Korsbæk på Bakken – en autentisk historie-oplevelse


korsbaek

Èn af sidste års sommerdage blev brugt til at besøge det nyåbnede Korsbæk-område på Dyrehavsbakken ved København. En – på sin egen måde- ret autentisk oplevelse.

Det slog mig næsten med det samme, at gæsterne opførte sig på stort set samme måde, som hvis de havde været på museum.

To damer foran “Røde” og Agnes’ opgang diskuterede ivrigt, i hvilken retning branddammen lå. Det var jo dèr, Aksel faldt i, fordi hans far havde travlt med partiarbejdet. Men, som den ene konstaterede – han kom jo heldigvis ikke noget til. I “Tøjhuset” hang forskellige tidstypiske varer fremme på stativerne. Folk kunne “bladre” i dem, og snakken om, hvad forældre, forældre m.m. havde haft af kjoler, hatte og handsker gik livligt. En dame pegede på en stuepigeuniform på væggen: “Så er det nok her, at Agnes og hende den anden køber deres sorte kjoler og forklæder.” Hendes veninde var enig. Nogle voksne herrer rev i døren i bygningen for enden af vejen og udbrød ærgerligt: “Ahhr- banken er lukket!”.

Et søskendepar på omkring 40 kiggede længe på en vase, men kunne ikke blive helt enige om, hvorvidt et ældre familiemedlem havde haft èn præcis mage til eller ej. Nøjagtigt samme diskussion oplever man ofte, hvis man ofte kommer på museer: folk der går omkring i udstillingerne, forsøger at relatere genstandene til noget de kender, har erfaringer med eller som på anden vis rummer en særlig relevans for netop dem.

I souvenirbutikken diskuterede et ægtepar om et telegram, der var hængt op i glasmontre var “det rigtige” telegram som enkefru Fernando Møghe fik fra kongen, da hun (ikke) blev 100 år. Eftersom Korsbæk er et fiktivt univers er telegrammet naturligvis ikke “ægte”, og så vidt parret kunne se, var det heller ikke en “ægte rekvisit”. Helt “uægte” i gængs forstand blev det, når man fik øje på de små figurtableuer, man kunne købe med hjem. Èt af dem forestillede lærer Andersen, som står og hamrer på altandøren efter at Misse Møghe har lukket ham ude for at beskytte sin dyd. En fiktiv person i en ikke-eksisterende scene, som alle kan huske, men samtidig godt ved, at de ikke har set. Og alligevel kaldte tableauet også ganske tydeligt minder og relateringsmuligheder frem hos souvenirbutikkens kunder.

Er historierelaterede oplevelser som disse “autentiske”? Der er naturligvis ikke tale om autenticitet i gængs museumsforstand, men om en oplevet autencitet eller ægthed, som bl.a. stammer fra et på forhånd indgående kendskab. Folk, der går omkring i “Korsbæk” har grundhistorien med sig. De behøver ikke nogen introduktion elelr forklaring på, hvad det er de ser, og hvorfor. Lidt ligesom en museumsinspektør eller anden historiefaglig museumsgænger, der automatisk kender og genkender konteksten for et museums udstillede genstande uden at skulle læse skilte.

Selvom alle “Korsbæks” besøgende udmærket véd, at det intet “ægte” eller autentisk er ved miljøet i gængs forstand, hører man alligevel nogle af de præcis samme konversationer som på et museum. Er de samtaler om afdøde familiemedlemmer, egne erfaringer, erindringer og holdninger til historien dårligere, fordi de ikke er inspireret af genstande, der er “ægte” i traditionel forstand? Hvor sidder autenciteten i oplevelsen egentlig?