Et bud på 5 megatrends for kulturarv


megatrends

Megatrends er væsentlige, men langsomme ændringer i samfundet. Nogen gange foregår de så langsomt, at man dårligt nok opdager dem, før de har slået igennem. Man ser dem først rigtigt, når noget er helt anderledes end for blot 7-10 år siden. 7- 10 år er måske endda længe, set i dette perspektiv.

Jeg har leget med tanken om at prøve at identificere megatrends for kulturarv. Og her kommer mine foreløbig 5 bud:

1) En stigende – også kommercielt funderet – interesse i at tilbyde oplevelser med relation til historie

– der er stadigt flere magasiner, TV-kanaler etc., som tilbyder viden, nyheder, m.m. om historie. Der er medievirksomheder, som DR, der behandler historienyheder som “rigtige nyheder” på linje med mange andre nyhedsemner.  Så institutioner overveje med sig selv, om de kun vil føde ind til andre – eller opbygge egne “nyhedskanaler” eksempelvis med fokus på særlige emner, lokaliteter og lignende, der interesserer de communities, som institutionen gerne vil servicere. (Man kunne kalde det “National Geographic-modellen” :-) ).

– der skabes ikke-museale, fysiske besøgssteder, som handler om at give historieoplevelser. Et besøgssted som “Korsbæk på Bakken” eller tanken om et “mytologi-oplevelsesland” Temapark Yggdrasil, er eksempler på aktører udenfor de klassiske institutioner. For rigtigt mange mennesker vil denne type steder tilbyde dét “fysiske møde” med fortiden, som museer har haft monopol på.

– interessen fra kommerciel side vil også komme til omfatte institutioners digitale indhold. Trenden har allerede været der i en årrække. Det er tydeligt på arkivområdet, fordi slægtsforskere er storforbrugere af digitale kilder (det gælder arkivalier, men også fotos o.lign.). Hvilke overvejelser afføder dét? Det er godt og helt rimeligt, at andre kan bruge digitale objekter fra offentlige samlinger. Men institutioner bør også overveje deres egne muligheder for at være relevante ved at facilitere borgernes digitale adgang til historien.  Måske er der tjenester, som den enkelte kulturavsinstitution bør lave og syndikere andres indhold ind i for at opfylde deres missioner.

2) Store – og vigtige – ændringer i mediebillede og -forbrug

– flow-tv får stadigt mere selskab af stream-tv, og radio med podcast. Hvad betyder det for kulturarvsinstitutionernes formidlingsmuligheder? Det er stadig rigtigt godt at deltage i samarbejde med de klassiske kanaler, der laver flow-TV og radio.  Men måske bør kulturarvsinstitutionerne også begynde at tænke på en strategi for – eller bare overvejelser om – hvad dette meget ændrede mediebillede betyder på lidt længere sigt.

– second screen bliver mere og mere almindeligt. Det giver helt nye formidlings- og indsamlingsmuligheder. Fx ved bevidst at forsøge at være backchannel til historiske programmer og serier, hvor historie og kunst har mulighed for at byde ind.

– hvad betyder ændringerne fra trykt til digital presse, forekomsten af paywalls og opkomsten af forsøg på at skabe nye, digitale kvalitetsmedier? Eksemplerne kunne være fx P.O.V. og Zetland. Samarbejder med læserklubber, barteraftaler m.m. skal tænkes ind i denne nye medievirkelighed, ligesom deltagelse i pakkeordninger. Det er langtfra ualmindeligt, at folk, som køber adgang til bøger, mobiltelefoni m.m. får alt muligt andet med i abonnementerne. Skal “alt muligt andet” i fremtiden også være adgang til kulturarv, enten betalt eller gratis.

3) Væsentlige ændringer i det klassiske “interessentlandskab”

– stadigt mere foreningslignende virksomhed bliver digital. De klassiske foreninger har langt mindre kontaktflade – og sikkert også aktivitet? – end digitale fællesskaber som “Gamle”-grupper o.lign. på Facebook etc. De tæller i tusindvis af medlemmer. Tidligere var det nemt at have relation til historie-foreninger. Her kom medarbejdere fra institutionerne  fra tid til anden ud og holdt foredrag, de skrev artikler til diverse årbøger, tidsskrifter etc. Hvordan samarbejder vi med de nye fællesskaber, udover at satse på, at de nok vil dele vores materialer og snakke om dem – alene og af sig selv?

– har vi det rigtige forhold til de mennesker, der er med i den stadigt større gruppe af “aktive historieudøvere”? Er det nok, at en institution fx samarbejder med reenactor-grupper når arrangementer skal gøres mere levende og interessante. Måske er der et potentiale i denne bølge af interesse for aktriv historie, som vi helt overser.

4) Ændringer i holdningen til forbrug

– der tales meget om skredet fra ”at eje eksemplar” til ”at have adgang til brug”. Det bør give overvejelser for den del af museer og andre kulturinstitutioner, som ligger i drift af butikker, publikation af bøger og produktion af fysiske “ting”.

– en højere grad af bæredygtighed og socialt ansvar interesserer stadigt flere kommercielle  aktører. Vi ser det fx når Netto sælger brød til halv pris efter kl. 20 for at undgå madspil. Hvad betyder dét for kulturarvsinstitutioner? Hvordan kan kulturarven blive mere “bæredygtig og socialt ansvarlig”. Skal cafeen fx være mere vegetarisk, eller skal der mere til? . Eller… skal vi i stedet vælge, at disse holdninger slet ikke er noget, som er relevante for kulturarvsinstitutionernes opgaver?

5) Modtrends

I efterhånden en del år har der været stort fokus på at være ”synlig digtalt” og det anses som en kendsgerning at stadigt flere kommer til at bo i byer. Men der er også modtrends.

Det kan være folk, som flytter på landet, fordi livet dér byder på nogle værdier, som byen ikke kan honorere, samtidig med, at man kan passe sit arbejde hjemmefra. Denne form for “udflytning” (er mit gæt) kan medføre, at det bliver langt mere “ressourcestærkt” at bo på landet –  i så fald vil det jo betyde noget for byboer, og for institutionernes nærmeste brugere. Der er også fænomener som”digital detox”, ”cordcutting” og ”declutter” at tage i betragtning.

Der er sikkert megatrends, jeg har glemt eller overset. Så føj endelig til kommentarfeltet :-)

5 comments

  1. Spændende bud. Måske kunne man til pkt. 4 eller som selvstændigt punkt tilføje. Fysisk adgang on demand. På bibliotekerne er selvbetjent adgang allerede en realitet. Måske vil fremtiden også byde på anderledes tilgang til åbent og lukket på kulturinstitutioner
    .

    1. Det tror jeg sagtens man kunne forestille sig – afhængigt af sikkerhedsforhold, forstås. Jeg har fx besøgt et museum ved Waterloo hvor man fik en kode, man skulle trykke ind – og så gik døren op.

  2. Jeg er stort set enige i dine megatrends Charlotte og vil lige tilføje lidt.

    Ad 1) her er mange spændende diskussioner angående brug af historisk materiale udenfor institutionerne. Ligesom indeni institutionerne fungere noget som reklame for institutionerne (Brødrene Madsen i fortiden) mens andre laver mere formidling af materialet (når skægtsforskere f.eks. diskutere aner på FB).

    Ad 2) helt klart. Youtube f.eks. som platform til at nå andre grupper i samfundet. Det er måske ikke helt så udbredt i Danmark endnu men det kommer nok.

    Ad 3) der er helt klart et potentiale her som bliver overset eller ignoreret. Og jeg tror også det er en anden gruppe vi ikke ser så tydeligt endnu. Den voksende gruppe unge humaniora studerende som (forhåbentligt) finder jobs udenfor traditionelle humaniora fag. Hvorfor skulle de lægge deres interesse for kultur og historie på hylden fordi de nu arbejder i en bank.

    Ad 4) et andet holdningsskift er i forhold til ‘åbent’ døre/data/etc. Er man en institution der satser på etiten og turister der kan og vil betale eller handler den om ‘community’ og at aktivere andre grupper og deres kukturhistorie? Det er et stort spørgsmål og der er ingen nemme svar.

    Ad 5) helt klart modtrends. Men det er nok mest generationelt tror du ikke. En yngre generations opgør. Millenials i opgør mod yuppies???

  3. Hej Henriette – og 1000 tak for kommentarerne!

    Jeg er meget enig i dine synspunkter, ikke mindst dit pkt. 4. Jeg kan næsten ikke lade være med at bemærke, at det herhjemme især har været institutioner med et mindre fokus på fysisk besøg (fx Rigsarkivet og Statsbiblioteket) der har sat “den store scanner” i gang. Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst har også arbejdet meget med digitalisering, afklaring af rettigheder, Wikipedia-samarbejder, m.m. i de seneste 10 år, hvor den gratis adgang til det fysiske museum var reetableret. Rijksmuseum og Cooper Hewitts store digitaliseringsprojekter foregik mens det fysiske museum var lukket – men hang sammen med udstillingsopbygningen.

    Men er det mon sådan – at ENTEN er man et “attraktions- og turistmuseum” eller også er man i højere grad fokuseret på “skatteborgerne”, og er en slags “samfundsmuseum”, der bl.a. digitaliserer?

    Det optimale ville jo være begge dele. BÅDE at være et sted, der giver turister og andre fysiske gæster gode oplevelser, skaber underholdende events, bidrager til lokal vækst m.m. OG et sted, der stiller sine samlinger og sin viden til rådighed, samt faciliterer brugen og er relevant for mennesker i hverdagen. Dét ville jo være det allerbedste!

Der er lukket for kommentarer.