Virtual Reality – billigt og nemt: Gør det selv!


vr-foto

Der er ingen tvivl om, at VR – Virtual Reality – er noget af dét, vi kommer til at høre mere til i år. Og med Google Cardboard Camera er det supernemt at lave sine egne VR-optagelser.

Ind på Google Play, hent Google Cardboard + Cardboard Camera, installér – og du er godt på vej til at komme i gang. For at se billederne skal man bruge en viewer – af lidt samme type som den “View Master“, der var populær i 1950´erne og 60´erne. Med en Cardboard viewer forvandles telefonen til en VR-fremviser. De billigste fås til omkring 50 kroner.

Cardboard er ingenlunde ny – faktisk fik jeg min første viewer for ca. 1 år siden, og har leget lidt med det siden da. De bedste billeder, med den bedste effekt, får man dér hvor der ikke er for mange lodrette linjer og et jævnt dagslys.

Min første indskydelse var naturligvis, at alle bør opleve den fantastiske fornemmelse af at stå i et arkivmagasin. Om ikke andet, så i VR. Rigsarkivets magasinafsnit 2A blev prøveklud, og det viste sig hurtigt, at de mange hylder med lodret placerede arkivkasser var for vanskelig en opgave (men lidt af fornemmelsen får man naturligvis stadig).

IMG_20151209_103311.vr

Lidt bedre gik det i Nationalmuseets runehal, hvor lyset imidlertid var en udfordring, og hvor der måtte flere forsøg til, før det lykkedes at få fotos uden ben- eller hovedløse turister.

IMG_20151210_124818.vr

Udendørs i museets gård, uden for meget direkte lys eller modlys, gav det bedste resultat:

IMG_20160111_160527.vr

Man kan naturligvis bruge VR-optagelserne til at give oplevelsen af at stå i et andet rum. Især rum, som man ikke kan komme i til daglig, kan være tillokkende. Her er fx et rum på et “montre-museum” måske ikke det mest tillokkende, heller selvom det måske er et sted, der er for langt væk eller dyrt at besøge. Hvad kunne man så bruge denne form for “husmands-VR”-til på kulturinstitutioner? Det unikke interiør kunne være en mulighed, fx rum, der ikke normalt er åbne, kun kan ses med guide eller er midlertidigt lukkede for renovering o.lign.

Og så kunne man forsøge sig med  visualiseringer af forløb. To personer kan sagtens klare opgaven. Jeg afprøvede muligheden i Nationalmuseets renæssancesamling, hvor en velvillig kollega sprang rundt og indtog 3 forskellige positioner. Metoden kunne fx bruges til at vise arbejdsprocesser, påklædning eller lignende, som rummer 3-4 “stadier”.

Pt. er den store udfordring, at det ikke er helt nemt at dele VR, men forhåbentlig kommer der en nem og enkel platform for udveksling af netop denne type fotos. Appen Optonaut (“Instagram for VR”) findes til iOS, og ser ud til at være på vej til Android.  Ellers må man hente og downloade på gammeldags facon. Så længe man blot beholder filformatet  .vr.jpg skulle Cardboard kunne finde og vise dem. (Jeg skal dog indrømme, at jeg ikke helt kan få det til at spille på min One+).

Mine Cardboard-fotos:
Rigsarkivets magasin
Runehallen på Nationalmuseet
Nationalmuseets gård
Nationalmuseets middelalder- og renæssanceudstilling

Links:
Google Cardboard (Google Play)
Cardboard Camera (Google Play)
Cardboard viewer til ca 50 kroner. (Mckabler – NB: har ikke selv brugt butikken)
Om deling af Cardboard-fotos (Google Cardboard Help)
Optonaut