Hvem digitaliserer – og hvorfor?


digitzation

Scan af 1894-udgaven af Charles Dickens’ A Tale of Two Cities. Foto: Bruger Mdd4696 – original på Wikimedia Commons

Forleden præsterede Europeana “kunstkanalen” Europeana280 med bidrag fra 29 lande – herunder en række danske kunstmuseer. I alt 22 værker er med fra Danmark. Det fik mig til at overveje noget, som jeg har tænkt over gennem længere tid. Hvorfor er der mon så stor forskel på, hvilke institutioner, der digitaliserer og tilgængeliggør deres samlinger, og hvilke der ikke gør?

Europeana280 er et kunstprojekt og derfor er det naturligt nok kunstmuseer, der er med. Fx Skagens Museum, Statens Museum for Kunst og flere andre. 14 museer i alt har bidraget, nogle med flere værker, andre med få – og det er alletiders. Der er selvfølgelig forskel på, hvor mange ressourcer en institution kan lægge i forskellige projekter. Også når det gælder den formidling, der sker via digitalisering og tilgængeliggørelse.

Det er kun brøkdele af museernes samlinger, der er udstillet – og gennem digitalisering kan langt flere få glæde af indholdet. Det samme gælder andre kulturinstitutioner, og tager man et kig på Det Kongelige Biblioteks digitaliseringsoversigt, er det tydeligt, at nogle institutioner har lagt sig klart i spidsen, når det gælder digital adgang. Jeg har plukket nogle stykker ud:

Rigsarkivet
Ca. 18 millioner brugerskabte poster i Dansk Demografisk Database (CC0)
Ca. 30 millioner sider fra historiske dokumenter (CC0)
Online-registratur over samlingerne (CC0)
Bidrag til APEX

Statsbiblioteket
Ca. 32 mio. sider fra danske aviser i Mediestream (omfattet af alm. ophavsret)

Statens Museum for Kunst
Ca. 35.000 gratis værker (heraf ca. 160 “mesterværker” i særligt høj kvalitet, CC0)
Bidrag til Wikipedia, Google Art Project og Europeana

Nationalmuseet
Ca. 30.000 gratis foto af genstande m.m. (CC0, CC-BY og CC-BY-SA)
Ca. 65.000 personer i Modstandsdatabasen
Bidrag til Wikipedia, Google Art Project og Europeana (godt nok kun 1 foto til kunstprojektet)

Det Danske Filminstitut
Ca. 4.000 filmplakater (omfattet af alm. ophavsret)
Ca. 1.000 spillefilm frem til 1928 (“registratur” med klip) (PD eller DFI ejer rettigheder)
Ca. 1.000 stumfilmprogrammer (CC0)
Ca. 500 klip fra dokumentarfilm (BY-SA-NC)

Museet for Søfart
35.359 billeder med relation til museets  emneområde (BY-SA-NC)

Museum Sønderjylland
40.000 fotos med relation til regionens historie (Kontakt museet for brug?)

Odense Bys Museer
10.000 billeder, tegninger m.m. fra byen (CC-BY-NC)
Anderseniania: 253 portrætter, 111 papirklip, 2 billedbøger, 251 tegninger, 20 eventyrmanuskripter, 131 udvalgte eventyrbøger på lige så mange sprog, og 250 bøger med HCA’s egenhændige dedikationer. (CC-BY-NC)

Der er et par stykker, jeg ikke har kunnet finde, fx Aros, Moesgaard og Arken, så hvis nogen har tal herfra, vil jeg selvfølgelig indføre dem.

Det er temmelig tydeligt, at Rigsarkivet, der nærmest er en lilleput mht. fysiske besøgstal, vokser til en kæmpe, hvis man ser på institutionen med de digitale briller på. Det hører med, at arkivet har flere millioner brugere på tjenesterne årligt og hertil kommer brugere på 3. parts tjenester, som viser arkivets materialer. Statsbiblioteket tilbyder også millioner af digitaliserede sider. Blandt museerne har hhv. Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst digitale samlinger, men har også arbejdet med at få materialerne i brug på flere platforme. Mange mindre museer og arkiver har efterhånden også rigtigt gode, digitale tilbud.

Men hvad er det, som bevirker, at man digitaliserer? Nogle af institutionerne har dét tilfælles, at de har mindre fokus på fysisk besøg som “relevansparamenter”. Det gælder fx Rigsarkivet og Statsbiblioteket – og måske til en vis grad også Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, idet digitaliseringsprojekterne her er startet i perioden, hvor der var genindført gratis adgang til de fysiske udstillinger. Men noget lignende er næppe gældende for flere af de andre institutioner. En del er finansieret via eksterne midler som særlige projekter. Og nogle – men her er jeg ikke helt sikker – er vist påbegyndt i perioder, hvor museet har været under ombygning eller lignende. Digitalisering som led i ombygning og revitalisering kendes også fra museer som Cooper Hewitt og Rijksmuseum.

Hvilke mekanismer resulterer i interesse for at bidrage til skabelsen af mere digital kulturarv? Hvis vi kan identificere incitamenter og hindringer nøjere, kan vejen måske banes for mere adgang til de store mængder af materiale, som ellers kun sjældent bringes ud af museumsarkiver og magasiner. Er det “kun” penge, der skal til? Eller er der også andre faktorer, som spiller ind?

Links:
Europeana280
Dansk Kulturarv digitaliseret (Det Kongelige Bibliotek)
Cooper Hewitt (Labs)
Rijksstudio (Rijksmuseums digitale platform)