Med AR-browseren Blippar på museum


blippar-solvogn

Blippar er en AR-browser til mobilen, som netop har fået et redesign. Den minder lidt om Google Goggles, bortset fra, at der altså er tale om AR. Med Goggles tog man et foto, og lod Googles billedgenkendelse fortælle hvad det var. I Blippar ser man en genstand via mobilens kamera og får svarforslag i realtid. Jeg tog Blippar med på museum.

På sin website viser Blippar´s signaturfoto en dame, som sidder på et kunstmuseum. Men det blev, som ofte før, Nationalmuseets oldtidsafdeling, der kom til at holde for til mit forsøg. Den kendteste genstand, som jeg forsøgte med, var Solvognen. Appen har generelt svært ved at klare det mørke og genskin, som et montremuseums udstillinger typisk byder på, men forsøgte sig alligevel med forslag som “befordringsmiddel”, “travel” og “medal” – det sidste var møntet på genstandens “sunny side”, som også blev associeret med en golfbold(?!).

blippar-koekken

Montren med lurer samt Veksøhjelmene og guldskålene fra Mariesminde og Midskov resulterede ikke i forslag, der var så konkrete som golfbolden. Men Blippar var godt klar over, at det var ældre sager, den kiggede på, for ord som “old”, “vintage” og “gammel” indgik hyppigt i wordclouden. “Kitchenware” blev også foreslået flere gange, og især insisterede den på, at guldskålene og Veksøhjelmen måtte være en “gryde”.

blippar-skulptur

Når der var bevægelse i billedet – som fx den film, der vises bag uroksen fra Vig, blev appen forvirret, og foreslog både “indoors” og “outdoors” skiftevis, inden den – næsten – lagde sig fast på, at det måtte være noget med “indoors”og “skulptur”. Den veloplagte figur fra Broddenbjerg mose, blev også – efter lang tids overvejelse – karakteriseret som “sculpture”.

Uden for museet har Blippar kunnet genkende mange, helt almindelige genstande som “kop”, “krus”, “lampe” etc. Og da jeg blippede katten, foreslog den meget fornuftigt både “carnivoran” og “domestic cat”, inden jeg endda fik en række forskellige katteracer at vælge imellem.

Der er næppe tvivl om, at der nok kommer til at gå noget tid, før Blippar kan erstatte genstandstekster ;-)  En tanke, som jeg ellers overmodigt legede med på Facebook. Men potentialet er det bestemt, og flere svar var ikke helt i skoven, selvom de bestemt heller ikke ramte plet. Det kan man nok næppe heller forvente, eftersom der er tale om temmeligt “specialiserede” genstande, der ligger i en lidt anden vægtklasse end at kunne genkende fx en kop, en lampe eller en cola. Men – jo mere museer  og andre institutioner tilgængeliggør deres indhold på maskinlæsevenlige måder, jo lettere får billedgenkendelse og AI ved at hjælpe de historie- og kulturinteresserede i fremtiden.

Links:
Blippar.com (website)
Blippar intro (YouTube-video)
Blippar redesigns with focus on discovery (artikel på Techcrunch)
Blippar (Wikipedia-artikel)
Hent Blippar til Android
Hent Blippar til iOS