Tillykke med de 25 år, Internet!


happy-birthday-internet

Den 23. august 2016 er det 25 år siden, at verdens første website blev offentligt tilgængeligt. Jeg er også på vej mod et jubilæum – for jeg har snart arbejdet med digital kulturarv i 20 år. Så nu skal der for en gangs skyld kigges tilbage her på bloggen – bl.a. på nogen af de fejltagelser, som jeg tror har stået i vejen for vores brug af www i kulturarvens tjeneste.

For snart 20 år siden sad jeg, og mange andre, og lavede web i notepad. Man skrev html og havde en tyk håndbog med spiralryg til at slå op i. Verden bestod af tabeller med sort tekst på grå sider, forsynet med blå links, der blev lilla, når man havde klikket på dem. Det var få år siden, at Tim Berners-Lee havde opfundet World Wide Web. Han kunne godt have copyrightbeskyttet sin opfindelse. Men 30. april 1993 blev koden public domain til brug for alle – helt gratis. Dermed fik vi også et fantastisk, verdensomspændende, relativt billigt, redskab stillet i kulturarvens tjeneste.

Hvad har vi fået ud af det og hvor langt er vi nået siden da? Efter min mening: slet ikke nok. Det går langsomt, og vi er tilbøjelige til at bruge nye muligheder præcis som de gamle, uden for alvor at få lukket op for dét, som “digitalt” kan.

Der er altid mange vildskud, når noget nyt skal tages i brug, og måske er nogen af disse tre de største?

1) Vi troede, at nettet var som print – bare på skærm
Én af Berners-Lees oprindelige grundideer var, at alle der havde adgang til nettet, også skulle kunne skrive på det. Alle skulle eje deres egne bidrag, og de skulle kædes sammen af links. Derfor var de første browsere også redigeringsværktøjer, nettet var et kommunikationsværktøj. Men dét aspekt glemte vi lidt, eller vi opdagede det ikke rigtigt. I hvert fald blev nettet meget hurtigt et sted, hvor man “publicerede tekster”. Publiceringstankegangen var generel, det var ikke kun i kulturverdenen, man så sådan på det.

Tanken om “publicering” betød også, at der kom mange, teknologisk uhensigtsmæssige, valg. I “pionérårene”, hvor vi sad med den flade html, var man fx nødt til at give sine filer nogenlunde fornuftige navne, for overhovedet at kunne holde rede på dem. Så kom Content Management Systemerne, og “alle kunne publicere på nettet”. CMS´er havde (og har) mange gode kvaliteter, men mange havde også virkeligt uhensigtsmæssige features. Det kunne fx være dynamiske urler og manglende fokus på SEO-elementer som descriptions og title. Desuden var det proprietær teknologi, hvor man fx skulle betale for antallet af indholdsmapper og hvor institutionen kunne have svært ved at skifte leverandør.

Der blev lavet webstrategier for, hvad vi skulle “lægge på nettet”, vores grafiske identiteter og designprogrammer blev justeret, så det kunne bruges til web. Imens opbyggede frivillige enthusiaster Wikipedia, som for længst har overhalet institutionsiderne i rækkevide, kendskab og indholdsmængde.

2) Vi sætter institutioner- ikke indhold og missioner – i centrum
I stedet for at bringe kulturhistorien derhen, når der kommer en ny platform, så brugte vi længe de nye muligheder til at fortælle om, at man kunne blive klogere på kulturhistorie, hvis man kom hen på en fysisk institution.

Især museer var hurtige til at tænke det nye medie ind i en ren markedsføringskontekst. På nettet kunne man publicere ting, som måske kunne få folk til at komme hen på museet og købe billet til udstillingerne. Det var få, der så nettet som et sted, hvor man også kunne opfylde missioner om læring, engagement etc. Det er interessant at tænke tilbage på, at den daværende Kulturstyrelse i 2010 i en undersøgelse af museernes webbrugere, pegede på, at museerne kunne skabe mere “reelt indhold” til deres web og at “museet er summen af alle sine platforme”. For borgerne vil tilsyneladende gerne møde og bruge kulturhistorien dér hvor de er, dvs. i de digitale rum.

Så folk har i høj grad faciliteret sig selv, og selv skabt digitalt engagement omkring kulturarv. Et eksempel var manden, der i 1998 var frusteret over, at hans datter ikke kunne finde noget om Christian den Fjerde på nettet, og derfor startede en hjemmeside om de danske kongers historie. Det er også private borgere, der har lavet de første (og største?) digitale communities om fx militær– og slægtshistorie, der er emner, som engagerer tusindvis af mennesker. Og der er sider, hvor amatørarkæologer og detektorfolk kan sammenligne fund. Men det var ikke de institutioner, som skabte dem.

Mønstret fortsatte, da “sociale medier” kom på dagsordenen. Der er lavet masser af strategier og regler for postingfrekvens, tone-of-voice, boost og forventet ROI. Men det er private enthusiaster, der har lavet fx de populære Facebook-sider og grupper som Gamle København, Slægtsforskning eller Unyttige Historiefacts, hvor hundredvis af borgere er engagerede i fortiden, diskuterer og faciliterer hinandens historiebrug.

Der er absolut intet galt i strategier, planlægning osv – tværtimod – men jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at vi i brugen af de “nye” platforme hele tiden overser noget vigtigt: styrken i facilitering af det folkelige historie-engagement.

3) Digital adgang fik en lidt skæv start
Navnlig i de første år blev der brugt mange ressourcer på “løse” subsites, som ikke var en del af en samlet og bæredygtig infrastruktur. Dét aspekt var sjældent inde i billedet, fordi projekterne blev født som afsluttede, færdige publikationer, der ikke skulle arbejdes videre med. De færreste overvejede digitalisering, hvor der løbende blev føjet til samme ressource. Fokus var i højere grad på at udarbejde enkeltstående produkter. Der er naturligvis undtagelser, men mange af disse subsites hviler i dag på projektkirkegården og indholdet døde med dem. Der var alt for lidt opmærksomhed på, at nettet er et langlivet medie.

Samtidig forstod vi nok heller ikke nettets disruptive kraft i forhold til begreber som “formidling” og “vores samlinger”. Det er offentligheden og samfundet, der ejer samlingerne, vi forvalter dem bare. Derfor ramte ønsket om tilgængeliggørelse med mulighed for genbrug, ind i hjertet af selvforståelsen hos mange af os. Men vi har ikke monopol på at udvælge, formidle og bruge kulturarven.

Er vi så, efter 25 år, nået langt nok med at give borgerne digital adgang til at bruge dén kulturarv, der findes i offentlige samlinger? Hvis man undtager absolutte frontløbere som Statsbiblioteket, Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek, der har millioner af digitaliserede objekter online, tror jeg desværre, at svaret er nej. Der er stadig mange, også meget store, institutioner som ikke giver offentligheden digital adgang til samlingerne.

Ønsker til de næste 25 år
Selvom der er sket mange gode og spændende ting, der peger fremad, tror jeg, at der er plads til forbedring i de kommende 25 år. Øverst på min ønskeliste til internettets fødselsdag står, at det digitale rum anerkendes som et fuldgyldigt og ligeværdigt rum for brug af kulturarv. Nettet er ikke sekundært, det er ikke et sted, der primært skal bruges til at “lokke” folk hen på fysiske lokationer, hvor den “rigtige” oplevelse findes.

Næste punkt på ønskesedlen er mere fokus på kollaboration, facilitering og brug. Udgangspunktet bør i stigende grad være i at opfylde folks behov for samvær, viden og ressourcer – også digitalt. …og så kunne perspektivet i at “komme tilbage” til et mere distribueret web, også være på den mere generelle ønskeseddel.

Nettet er – ikke Guds – men Sir Tim´s gave til menneskeheden.
Lad os bruge det endnu bedre de næste 25 år.

…og så er det jo på en måde lidt snyd, fordi det er World Wide Web, der er “fødselaren”, og man kan diskutere, hvor meget fødselsdage, det egentlig er. Men, da man ikke skal lade fakta stå i vejen for et godt gilde, og da vi i dag bruger begreberne ret synonymt, har jeg også gjort det her. Forklaringen på forskellen er her (artikel i Politiken).

Links:
Berners-Lee on read-write web (BBC artikel fra 2005 )
WWW – TheProject – Verdens første, offentlige website (siden blev publiceret 6. august, men var i første omgang kun tilgængelig internt).
Ten Years Public Domain for the Original Web Software (CERN)
Happy 25th birthday to the World Wide Web
Museernes webbrugere (pdf)
Tim Berners-Lee (Timothy John Berners-Lee) biografi på Wikipedia
How the father of the world wide web plans to reclaim it from Facebook and Google
(Digital Trends)

Danske Konger – baggrunden for siten (WayBack Machine)