Digitale brugere på museum – sådan kunne man måske måle


digital-mand

Det er vanskeligt at finde ét tal, der dækker alt, hvad en institution gør. Museets virksomhed er meget divers, så derfor bør den måde, man “opgør” virksomheden på, afspejle så meget som muligt af dét, museer er og kan. Den digitale virksomhed må have en plads – ligeså vel som den analoge. Det er både “nemt” og “svært” at måle digital brug. Der er masser af tools og muligheder, men hvad skal med?

Der er stort fokus på museer som turistattraktion og på museers indtjening. Den samme opmærksomhed har aldrig rigtigt været rettet imod det digitale område. Det er ærgerligt, for dels er der er stort potentiale – og dels er der allerede mange museer, der gør en indsats her. Digitalt kan nå mange flere end det fysiske institutionsbesøg, her behøver man blot at se på fx Rigsarkivet, som digitalt understøtter en historiebrug, der havde været umulig, hvis alle brugerne skulle presses ind på en fysisk læsesal. Bibliotekernes nylige undersøgelse om digitale biblioteksstrategier har desuden peget på, at overrepræsentationen af langvarigt uddannede er lavere for digitale end for analoge tilbud.

Digitalt kan man altså både nå flere mennesker og bredere befolkningsgrupper. Til forskel fra attraktioner, har missionsdrevne AMB-institutioner desuden en særlig mulighed. Går man ind på fx Tivoli´s website kan man ikke få oplevelsen af at køre i rutchebane eller spise candyfloss. Klikker man derimod ind hos fx Statens Museum for Kunst, kan man godt blive klogere på Eckersberg ved at læse om maleren og hans kunst eller se hans værker på nettet. Er foto-opløsningen er høj nok, kan man endda se detaljer ved malerierne, som sikkerhedsforanstaltninger m.m. forhindrer ved fysisk besøg. På dialogiske platforme som Facebook, Twitter m.m. kan man have samtaler om netop de emner, som en institution skal formidle. Selvom fx Facebook ikke er den bedste platform, kan man også yde egentlig vejledning og hjælpe borgerne med deres historiebrug. Men det er vist pt. kun Rigsarkivet, som gør dette med sit Brugerforum.  Desuden kan fx en offentlig institution bidrage til samfundet – også økonomisk – ved at give adgang til videreudnyttelse af samlingerne. Der er m.a.o. rigtigt mange og forskelligtartede digitale muligheder, som kulturarvsinstitutioner kan arbejde med og lære af hinanden ved at benchmarke på.

Hvordan kunne man gøre, helt konkret? Hvilket tal, får man, hvis man fx lægger Facebook-reach, Wikipedia-views og brugere på websiten sammen? Det er en vanskelig manøvre at finde frem til tal, der sammenlagt giver et godt billede af den diversitet, der er i digitale kulturarvstilbud. Måske kunne man arbejde med et system, hvor flere parametre kunne ses hver for sig, men også give en samlet vurdering?

For år tilbage uddelte Videnskabministeriet “netkroner” til offentlige websites i den årlige “Bedst på Nettet”-test. Der var tale om et system med forskellige kategorier, hvor de forskellige sites blev bedømt. Det var fx tilgængelighed, selvbetjening og brugervenlighed. Ikke alt var lige relevant for alle, og der var en del kritik af ordningen. One size dosn´t fit all –  der er forskel på fx en kommune og et museum. Men der var en fordel i, at benchmarkingen gav fokus på nogle forhold, som vitterligt var en fælles udfordring (fx handicap-adgang). Samtidigt var “kroneudregningen” transparent. Det var muligt at se en institutions hhv. svage og stærke sider. Dermed kunne man også vurdere, om grunden til, at der kun tildeltes X netkroner var, at institutionen var svag på et område, der ikke rigtigt havde praktisk betydning for den.

I det digitale rum kunne man vurdere, i hvilket omfang institutionerne:

A) digitaliserer deres samlinger og stiller dem til rådighed for borgerne med afklarede licensforhold
Digitalisering kunne omfatte tilgængeliggørelse, fx på egen site/sites eller via portaler som Europeana o.lign. Tilgængeliggørelse vil sige at “stille til rådighed for videre brug” og omfatte større, ubrudte rækker af materiale (dvs. ikke fx at lægge fotos på Instagram eller lignende).

B) vejleder og faciliterer borgerne i brugen af digitale samlinger
Her kunne det fx vurderes, om institutionen løbende udarbejder vejlednings- og insprirationsmateriale og angiver tydelige indgange for den bruger, som har spørgsmål og behov for hjælp.

C) muliggør og understøtter 3. parts udnyttelse af digitaliseret materiale
En offentlig kulturinstitution “ejer” ikke sine samlinger, men forvalter dem. Borgere bør kunne se og bruge materialet. Det gælder fx det enkelte foto eller dokument, men det også den samlede mængde af indhold. Med mindre ophavsretsmæssige forhold forhindrer det, bør offentligt ejet viden, kulturarv m.m. kunne videreudnyttes af enhver – fx via træk på API m.m.

D) faciliterer det digitaliserede materiales videre berigelse gennem crowdsourcing
Det er få museer, der arbejder med crowdsourcing, men arkiver har gjort det med stort udbytte gennem mange år. Her kunne man fx vurdere, i hvilket omfang det er muligt for brugere at tagge, uploade eller på anden måde supplere tilgængeliggjort materiale. Et yderligere aspekt kunne være hvorvidt aktiviteten faciliteres gennem særlig software, hjælp, arrangementer m.m.

E) stiller institutionens viden til rådighed og formidler den online
Dette kan fx omfatte artikler, longreads, videoforedrag, pdf´er m.m. som publiceres på web. “Web” kan omfatte institutionens egen website, men fx også Wikipedia og andre vidensportaler.

F) indgår i verbal og visuel online dialog med borgerne om kunst, historie eller natur
Som verbal og visuel dialog kunne man opgøre platforme og aktivitet, der alene retter sig imod at skabe interesse og øge viden om institutionens emne på den givne platform. Derved ville det være muligt at filtrere besøgstrafik og markedsføring fra.

Måske kunne man – med udgangspunkt i de 6 kategorier ovenfor – lave et system for benchmarking? Og måske kunne der lægges vægt på særligt innovative tiltag – fx museer der bruger platforme på en særligt “ny” måde, eller er eksperimenterende med ny teknologi. (Aktuelt kunne det fx være AR, VR, AI, bots etc.)

En udfordring er selvfølgelig spørgsmålet om betalt trafik og kundeservice. Tæller man betalt trafik med, kan det betyde skævvridning ifht. større institutioner med kraftigt besøgsfokus og annoncebudgetter. Dette kunne løses ved kun at tælle organisk trafik, opgøre betalt trafik særskilt eller udelade trafik, som er resultat af fx annoncering for aktiviteter. Dvs. udtrække dén del af det digitale engagement, der omfatter salg og “kundeservice”. Ikke fordi dette er uvæsentligt – i andre sammenhænge er det tværtimod meget vigtigt. Men disse funktioner er samtidig uløseligt knyttet til en institutions fysiske tilbud. Hvis man ønsker at kunne se, hvordan kulturarv formidles og bruges digitalt behøver dette netop ikke at være afhængigt af de fysiske tilbud. En kommende museumsgænger, der har besøgt kunstmuseets website er jo ikke blevet klogere på fx Eckersberg eller impressionisme ved at kende åbningstider og billetpriser. Hun har heller ikke fået særligt meget ny viden ved at se og like fx et Facebook-opslag, som formidler et billetsalg, selvom opslaget måske indeholder en snacksize af viden “Vidste du at XX – dét kan du høre mere om, hvis du køber billet til rundvisningen om…). Denne type af trafik, posts og sider kunne til gengæld vurderes på ROI og andre, lignende parametre.

Desuden vil der være en god pointe i at holde et øje med dét arbejde, som i øjeblikket foregår i Europeana – IMPKT-projektet. Det har som mål bl.a. at udvikle en toolkit for vurdering af udbytte og effekt på digitale aktiviteter. Et system, der ikke kun rækker ud over enkelte sektorer, men også omfatter initiativer i flere lande, kunne være interessant.

Men uanset, hvordan man opgør eller benchmarker, så ville det bedste stadig være, at få viden om, hvorvidt folk bliver klogere, mere “empowerede” og lykkeligere af interaktionen med kulturarv.

Links:

Bedst på Nettet – selvevaluering 2010 (pdf)

Bedst på Nettet nedlægges (Digitaliseringsstyrelsen)

IMPKT (Europeana)