Borgernær kulturarv kan blive en ny opgave for arkiver


lokalhistorie-wiki

Lokalhistorie-wiki-enthusiaster fotograferer og redigerer nær historie til edit-a-thon på Oakland Public Library. Kunne man kalde dét for “borgernær kulturarv”? Original på Wikimedia Commons

Inden for socialvæsen, forsorg m.m. finder man ofte begrebet “borgernær”. Det “borgernære” er ikke nyt, men stammer tilbage fra nullerne, hvor der bl.a. blev talt om, at den offentlige sektor skulle være mere borgernær og sætte borgeren før systemet i en fornyelsesproces. Hvordan dét så spændte af, er ikke et emne her på bloggen – men hvis man rev begrebet “borgernær” ud af dén sammenhæng og satte det sammen med kulturarv – hvad så?

Kan man også tale om, at kulturarv er eller bør være borgernær? Dvs. være meget tættere på den enkelte borger og betyde mere for vedkommende.

Gennem de senere år har museer ændret sig meget. Sammenlægninger har givet stadigt større enheder ( se fx museerne.dk ) og takket være den oplevelsesøkonomiske tilgang er mange museer blevet betydeligt sjovere end for år tilbage. Institutionerne satser hårdt på at få fysiske gæster, og fx Museer i København arbejder målrettet på især at få flere engelsktalende turister til museerne. Det er der mange gode grunde til, og det er en udvikling, der sikkert vil give mange flere specialmuseer eller “temamuseer”, som Peter Thor Andersen fra Faaborg har påpeget i denne udmærkede kronik, bragt i Berlingske Tidende. Han fremhæver bl.a., at den lokale historie ikke længere er nok, og at museer bliver “nødt til at finde frem til en større, unik og særegen fortælling, der tager afsæt i den lokale geografi og kulturarv”, hvis det skal være muligt at tiltrække fx fonde og andre investorer. Fx “anlægsprojekter og prioritering af nye alliancer med kommune, turismeaktører og udviklingsselskaber” fylder langt mere end tidligere.

Et lokalt museum kan i stigende grad blive et sted, som  formidler et specifikt emne i stedet for kulturarv med relation til et bestemt geografisk område. Tit vil man måske give lokale særlige fordele, selvom noget kunne tyde på, at de lokale ikke er helt tilfredse. Tilfredsheden med besøg ser ud til at blive større, jo længere man har rejst for at besøge museet. Måske vil udviklingen betyde, at museer bliver steder, hvor man typisk kommer én eller meget få gange i sin levetid. Fx i forbindelse med ferier eller lignende. Hvis udstillinger m.m. er godt lavet, vil det være en superfin oplevelse. Gæsten vil gå glad ud af døren med fornemmelsen af at have haft en god dag sammen med venner/familie. Hun har måske endda lært noget nyt eller fået videre interesse for noget af dét, der indgik i oplevelsen. Alt dét er godt :-)

Men der er også en udfordring. Hvis stadigt flere museer går fra at være lokalhistoriske steder til at blive tematiske oplevelsescentre med et meget bredere fokus, kan én af de “gamle” lokalhistoriske opgaver  blive herreløs. Skal der stadig være nogen, som faciliterer den nære historie for lokale borgere? Og i givet fald hvem?

Der er en interesse for det lokale. De mange superaktive og selvgroede grupper med gamle fotos, byhistorie, m.m. trives. Det er her, folk kan finde hjælp til at få svaret på, om der engang har været købmandsforretning dér hvor de bor, hvornår den gamle skole blev revet ned eller om deres oldefars gravsten er bevaret på kirkegården. Det er i høj grad mikrohistorie og “for småt” til at indgå i strategien for en kulturhistorisk turistattraktion, der satser på mange fysiske gæster og kunder. Men det er ikke desto mindre betydningsfuldt for dem, der efterspørger oplysningerne og undersøgelsesprocessen kan være en kilde til empowerment for vedkommende.

stjerneradio

Foreningsbaseret formidling af lokalhistorie – i gaden hvor det skete. Forretningen “Stjerne Radio” i Istedgade, hvor mange modstandsfolk holdt til under Besættelsen, er restaureret og indrettet som “vinduesmuseum”. (Eget foto, CC-BY-SA)

Måske er det her, at arkiverne kommer ind i billedet. Arkiver er i forvejen dem, der faciliterer indgangen til meget af den kulturarv, som er tættest på borgerne. Faciliteringen kan dels være servicering af den enkeltes forespørgsler og hjælp-til-selvhjælp ved brug af digitale kilder. Men det er også at skabe grundlag for projekter som City Stories, en ny, lokalhistorisk app bygget på crowdsourcede arkivdata.
Der vil selvfølgelig være forskel på, hvordan lokale museer udvikler sig, men dér hvor de primært bliver turistattraktioner – så bliver arkiverne måske i stigende grad lokale, “Maritek-lignende” kulturhuse, der også deltager aktivt i digitale fora. Eksempler på denne form for deltagelse kunne være Kolding Stadsarkiv der deltager i slægtshistoriske grupper og Københavns Stadsarkiv/Museum som bruger sponsorerede (dvs. betalte) Facebook-posts, der ikke handler om fx salg af ydelser eller arrangementer, men blot visning af formidlingsprodukter i form af historiske billeder.

kbh-museum-arkiv-videnssponsorering

Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv er et eksempel på en institution, der formidler viden ved at betale for sponserede post på Facebook.

 

En anden mulighed er, at den lokale og nære historie vil blive varetaget af private firmaer mod betaling, sådan som det kendes fra det genealogiske område i fx USA. Hvem kommer til at stå for den “borgernære” kulturarv? – hvis begrebet da i det hele taget findes.

Links:
Museerne. dk (Eksempel på nyere, sammenlagt museumsorganisation)
kbhmuseer.dk  (Museer i København – om bl.a. turistsamarbejde)
Den lokale museumssopgave er en anden end tidligere (Kronik på b.dk)
Local Audiences have skewed perceptions (artikel på Know Your Own Bone)
City Stories (app – artikel hos Aarhus Stadsarkiv)
Mariteket – Museum Lolland-Falster