Jodel – et socialt medie næsten uden kulturarv


jodel

Jodel er et socialt medie, som måske er gået lidt under radaren, selvom det ikke er nyt.  Brugerne er anonyme, gennemsnitsalderen er lav og kadencen er høj. Jeg har kigget lidt på Jodel gennem et par måneder, og kan melde, at interessen for kulturhistorie, museer og arkiver ikke er særligt stor. Den er nærmest ikke-eksisterende. Det er ikke dét, folk snakker om, når de mødes digitalt.

Det interessante ved Jodel er især anonymiteten. Jodlere har ikke en gang et brugernavn, hvilket sætter nogle andre dagsordener end andre sociale platforme. Hvis ingen véd hvem man er, er der ikke helt så meget grund til at style sine fotos m.m. for at vise sit fede liv. Man kan ikke “følge” hinanden, så konkurrencen om, hvem der har mange venner og “de rigtige” venner er ikke aktuel. Når man kommenterer, og liker andres indlæg opsamles der “karma”. Men det er kun den enkelte bruger, der kan se sin egen karma, andre kan ikke.

Endnu en ting, som gør Jodel anderledes er, at det er lokationsbaseret på ligesom fx Plag, dog uden spredningselementet. Man kan skifte mellem sin “hometown” og dét sted hvor man opholder sig aktuelt. Er man på Østerbro, vil man fx kunne få et indtryk af, om Jodlere dér taler mere om spelt end andre steder. Fordi netværket er lokationsbestemt, og fordi man kan skifte mellem almindeligt feed og særligt populære jodels er der mindre “bobbel” end i andre netværk. Det er både sundt og interessant at opleve.

Jeg har kun ganske få gange set, at brugere har talt om fx museer. Jeg har heller ikke set omtale af museernes forskellige aftenarrangementer, fredagsbarer m.m. og heller ikke særudstillinger eller lignende.Med forbehold for, at jeg kan have misset indlæg, så har det hver gang handlet om “udenbys” jodlere, der gerne ville have tips til steder, de kunne besøge. Konversationen har handlet om anbefalinger, men også om, hvad der er gratis/billigt at foretage sig. Jodlere er unge – minimumsalderen er 17 – og mange er studerende, så pengepungen er ikke stor. En tag som #SUlivet bruges flittigt.

Dét som karakteriserer snakken er studieliv (eksamener, opgaver der burde være skrevet og lignende). Sex, kærlighed og venskaber fylder også en del, for jodlere søger andres råd, når forholdet er ved at gå skævt, hvis det ikke kan komme i gang, hvis nye seksuelle ideer skal afprøves eller hvis menstruationen er forsinket. Brugerne deler deres glæder og frustrationer og udveksler snapnavne. Egentlig er det ikke tilladt, men nogle har særlige Snap- og Tinderkonti, der bruges sammen med Jodel.

Netop nu testes nye features i visse områder. Med de nye tiltag bliver det måske muligt at oprette kanaler, eller interesser man som bruger kan følge. Kunne kunst eller historie være sådan et emne? Måske og hvis brugere selv opretter dén type emner, ville det være fint at deltage. Jeg kunne dog gætte på, at interessen vil være begrænset, når man “kun” kan deltage med indhold og kun vanskeligt med branding af institutionen.

Men hvad med:
– at tappe ind i kattebilleder og bland-selv-slik foto med skægge historiske varianter
– at lave Jodel-ture på museet (samme koncept som Instawalks)
– at lege med sjove, historiske citater (i stil med “Unyttige Historiefacts“)
– at dele fortidens Lifehacks, når det fx gælder at spare og genbruge

Men… en gang imellem skal man måske også lade folk være i fred. Måske skal man lade dem koncentrere sig om kærester, studier, boliger og weekendfester, uden at plage dem med, at de også skal gå på museum og interessere sig for kulturarv?

Links:
Jodel (Website m. support m.m.)
Jodel til Android
Jodel til iOS
Hvordan stjæler Jodel de studerende? (Intro-ppt fra Andreas Nielsen på Slideshare)
5 ting om det nye sociale medie, Jodel (Astrid Haug, 2015)

Eksempler på humor og “spektakulære” jodels
18 af de sjoveste hemmeligheder fra Jodel (MX)
Her er de sjoveste Jodels… (Stylista)
15 geniale beskeder… (EkstraBladet)
Jodelgrin – de sjoveste jodels fra Danmark (website)
Jodelgrin (Facebookside)