Prøv Museobot´en i Messenger


museobot

Museer har næsten altid kæmpet med at give folk svar på deres spørgsmål i udstillingerne. Der er lavet omvisninger, kilometervis af foldere, gå-selv ture, og for nogle år siden var det msueumsspecifikke apps, som alle skulle have. Med større eller mindre succes. Nu eksperimenteres der med bots.

bot-chat

En del af min snak med MuseoBot

Firmaet CatoBot har netop lanceret en lille testbot med meget begrænset funktionalitet, som man kan prøve. Den hedder Museobot og kan afprøves via Facebook. Bot´en benytter Messenger, hvilket betyder, at de fleste allerede har det værktøj, der skal bruges til kommunikationen. Man skal ikke downloade noget nyt, oprette nye konti, finde ud af en ny grænseflade eller lignende. Den tekniske barriere er lav. Det er ikke voldsomt meget, MuseoBot kan tale med om. Men hvis man bare lige vil prøve, hvordan det er at tale med sådan én, får man alligevel et indtryk af, hvordan det kan fungere.

Er det usandsynligt, at “spørgsmål-svar”-modellen i en nær fremtid vil være langt mere benyttet end “find-selv-modellen”? Man behøver blot at have befundet sig i én eller to Facebook-.grupper gennem kort tid, før man kan opleve brugerirritation over, at spørgsmål om de samme emner stilles igen og igen. Et direkte svar på et direkte spørgsmål er en nem og hurtig vej til viden. Og spørgeren slipper for at skulle vælge og validere, hvor hun vil læse svaret.

Analogt eller digitalt: at servicere den enkelte kunde eller gæst, har været vanskeligt for museer. Udfordringen med alle de “gammeldags” tiltag er, at de bygger på et “One Size Fits All”- princip. Det er mere broadcast end dialog. Hvis jeg går rundt og leder efter en økse, som min onkel Eigil indleverede i 1957, skal jeg være heldig, hvis den er omtalt i folderen. Hvis den i det hele taget er udstillet. Eller hvis personalet i informationen er nørdede nok til at kende lige præcis dén.

Det samme kan være tilfældet, hvis jeg vil vide mere, end der står i udstillingsteksterne eller har trang til at se flere fotos af lignende genstande.

Det er her, at bots vil kunne hjælpe, som omtalt i et tidligere indlæg. Fodret med kunstig intelligens og data fra fx Wikipedia, kan den svare på mine generelle spørgsmål og fodret med data fra museers genstandsdatabaser burde den ideelt set kunne fortælle mig bl.a. om onkel Eigils stenøkse er udstillet – og hvor på museet. Modellen er ikke ukendt, men kendes fra fx Brooklyn Museums ASK, som er en selvstændig app, og hvor det er mennesker, som besvarer og chatter med gæsterne. En kombination af bot og menneske kunne måske være den rette blanding for et museum, der gerne vil hjælpe kunder og gæster til at få mere personliggjort viden og vejledning under det fysiske besøg.

Links:
MuseoBot – (prøv den på Facebook)
IAmCatoBot – website
CatoBot på Twitter (Bot´en er ikke særligt aktiv og har ikke tweetet et stykke tid)