Digital kulturarv – hvad sker der i 2016?


Nicholas Regnier: "The Fortune Teller", ca.  1626 (Louvre). Originalfilen findes på Wikimedia Commons.

Nicholas Regnier: “The Fortune Teller”, ca. 1626 (Louvre). Originalfilen findes på Wikimedia Commons.

Først og fremmest må jeg nok erkende, at det ikke går helt så hurtigt med de nye digitale ting, som jeg forestiller mig. Flere af sidste års bud på “forudsigelser”, kunne med fuld ret komme med på listen igen i år – de står stadig og tripper på dørtærsklen. Men …bortset fra gamle trends…. hvad skal vi holde øje med i 2016?

Virtual Reality
I 2015 svarede 55% af respondenterne i en amerikansk undersøgelse, at de godt kunne forestille sig at købe et VR-headset i 2016. New York Times eksperimenterer med nyhedsformidling gennem storytelling i VR. Så 2016 kan godt blive det år, hvor VR også bryder igennem på danske kulturarvsinstitutioner. Kort før jul lancerede Google det særlige Cardboard Camera, som gør det muligt for enhver at optage sine egne virtual reality fotos. Resultaterne minder meget om det “legetøj”, som for 40 -50 år siden hed en “Viewmaster“, bortset fra at resultatet er digitalt.
Der er uendelige måder at benytte VR på i kulturarvsverdenen, men mit gæt vil være, at nogle af de første tilbud kommer til at handle om at gå rundt i et museums klassiske udstillinger. Det er dét, der tit sker, når vi har ny teknologi: Vi viser, hvordan museet ser ud.  British Museums VR-weekend i 2015  gjorde noget andet. Ved hjælp af et partnerskab med Samsung og brug af Samsung Gear kunne gæsterne opleve et bronzealdermiljø, hvor nogle af museets genstande var scannet og placeret i deres “originale omgivelser”. Google har også selv, med deres “Expeditions Pioneer Programme” sat VR på dagsordenen i forhold til skoler, og Danmark er ét af de otte lande, som er med i programmet, der skal afsøge mulighederne for VR i undervisning.
I sin  årlige trendrapport peger også J. Walter Thompson på VR, fx “immersive art gaming” og udviklingen for Oculus Rift, der er erhvervet af Facebook.

Hologrammer
Selvom Star Treks holodeck måske ikke er lige på trapperne, er der ved at ske noget med hologrammer. Til julen 2015  havde Rijksmuseum i Amsterdam et 7 meter højt hologram-juletræ. Imponerende, selvom det næppe kan måle sig med holo eller 7D-showet i Dubai 2014, som bl.a. lod T-Rex og andre fortidsdyr vække til live eller de eksempler, man kan se med Magic Leap. Indtrykket i hologrammerne er måske ikke 100% perfekt og naturtro, men alligevel spændende. Og ideen om museums- eller historie-hologrammer er allerede på banen, fx har Abraham Lincoln Presidential Museum and Library eksperimenteret med teknologien.
En meget perspektivrig måde at bruge hologrammer er at “bevare mennesker”. Om få årtier vil der ikke være flere mennesker tilbage, som kan fortælle historien om at have overlevet holocaust. Deres minder og udsagn kan bevares som tekst, tale eller videointerviews – men hvad nu, hvis man kunne se og tale med dem, bevaret som hologram? Det er præcis, hvad  Institute for Creative Technologies (ICT) and the USC Shoah Foundation Institute har arbejdet på: hologrammer i menneskestørrelse, som man kan stille spørgsmål til og interagere med. Projektet New Dimensions In Testimony rummer i det hele taget mange interessante aspekter af “digitale mennesker”. Jeg tror ikke, at det er dén slags, vi kommer til at se i den danske kulturarvsverden i 2016 – men måske bare et lillebitte hologram?

Livestream
Realistidsstreaming er her allerede. I Danmark har fx Rigsarkivet eksperimenteret med stream af foredrag (- som er en oplagt idé!) og i 2015 præsenterede projektet om middelalderborge i Region Midtjylland Danmarks første interaktive stream fra en arkæologisk udgravning.  Vi har også set DR transmittere direkte fra udgravning på et bornholmsk vikingesite.
Så processen er i gang, og vi kan forhåbentlig se frem til meget mere stream. Både af enkeltestående foredrag, foredragsrækker og lignende – eller måske af særlige rundvisningstilbud og lignende, som fx da British Museum brugte Periscope til at give en særlig rundvisning med historie-værten Dan Snow. Netop apps som Periscope og Meerkat gør streamning opnåelig for enhver, der har en smartphone. Hvis “video er det nye dokument” så er interaktiv streaming måske det nye …Twitter?

Mikro- og maxiformater
I mange år har vi været vant til, at digitalt indhold var tekst og billeder – måske med en video eller en quiz koblet på. Nye, eller måske snarere mere veldefinerede, formater er ved at formes.  Longreads er et sådant format. Der kan være tale om længere tekster – men måske især også tekster, der inkluderer flere former for indholdstyper. Berlingske Tidende arbejder med begrebet og på museumsfronten har Wellcome Collection for ca. 1 år siden lanceret “Mindcraft”, en længere publikation om “madness, murder and mental healing”. Måske vil formatet give nyt liv til interaktive illustrationer og visualiseringer som fx “Museum of the World”, der kan integeres og give digitalt liv til historierne.
Den lange form er oplagt for museer, der traditionelt gerne vil “fortælle en historie” men også den mere folkelige version Digital Storytelling er interessant. Det er oprindeligt tænkt som inspiration for hverdagsmennesker til at fortælle egne historier digitalt og gennem brug af flere medietyper. Digital empowerment og erindringsskrivning for nutidsmennesker!
Overfor de lange formater står de korte “micromoments” som også vil få betydning for videostrategierne. Når fx BBC er begyndt at producere korte nyhedsvideoer til deres Instagram, er platformen ikke længere kun en “supplementskanal” til behind-the-scenes indhold eller tiltag, der skal skubbe seere over på TV-kanalen.  Mikrolæring er et andet “kort” format – fx eksemplificeret ved Google Primer. Mikroformaterne ville være meget velegnede til læring om kulturhistorie. “Lær at læse gotisk skrift”, “Lær at bestemme møntfund” eller “3 foredragspointer til Instagram” ville være oplagte. Øget brug af Snapchat og af giffer kunne også høre til i udvikling af mikroformater. Men mit gæt er, at det nok er de lange og mere klassiske former, der tiltaler kulturarven mest.

Måske – måske ikke
Vores byer bliver hele tiden smartere, og SmartCity bliver også en del af vores hverdag, fx Copenhagen Connecting. Vi er hele tiden omgivet af data og signaler – så hvad kan kulturarv tilbyde her – bortset fra hjælp til at finde den nærmeste, fysiske museumsbygning? Netop brugen af de efterhånden virkeligt mange digitaliserede kulturarvsobjekter tror jeg vil blive et emne med stadig øget relevans. På arkivområdet har brugere i flere år været i gang med at bygge nye tjenester. Danish Family Search og salldata er grænseflade til det samme indhold, som vises på Rigsarkivets Arkivalieronline. Denne udvikling vil også komme til museerne. Måske bliver det i 2016 vi ser den ikke-museumsdrevne tjeneste, der henter museers digitalisering og skaber et arbejdsrum for fx dansk guldalderkunst eller vikingetiden? Eller skaber institutioner selv steder i stil med Smithsonian Learning Lab og Carnegie´s Studio – baseret på konkrete brugerønsker og -behov. En anden mulighed er at vi vil opleve, at 3. part skaber egne API´er til samlingerne og faciliterer mere ekstern brug vi selv gør? I Storbritannien findes der fx nu et uafhængigt API til British Museums samlinger.
Udviklingen gør det stadigt vigtigere for institutionerne at få besluttet, på hvilke områder, de vil være underleverandører af råmateriale og hvor de vil være dem, der gør viden relevant gennem facilitering. Vi taler generelt alt for lidt om disruption eller “disruptiv innovation” og om, hvordan vi får mere innovation ind i kulturarvens verden. Skal vi fx have egentlige udviklingsafdelinger – og bør de ligge uden for institutionerne, sådan som Christiane Vejlø foreslår virksomheder?
Spørgsmålet om udvikling af forholdet til brugerne trænger sig også på.  Næste generations crowdsourcing står for døren, hvor både brugere  og “crowdsourcere” vil ønske langt mere medbestemmelse fx om, hvad der skal digitaliseres, tastes og arbejdes med.

Noget af det mest interessante ved fremtiden – og herunder det kommende år – er måske ikke, hvordan museer og arkiver vil benytte enkeltteknologier eller om der vil ske “forsøg” med denne eller hin nye feature. Det helt store spørgsmål er stadig, om vi kan få “digitalt” og tech til at indgå i vores virksomhed på en måde, som skaber grundlæggende fornyelse og værdi for brugere med udgangspunkt i deres behov.

 

Links:
The Future 100 (JWT – skal downloades, men er gratis)
Top 7 online marketing trends that will dominate 2016 (Forbes)
Key Digital Trends for 2016 (Capgemini)
10 Digital Trends… (Cenversion Advantage)
Digitale trends og teknologoer i 2016 (Elektronista)