Et bud på 5 megatrends for kulturarv


megatrends

Megatrends er væsentlige, men langsomme ændringer i samfundet. Nogen gange foregår de så langsomt, at man dårligt nok opdager dem, før de har slået igennem. Man ser dem først rigtigt, når noget er helt anderledes end for blot 7-10 år siden. 7- 10 år er måske endda længe, set i dette perspektiv.

Jeg har leget med tanken om at prøve at identificere megatrends for kulturarv. Og her kommer mine foreløbig 5 bud:

1) En stigende – også kommercielt funderet – interesse i at tilbyde oplevelser med relation til historie

– der er stadigt flere magasiner, TV-kanaler etc., som tilbyder viden, nyheder, m.m. om historie. Der er medievirksomheder, som DR, der behandler historienyheder som “rigtige nyheder” på linje med mange andre nyhedsemner.  Så institutioner overveje med sig selv, om de kun vil føde ind til andre – eller opbygge egne “nyhedskanaler” eksempelvis med fokus på særlige emner, lokaliteter og lignende, der interesserer de communities, som institutionen gerne vil servicere. (Man kunne kalde det “National Geographic-modellen” :-) ).

– der skabes ikke-museale, fysiske besøgssteder, som handler om at give historieoplevelser. Et besøgssted som “Korsbæk på Bakken” eller tanken om et “mytologi-oplevelsesland” Temapark Yggdrasil, er eksempler på aktører udenfor de klassiske institutioner. For rigtigt mange mennesker vil denne type steder tilbyde dét “fysiske møde” med fortiden, som museer har haft monopol på.

– interessen fra kommerciel side vil også komme til omfatte institutioners digitale indhold. Trenden har allerede været der i en årrække. Det er tydeligt på arkivområdet, fordi slægtsforskere er storforbrugere af digitale kilder (det gælder arkivalier, men også fotos o.lign.). Hvilke overvejelser afføder dét? Det er godt og helt rimeligt, at andre kan bruge digitale objekter fra offentlige samlinger. Men institutioner bør også overveje deres egne muligheder for at være relevante ved at facilitere borgernes digitale adgang til historien.  Måske er der tjenester, som den enkelte kulturavsinstitution bør lave og syndikere andres indhold ind i for at opfylde deres missioner.

2) Store – og vigtige – ændringer i mediebillede og -forbrug

– flow-tv får stadigt mere selskab af stream-tv, og radio med podcast. Hvad betyder det for kulturarvsinstitutionernes formidlingsmuligheder? Det er stadig rigtigt godt at deltage i samarbejde med de klassiske kanaler, der laver flow-TV og radio.  Men måske bør kulturarvsinstitutionerne også begynde at tænke på en strategi for – eller bare overvejelser om – hvad dette meget ændrede mediebillede betyder på lidt længere sigt.

– second screen bliver mere og mere almindeligt. Det giver helt nye formidlings- og indsamlingsmuligheder. Fx ved bevidst at forsøge at være backchannel til historiske programmer og serier, hvor historie og kunst har mulighed for at byde ind.

– hvad betyder ændringerne fra trykt til digital presse, forekomsten af paywalls og opkomsten af forsøg på at skabe nye, digitale kvalitetsmedier? Eksemplerne kunne være fx P.O.V. og Zetland. Samarbejder med læserklubber, barteraftaler m.m. skal tænkes ind i denne nye medievirkelighed, ligesom deltagelse i pakkeordninger. Det er langtfra ualmindeligt, at folk, som køber adgang til bøger, mobiltelefoni m.m. får alt muligt andet med i abonnementerne. Skal “alt muligt andet” i fremtiden også være adgang til kulturarv, enten betalt eller gratis.

3) Væsentlige ændringer i det klassiske “interessentlandskab”

– stadigt mere foreningslignende virksomhed bliver digital. De klassiske foreninger har langt mindre kontaktflade – og sikkert også aktivitet? – end digitale fællesskaber som “Gamle”-grupper o.lign. på Facebook etc. De tæller i tusindvis af medlemmer. Tidligere var det nemt at have relation til historie-foreninger. Her kom medarbejdere fra institutionerne  fra tid til anden ud og holdt foredrag, de skrev artikler til diverse årbøger, tidsskrifter etc. Hvordan samarbejder vi med de nye fællesskaber, udover at satse på, at de nok vil dele vores materialer og snakke om dem – alene og af sig selv?

– har vi det rigtige forhold til de mennesker, der er med i den stadigt større gruppe af “aktive historieudøvere”? Er det nok, at en institution fx samarbejder med reenactor-grupper når arrangementer skal gøres mere levende og interessante. Måske er der et potentiale i denne bølge af interesse for aktriv historie, som vi helt overser.

4) Ændringer i holdningen til forbrug

– der tales meget om skredet fra ”at eje eksemplar” til ”at have adgang til brug”. Det bør give overvejelser for den del af museer og andre kulturinstitutioner, som ligger i drift af butikker, publikation af bøger og produktion af fysiske “ting”.

– en højere grad af bæredygtighed og socialt ansvar interesserer stadigt flere kommercielle  aktører. Vi ser det fx når Netto sælger brød til halv pris efter kl. 20 for at undgå madspil. Hvad betyder dét for kulturarvsinstitutioner? Hvordan kan kulturarven blive mere “bæredygtig og socialt ansvarlig”. Skal cafeen fx være mere vegetarisk, eller skal der mere til? . Eller… skal vi i stedet vælge, at disse holdninger slet ikke er noget, som er relevante for kulturarvsinstitutionernes opgaver?

5) Modtrends

I efterhånden en del år har der været stort fokus på at være ”synlig digtalt” og det anses som en kendsgerning at stadigt flere kommer til at bo i byer. Men der er også modtrends.

Det kan være folk, som flytter på landet, fordi livet dér byder på nogle værdier, som byen ikke kan honorere, samtidig med, at man kan passe sit arbejde hjemmefra. Denne form for “udflytning” (er mit gæt) kan medføre, at det bliver langt mere “ressourcestærkt” at bo på landet –  i så fald vil det jo betyde noget for byboer, og for institutionernes nærmeste brugere. Der er også fænomener som”digital detox”, ”cordcutting” og ”declutter” at tage i betragtning.

Der er sikkert megatrends, jeg har glemt eller overset. Så føj endelig til kommentarfeltet :-)