Uden API-kuratering mister arkiv og museum relevans


api-kuratering

Nettet kan bruges (næsten) alle steder. Men hvis brugen af digitale ressourcer er løsrerevet fra originalopbevarende institutioner – hvorfor skal man så stadig gå så mange steder hen på nettet? (Foto Tony Alter – original og licens på Wikimedia Commons)

“API-kuratering” er et helt selvopfundet ord, og måske skal det hedde noget andet. Men der er ved at ske noget vigtigt i den måde, vi bruger digitale ressourcer på. Hvis arkiver og museer vil beholde deres relevans er det – måske – tid til at se på, hvad det egentlig er, vi gør online, og kigge mere på, hvordan brugen af datasæt kan kurateres og faciliteres.

I dag går der næsten ikke en måned, uden nyheder om, at et arkiv eller museum har tilgængeliggjort 10.000, 50.000 eller 100.000 billeder, dokumenter eller andet. Det er godt med skub i massedigitalisering og tilgængeliggørelse. Ellers er der jo ikke nogen, der kan komme til at udnytte det væld af ting, som museer og arkiver rummer. Men hvem samler og faciliterer brugen?

Institutioner digitaliserer, tilgængeliggør og faciliterer typisk kun deres egne, ofte meget forskelligartede, samlinger. Brugeres interesser samler sig derimod i reglen om et emne. Man interesserer sig for “jernbaner”, “slægtsforskning” eller “vikinger” – sjældent for indholdet i et bestemt museum. Derfor må brugeren i reglen benytte mange forskellige institutioners samlinger, organiseret efter hver deres princip, for at finde kildemateriale til dét som hun er interesseret i. Præcis samme fremgangsmåde som i de besværlige gamle – analoge – dage, blot med den forskel, at det foregår på nettet.

Det behøver imidlertid ikke at være sådan. På nettet kan materiale frigøres helt fra de institutioner, som opbevarer originalerne. Originalerne og de opbevarende institutioner, er ikke specielt relevante i en digital brugssituationen. Det vigtige er at få fat i materialerne og at det er nemt at få fat i ting, der kan supplere – uanset hvilken institution, de måtte befinde sig i. Det bedste er naturligvis, hvis man kan finde så meget som muligt ét sted og have en “arbejdsbase” dér, med mapper, anetræer, kort, osv, alt efter hvad man arbejder med.

Udviklingen på det genealogiske område illustrerer, hvad det er, der sker. Slægtsforskere er storforbrugere af digitale kilder. De er naturligvis helt ligeglade med, om en manglende kvist på stamtræet skal findes i kilder fra Rigsarkiv, lokalarkiv, stadsarkiv eller i en erindring, afleveret til et museum. Her er brugerens behov, at så meget som muligt – fra alle mulige samlinger og arkiver – er samlet ét sted, hvor det er nemt at finde, bruge og søge på tværs af analoge samlingers grænsedragning. Der er en del af denne type websites fx Ancestry.com, My Heritage og lignende. For et par år siden dukkede også en privat, dansksproget site, Danish Family Search, op. Her kan man finde materiale fra flere arkiver, være med i crowdsourcing etc. Men altså på tværs af institutioner og med udgangspunkt i en interesse.

Hvorfor er der ikke flere institutioner, der samler kilder sammen på denne måde, i stedet for kun at stille sine helt egne data til rådighed? Når det handler om fx udstillinger eller trykte publikationer, er der masser af præcendes for at indlåne eller inddrage materiale, som ikke er i institutionens eje, hvis det tjener formidlingsformålet. Vi har heller aldrig været bange for at foretage udvalg, altså at kuratere.

På museer er kuratering stort. Sædvanligvis kuraterer man genstande ved at finde de ypperste eller mest sigende eksemplarer til fx en udstilling. I dag handler god onlinefacilitering, med udgangspunkt i brugerbehov, om at kuratere hele datasæt. At finde og formidle dem, der bedst stiller en bestemt interessegruppes tørst efter materiale. “Formidling” er i denne forbindelse ikke at “fortælle den gode historie” som vi normalt gør, men at lette brugerens egen vej ind i materialet. Det kan gøres gennem gammeldags vejledninger, der forklarer, hvordan man søger og hvordan man skaffer sig de rette forudsætninger for at gøre det. Men det kunne også gøres på den smarte og digitale måde; ved at indbygge relationer, smartmatches, geografiske, farvefilterede og en masse andre interessante indgange til materialerne.

Hvad sker der mon, hvis institutioner ikke “API-kuraterer” eller begynder at opbygge “samkørte” ressourcer rettet imod bestemte interesser? Mit bud er, at andre i givet fald vil gøre det, som det sker indenfor genealogi. Der vil komme tjenester, der samler sig om arkæologi, detektorhobby, vikinger – og fx specifikke lokalsamfund. Nogle tjenester vil være kommercielle, andre måske bygget på foreningstilknytning, medlemskaber eller lignende.

For institutioner, der måler på brugerantal, vil det nok kræve nye “målemetoder”.  Fx en opdeling i brugere, som er direkte faciliteret af en institution og brugere som er indirekte faciliteret fordi andre har stået for vejledning, tilrettelæggelse af brugergrænseflade m.m. Hvis man er en institution, der gerne vil være synlig og relevant eller har en vision, der handler om at gøre en forskel for borgerne, kan det måske også blive en udfordring primært at se sig selv som underleverandør?