Hvad instagrammer gæsterne på Nationalmuseet?


For få år siden var det nærmest utænkeligt, at gæster fotograferede på museerne. Man kan stadig støde på “No photo”-skiltet, ikke mindst i udlandet. men det bliver stadigt sjældnere.

På flere museer opfordrer man tværtimod gæsterne til at fotografere samt dele deres oplevelser og indtryk under besøget. Sådan er det fx på Nationalmuseet, hvor et skilt, som oplyser at museet er “selfievenligt og fotogent” snart har stået som velkomst i forhallen i et år. Men hvad er det så, gæsterne fotograferer?

I anledningen af 15-års fødselsdags-sommerseminaret i Landsforeningen for Foto og Film har jeg lavet en meget lille og håndholdt undersøgelse, som skraber en smule i emnet. Grundlaget et fotos på Instagram som er tagget #natmus fra 01-01 – 15-06.2015, samt fotos med taggen #natmusselfie i hele denne tags levetid.

Umiddelbart kan fotografierne inddeles i 7 forskellige grupper. Nogle fotos handler om æstetik, og viser fx arkitektoniske elementer, som eksempelvis glasloftet i museets forhal. Andre har et fokus omkring kulturhistorie – det er fotos af genstande, montrer med indhold, interiører etc. Og endeligt er der fotos, som har “museumsbesøget” i centrum på forskellig måde. Der er fotos, som fokuserer på det sociale: selfies, børnene der leger vikinger i Børnenes Museum eller kæresteparret, der tager en usfie via ét af museets gamle spejle etc. Andre leger med kreativitet og humor, mens atter andre er hurtige, umiddelbare snapshots af forhal, information – eller af “nabolaget”, der omfatter Christiansborg og Glyptoteket.

Når man til daglig arbejder med John Falks “leisure identities” er det fristende at se på, om der kunne være en sammenhæng mellem identitetstyperne og de fotos, som gæsterne tager.

Det er måske ikke raketvidenskab, at forestille sig, at den motivation og interesse som  ligger bag en gæsts besøg kunne afspejle sig i hendes kommunikation under/efter besøget.  Men …det er jo ikke sikkert. Man kunne ligeså godt forestille sig, at nogle gæstetyper var mere fotoglade end andre – eller at de samme gæster tager forskellige typer fotos under besøget, fordi de “skifter identitet” undervejs.

Men er der noget i det – kan man “aflæse” John Falk-segmenterne i de fysiske museumsgæsters fotos – eller er jeg helt galt afmarcheret?