Kulturarven mangler longreads!


video-smartphone

Foto: Marco Verch på Wikimedia Commons

“Nettet er et hurtigt medie”. “Man gider ikke sidde og læse på en computerskærm”. Sådan har det lydt i mange år, men bl.a. tablets og smartphones har for længst blødt billedet op. Vi læser længere, digitale tekster, og det har resulteret i nye formater, der som regel går under betegnelsen “longread”, “webdocs” eller lignende, for at adskille dem fra andre, digitale formater. Men hvor er kulturarvens?

Det var aviser som The Guardian og New York Times (“Snow Fall” 2012) som var blandt de første til at eksperimentere med længere, digitale formater. Der er opstået særlige sites som Atavist og longreads.com der “specialiserer” sig i formatet. Danske medier, som fx Politiken, Berlingske Tidende og Danmarks Radio har også forlængst taget genren op, ligesom nyere, digitale medier som Zetland, Føljeton, POV m.m. Og noget af det spændende er, at det ikke mindst er på mobil (og altså ikke nødvendigvis på tablet) at vi læser de lidt længere tekster.

Allerede for et år siden publicerede Pew en undersøgelse, som viste, at folk gerne læser længere tekster digitalt, og at tekster på over 1000 ord har et højere engagementsniveau end de kortere. Selvfølgelig bruges der mere tid på at læse noget, der langt end noget der er kort, så det kan ikke undre, at “læsetiden” var længere. Men undersøgelsen viste også, at læserne var mere engagerede i læsningen, de scrollede og klikkede mere. Tekster på mindre 250 ord gave 43 sekunders “engagementstid”, hvorimod historier på mere en 5000 ord kom helt op omkring 4 ½ minut. En interessant opdagelse var også, at der var forskel på, hvordan brugere fra forskellige sociale netværk. Facebook drev mest trafik – til gengæld brugte de læsere, der kom fra Twitter, lidt mere tid på læsningen.

Den første kulturhistoriske longread jeg selv faldt over, var Welcome Collections “Mindcraft”, der handler om kulturhistorien bag psykiske sygdomme og helbredelsesformer. Man kan måske diskutere, hvorvidt der er tale om en longread eller et gammeldags mikrosite, nok med overvægt til det sidste, eftersom “Mindcraft” ligger på et subdomæne. Der er gode grunde til at undgå denne model og istedet integrere sine longreads på sit hoveddomæne, men det er en anden sag. Welcome Collection evaluerede deres longreads på Museums and the Web 2016 og var grundlæggende tilfredse med både reach og engagement. De fandt bl.a. – ligesom Pew – at læsetiden var forøget. I dette tilfælde var læsetiden længere end på institutionens almindelige website. Til gengæld var det få, der brugte de interaktive elementer, ligesom “færdiglæsningsraten” heller ikke var helt tilfredsstillende, noget der bl.a. blev tilskrevet manglende brugervenlighed.

Longreads er ikke blot “en lang tekst” men et selvstændigt format, der inkorporerer elementer, som læseren kan dykke dybere ned i. Det kan fx være interaktive grafer og statistik, animationer, video, giffer m.m., hvilket naturligvis gør formatet krævende. Men hvorfor er der ikke rigtigt kulturinstitutioner, som har taget formatet op? Formatet kunne bruges til mange former for indhold – fra historiske fortællinger til nye måder at skabe arkivvejledning på. For arkiver, hvis vejledninger ofte kan blive meget teksttunge, kunne longread-formatet uden tvivl være en formidlingsmæssig og pædagogisk løftestang.

Mend et kan især undre, at museer, der ofte taler om vigtigheden ved “fordybelse”, ikke har gjort langt flere forsøg med denne formidlingsform. At sidde med en længere, stærkt beriget, digtal tekst, derhjemme i ro og fred, er mindst lige så “fordybende”, som at være i en udstilling, præget af lys, lyd, ting man kan prøve og masser af andre mennesker. Er det ressourceforbruget, der skræmmer? Mangler interessen for digital formidling online? Eller noget helt andet?

Kulturarvslongreads kunne handle om mange forskellige emner – fx være en måde til præsentation af ny forskning, oversigtsartikler og generelle, kulturhistoriske temaer. For museer er der naturligvis en konstant fristelse til at lave en særudstilling om til longread. Men ville indsatsen stå mål med udbyttet i forhold til at arbejde med nyhedsstof og temaer, der allerede er efterspurgt af potentielle læsere? Med tanke på besøgsfrekvensen for de utallige mikrosites som er blevet lavet til særudstillinger, tror jeg det ville være bedst at modstå fristelsen.

Personligt tror jeg ikke, at longreads hverken kan eller skal erstatte nogen af de eksisterende formater. Der skal stadig være hurtige og sjove snackbidder samt lidt længere tekster på klassisk web. Men det lange og dybe format kan også noget.

Så hvis nogen er klar til at lave “Historiens Zetland” er det da bare om at komme i gang og få prøvet. Helst som public service, naturligvis :-)

Links:
Museums skould take time for slower, digital experiences (artikel på The Guardian)
Long-Form Reading Shows Signs of Life in Our Mobile News World (Pew, 2016)
Rare good news for journalism: People actually do enjoy #longreads on smartphones (Mashable)
Diving into the digital longread ( 7 gode råd fra edenspiekerman.com,  2014)
Imperial War Museums “longreadbibliotek”
Big and small adventures in digital storytelling (Paper ved Museums and the Web 2016)
Snow Fall (New Your Times dengang banebrydende longread – 2012)
Sit back, Relax and read that long story on your phone (Artikel på The Atlantic)

Tak!
– for mange gode longread-diskussioner til min gode kollega, Runemester