VR-sko kan få os til at “gå på kulturarven”


Dén, der har skoen på, véd hvor den trykker. Og nu kan man måske snart prøve at være i andres sko – helt bogstaveligt. Eller at gå på vandet. Èn af de ting jeg spottede i feed´et fra CES i Las Vegas var særlige VR-sko, som er kompatible med Google-VR.

Fikse er de ikke. Skoene, som er en start-up, ligner nærmest 1970érnes plateausko, når de var værst. Og nej, de bliver ikke kønnere af, at man bærer dem iført sokker. Pointen med skoene – som nærmest er sandaler – er, at de er forsynet med “tactile feedback motors” både for og bag, samt i de ankelremme, der holder dem fast.

Haptisk teknologi til fødderne er ikke helt nyt. Der har været eksperimenteret med det som hjælpeværktøj til blinde. Ved at vibrere m.m. skulle GPS-baserede sko give besked, der får bæreren til at dreje, løfte fødderne m.m. VR-skoene skal derimod understøtte headsettets oplevelse. De taktile enheder giver haptisk feedback, som kan simulere sand, vand, metal, sne, sten m.m., sådan at fødderne “føler” dét underlag, som bæreren går på i VR.

Brugeroplevelsen er vist endnu ikke i top, og prisen er pebret, ca. 1.000 – 1.500 $. Men der var også en gang, hvor “bærbar computer” var på størrelse med en symaskine og vejede derefter. Uden at have prøvet VR-skoen: Mon ikke skoene kan blive fiksere og billigere, og mon der ikke er et potentiale for kulturarv?

VR-sko kunne sikkert gøre oplevelsen af at besøge fortiden, langt mere immersiv. Hvis både syns- og følesans understøtter det virtuelle miljø må indlevelsen blive kraftigere. Fx af at gå i strandkanten med en stenalderkvinde, der er ude at søge efter rav. Eller liste sig afsted i skoven – passe på ikke at knække grene – sammen med jægere på jagt efter en urokse eller et vildsvin. Eller hvad med fornemmelsen af at gå på et køligt stengulv i middelalderborgen eller at lade tæerne synke ned i klunketidens tykke plystæppe?

En helt anden – og mindst lige så oplagt – brug, kunne være fornemmelsen af tidligere tiders sko. Hvordan føles det at gå med 1700-talles “pompadourhæle” og hvad betyder det, at der ikke er forskel på højre- og venstresko. Hvordan føles en middelalderlig “snabelsko”, en knapstøvle, en rødspætteskinds-pump fra 1944?  Eller, hvis man bevæger sig over i etnografien: hvordan var det egentlig for en lille kinesisk pige at gå på sine indsnørede “gyldne lotus”.

Links:
Taclim – VR-sko og handsker
Let me tell you what is´s like to wear VR-shoes (The Verge)
These shoes let you feel the surface you are walking on in virtual reality (Gizmodo)
Meet the VR-boots that want to make you feel every step (Engadget)