Billigste 3D-scan – gør det selv!


3d-modeller

Der er næppe tvivl om, at 3D-print er kommet for at blive. Jeg gætter jo på, at vi om få år skal i gang med at lave Thingiverse´r med frie og gratis 3 dimensionelle repræsentation af kulturhistoriske genstande. Præcis som vi nu gør med fotos.

For præcis som alle i dag kan tage et foto, vil 3D-scan (nok) snart gå fra “besværligt og dyrt”, til at være noget, alle og enhver kan lave. Udviklingen er i fuld gang, og jeg har prøvet den gratis app 123D-Catch, som fås både til Android og iOS.

Når app´en er hentet og man har oprettet sin profil, kan man gå i gang med at scanne, hvilket gøres ved hjælp af kameraet i telefonen. Der skal tages mindst 8 billeder “rundt om” genstanden. Derefter sticher appen selv billederne sammen, og fritskraber dét indhold på billedet, der vurderes som unødvendig baggrund.

Jeg har prøvet med tre forskellige kulturarvsgenstande. Først en stor, indendørs genstand: runestenen fra Sandby, som Sølve rejste efter sin far Suser. I dag står stenen i Nationalmuseets runehal, hvor lyset er forholdsvis dunkelt.  Efter flere fotooptagelser lykkedes det at lave en model, som gengiver stenen rimeligt, også når der zoomes ind. Fritskrabning af baggrund halter noget. Den næste genstand var en meteorit, som midlertidigt er opstillet udendørs i Nationalmuseets have. Her er der masser af lys – og stitchingen lykkedes i første hug. Det samme gjaldt for den sidste genstand – Solvognen. Den er vanskelig, da der både er skinnende overflader (solskivens sunny side) og mange detaljer til udklip, især ved hjulene. Men alligevel lykkedes også dette i første forsøg – selvom bagsiden på solskiven af én eller anden grund forsvandt. Det skal måske lige indsparkes, at det ikke var den ægte Solvogn, der indgik i forsøget, men en model, som Museumsbutikken var så venlig at udlåne.

123D Catch er også et socialt fællesskab, hvor man kan følge hinanden, like hinandens modeller og downloade dem i .obj, .3dp og .stl-formater. Modellerne præsenteres som standard til download med en NC-licens, og er derfor ikke beregnet til kommerciel brug.

Jeg har endnu ikke selv forsøgt at downloade og viderebearbejde mine modeller. Fx .stl kan hentes ind i fx Blender (som jeg aldrig rigtigt er kommet i gang med) men også i en række andre, ligeledes gratis, modellerings-tools som er en del af 123D-suiten. Ved at benytte disse, kan scannet forbedres og blive til en “rigtig” 3D-model.

Selvom de forskellige brugeres profiler viser, at der tydeligt er tale om amatørscan, peger en app af denne art i retning af dagen, hvor alle kan scanne objekter. En hel del – faktisk de fleste – brugere af 123D er betydeligt bedre end jeg, og mange har lavet virkeligt flotte scan. At scanne og efterfølgende arbejde med temmeligt realistiske 3D-modeller kan  blive en interessant aktivitet for kulturravsinstitutionernes gæster.

TAK til Peter Brodersen, på hvis Facebook-væg jeg spottede app´en og fik lyst til at tjekke den ud.

Links:
123D-Catch
Min Solvogn
Min runesten
Min meteor
Blender – gratis modelleringsværktøj