lange hale af folk med interesse for jernbaner, hardangersyning, lokalhistorie, antikke glas, slægtsforskning osv. Enthusiasten vil glæde sig over digitaliserede samlinger og mere “nørdede” artikler m.m.på website, blogs eller som bidrag til fx Wikipedia. Formentlig vil enthusiasten kunne facilteres bedre online end onsite, hvor en udstilling om vedkommendes favoritemne næppe vil kunne indeholde ALT det materiale, som kunne være af interesse.

Vært: vil gerne skabe en god oplevelse for andre. Måske er “værten” den person, som også gerne vil hjælpe med at facilitere gode oplevelser i det digitale rum? Så er det hende, der gerne vil deltage i frivillig online-vejledning eller være med til at drive og moderere en Facebook-gruppe om et kulturhistorisk emne.

Det skal lige indsparkes, at flowmedier som Facebook, G+, Snapchat o.lign. kunne opfylde flere segmenters behov, alt afhængigt af, hvordan de benyttes.

Ovenstående er selvfølgelig et bud, som på ingen måde er empirisk underbygget. Men det ville være interessant at se en egentlig undersøgelse af de forskellige “fritids- og interessebehov” som kulturarvsinstitutioner kan understøtte digitalt. Det ville forbedre arbejdet med kulturarv på digitale platforme, og det ville skabe mere “ligestilling” mellem analog og digital kulturarvsvirksomhed. Måske kunne det endda bane vej for digitale brugerundersøgelser med ligeså stor slagkraft og betydning som de analoge.

Links:
What´s your leisure identity? Does it bring you into museums? (Nina Simons blog Museum 2.0)
Identity and the Museum Visitor Experience (summary af bogen)
John Falk-segment-spørgsmål i brugerundersøgelse (Museer: Viden. Demokrati.Transformation.)