Flere booster indhold på Facebook


spons

De fleste kulturarvsinstitutioner har selvfølgelig styr på, at man kan booste Facebook-posts. Facebook lokker selv, og antyder, hvor mange personer ens post vil kunne nå, hvis man bare giver den en lille sum penge til at køre videre på.

Så når opslaget om den nye udstilling eller søndagens børnearrangement ikke når langt nok ud, er den oplagte løsning at betale for mere. Det er ikke nyt, men i den seneste tid har jeg set flere og flere sponserede posts, der ikke direkte handler om noget jeg skal købe eller komme til. Bare ikke fra kulturarvsinstitutioner.

På én eller anden måde må Danske Bank mene, at jeg er i målgruppen for deres sponsorerede indhold. Den klassiske tankegang for at hverve nye kunder ville måske være at fortælle, hvor gode renter man har, hvor billigt det er at låne penge, eller hvilke “fordel-plus-ekstra”-programmer som lige ville være noget for mig.  Men det gør Danske Bank ikke.

I stedet betaler de for at sende mig indhold, som jeg dels kunne synes var interessant, og som dels fortæller noget om banken. Fx er der en post, som handler om, at danskerne i gennemsnit bruger 1256 kroner om året på slik… og er dét noget jeg kan genkende? Det nærmer sig en fun fact – jeg kan spejle mig selv i, om jeg spiser mere eller mindre slik end gennemsnittet. Og samtidig indikerer det, at Danske Bank er sådan nogen, der kender og forstår danskernes forbrug og privatøkonomi. Også når det ikke handler om store aktieporteføljer og lignende. En post, der handler om, at overgangen mellem sommer- og vintertid kan skabe “ustabilitet i systemerne” giver dét råd, at det nok er godt at have kontanter med, hvis man skal i byen. Et godt råd, som er brugbart, uanset hvilken bank man har. Og jeg er blevet mindet om dét med at stille på uret. Men i ingen af de sponserede posts står der noget om, at jeg kan “klikke her” for at se deres lånerater, sammenligne med min nuværende bank, aftale tid med en rådgiver eller lignende. Selvom det er et firma, som jeg vil tro kigger på den økonomiske bundlinje – er der end ikke et link til deres website.

danskebank-posts

Der er mange andre lignende eksempler fra den seneste tids sponserede opslag. Nemlig.com har sendt opskrifter på hvid glögg og æbleskiver, Folkekirken har haft en artikel om økumenisk markering af reformationen, Magistrenes A-kasse syntes jeg skulle se en artikel i Weekend-avisen, som handlede om, at det ikke kun var folk med merkantile uddannelser, der gavner samfunds- og erhvervslivet. DSB har mindet mig om DSB Døgnet, hvor man kan køre rigtigt billigt, jeg har fået opskrift på Oreo-cheesecake fra Spar-købmanden og Call-me´s side “Tal ordentligt” har betalt for, at jeg fik en tegning om at tale pænt. En sød lille sag af den slags, som mange godt kan lide at dele videre.

andre-posts

Når jeg ser sponserede Facebook-opslag fra kulturarvsinstitutioner er det sjældet noget, der bare giver mig indhold eller inviterer mig med i noget, der ikke koster. Med én undtagelse: Københavns Stadsarkiv.

ksa
Der er muligvis mange andre eksempler – og så hører jeg gerne om det i kommentarfeltet. Men til dato er Københavns Stadsarkiv den eneste kulturarvsinstitution som jeg har set sponsere indhold, der ikke handler om, at jeg skal købe noget, komme på hen på institutionen til en udstilling, et arrangement eller lignende.

Fra det københavnske stadsarkiv har jeg set indhold, som er “klassisk” for institutionen, fx de såkaldte “før-og-nu”-billeder, en survey om online-tjenester, de gerne vil have svar på o.lign.

Der kan være mange gode grunde til at at betale for distribution af reklamer for udstillinger, arrangementer m.m. Det er jo sjældent dén type posts, der af sig selv når langt. Men resultatet er, at der er mange af museets eller arkivets likere, der kun ser dét indhold, der er mest “reklameagtigt” og derfor ikke kan bæres af brugernes oprigtige interesse og delinger.

Man kunne jo også vælge at booste indhold, som man kan se interesserer ens likere. Måske vil det også interessere andre? Måske har man i virkeligheden her fået et vink om, hvordan man kan “nå ud til flere”, sådan som de fleste kulturarvsinstitutioner gerne vil.

Links
Boost dine opslag (Facebooks boostguide) – men inden man boosteer: tænk over om en annonce i virkeligheden giver mere for pengene. Eller om man kunne nå hen hvor man gerne vil gennem organisk interaktion. Det sidste bliver stadigt sværere :-)

2 comments

  1. På Museet for Søfart booster vi med mellemrum indhold på museets side, og særligt i året op til det nye museums åbning i efteråret 2013 boostede jeg meget, især historier, der “bare” var interessante i sig selv. Den skumle bagtanke var naturligvis at få øget antallet af fans af museets side, og det lykkedes rigtigt godt – på nogle måneder gik vi fra 400 til 4000 likes. Så min erfaring er at man får meget ud af at booste gode historier, også selv der ikke direkte kommer noget ud af det i form af fysiske besøgstal eller andet, der giver penge i kassen…

  2. Det er en god pointe – det er jo ikke sådan at vi er på Facebook for at se om der er gode renter i banken – og det ved banken godt. Vi er heller ikke på Facebook for at se en reklame for en oplæsning eller et arrangement om vikingernes brug af uld. Vi er på Facebook for at få en pause og slappe lidt af fra det alvorlige (arbejdet om dagen – tv-avisen og alverdens ulykker i sofaen om aftenen :-) ) og for at se, hvad vores venner laver lige nu.

    En del undersøgelser viser, at vi også er blevet mere skeptiske overfor bare at dele løs – og at det vi så deler, enten er underholdende, er informativt eller er identitetsbærende. Og især det, som kan bære vores identitet på en underholdende måde er meget populært at dele. Jeg deler gerne noget morsomt om at tale pænt – det er vigtigt for mig. Jeg deler gerne noget om at passe på kulturarven – det siger noget om mig og indeholder måske informationer andre kan bruge. Jeg deler gerne et opslag om, at der er lavet en hipster-julekrybbe, hvor de 3 vise mænd kører på segways og har pakker med fra Amazon og hvor Josef tager en selfie med jesusbarnet (fordi det er sjovt) og jeg deler aldrig noget med en laaaang tekst om et eller andet meget nørdet – for jeg ved, det keder mine venner og min familie og kun interesserer 3 af dem, jeg kender. Måske gør det ikke noget, hvis jeg bare læser det, men hvis interaktion er målet så skal indholdet enten være sjovt, give mig mulighed for at være først med noget god information – eller definere min identitet – og meget gerne mikse flere af de tre.

    Og du har ret – det er altid godt at tænke lidt over, hvad Facebook er for en kontekst – også når man booster

Der er lukket for kommentarer.