Sift.pics app til tagging af historiske fotos


siftpic

Sift.pics betyder vel noget i retning af “at sigte billeder”. Og det er præcis hvad app´en her er designet til. Det er crowdsourcing af metadataberigelse.

Der er tale om en meget simpel tool-app fra Estland, som rummer fotos fra en række forskellige kulturarvsinstitutioner. Her er fx fotos fra den kendte, kvindelige fotograf Signe Brander, hvis billeder findes i Helsinki Bymuseum, der i øvrigt har en fin tilgængeliggørelsessite. Estlands Nationalmuseum og Riksantivarieämbetet i Sverige har også publiceret fotos i app´en.

Sift.pics (som jeg har opdaget takket være Lars Lundqvist) er ca 1 år gammel og fik 2. præmie i HACK4FI 2015. Den har efterfølgende fået støtte fra det estiske kulturministerium og kan hentes på Google Play. Sproget er estisk, engelsk, svensk og finsk.

Baggrunden for en app som denne er, at langt de fleste fotos i offentlige samlinger savner enkle beskrivelser af motiverne. Der kan måske være en titel, fx navnet på den lokalitet, en landsby eller en gade, hvor billedet er taget. Men ikke om det er indendørs, udendør, rummer én eller flere personer – om der er tale om et foto, der er taget i horisonthøjde eller oppefra etc.

siftpic-screenshot

Screenshots fra Sift.pics. Først vælger jeg den samling, jeg vil arbejde med og derefter går jeg i gang med at putte metadata på billederne. Kun to valg hele tiden. Når jeg ikke gider mere, kan jeg tjekke, hvor flittig jeg har været i forhold til andre brugere,

Interfacet består af fotos, som forsynes med forskellige symboler, der gør det muligt for brugeren at tilføje metadata. Det fremgår ikke helt tydeligt på Sift.pics website hvordan institutionerne får fat i disse metadata, men jeg går ud fra, at alle informationerne går tilbage til dét sted, hvor billedet “bor”.

Grundideen er rigtig fed – selvom dét med at dappe på den info, man vil tilføje, føles lidt mærkeligt. Min swipe-finger vil forfærdeligt gerne hive billedet til højre/venstre alt efter hvilken tag, jeg ønsker at tilføje. Ligesom på Plag og lignende apps.

Hvis dukan lide at sidde og kigge & tagge fotos som afkobling og tidsfordriv, er Sift.pics nok en app, du skulle prøve.

Links:
Sift.pics website
Sift.pics på Google Play