Svensk rapport: Indkomst har betydning for, om man går på museum


museum-oekonomi

Jo længere uddannelse og jo højere indkomst – jo større sandsynlighed er der for, at en borger går på museum. Dét konkluderer en svensk undersøgelse, som har undersøgt ligheden i adgang til kultur. Undersøgelsen er interessant, fordi “indkomst” normalt ikke er med i lignende, danske undersøgelser. Social ulighed og kulturbrug kunne også være interessant at se på i Danmark.

Et nyere nummer af Kulturfakta, som udgives af Myndigheten för Kulturanalys, beskriver svenskernes kulturvaner, set ud fra fire forskellige socio-økonomiske variabler. Rapporten har undersøgt hvordan køn, alder, geografi og indkomst indvirker på deltagelse i kultur. Én af konklusionerne er at “Den sammantagna bilden är alltså att hushållets inkomst har en betydelse för kulturdeltagandet.”

Indkomst er et parameter, som sjældent indgår i lignende, danske undersøgelser. De nationale brugerundersøgelser har koncentreret sig om livsstilssegmentering: Gallup Kompas og John Falks “leisure identities”. Lighed – herunder social lighed – i brugen af kultur – har ikke hidtil været et særligt markant mål. At “nå flere” eller “nye målgrupper” har ikke nødvendigvis sigtet imod social lighed.

Derfor véd vi meget lidt om, hvad indkomst betyder fx for danskernes aktuelle brug af museer og andre offentligt finansierede kulturtilbud. Der er heller ikke gode muligheder for at vurdere udviklingen over tid. I Sverige viste en undersøgelse i 2016 man efter fri adgang til 18 statslige museer kunne “se särskilda ökningar i kategorierna unga vuxna samt pensionärer”  – plus personer fra nærområdet samt turister. Om “unge voksne” og “pensionister” dækker over en udvikling, der også kunne belyse spørgsmålet om indkomst vides ikke. Men “unge voksne” (19 – 29) og “pensionister” (65 >) kunne godt tænkes at høre til nogle af de grupper, som har et mindre økonomisk råderum end personer i andre livsafsnit. Men det afspejler naturligvis ikke, om der også har været en forøgelse blandt fx lavtlønnede, personer på overførselsindkomst m.m., som tilhører andre alderssegmenter.

De sociale og økonomiske parametre er ikke irrelevante. Den økonomiske ulighed, målt i gini-koefficient, er steget gennem de seneste 30 år, fra omkring 20 i 1985 til omkring 27 i 2015 – men vi véd ikke, hvad denne øgede ulighed betyder fx for borgernes historiebrug og historieinteresse.

gini-ae

Oversigt over udvikling i ulighed, vist i ginikoefficient efter 3 forskellige kilder (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd)

Konklusionen i Sverige er som nævnt, at uddannelse og indtægt har betydning for brug af kulturelle muligheder. Jo højere uddannelse og jo højere indkomst – jo større tilbøjelighed til at gå på museum.

Uddannelse har større betydning end økonomi, men rapporten forklarer, at når man betragter “aktiviteter som visar på tydliga positiva samband med inkomst ser vi att dessa till merparten är förknippade med vissa kostnader så som entréavgifter och/eller geografiska avstånd.”. Dermed bekræfter rapporten den tidligere undersøgelse “Vem besöker de centrale museerna” fra 2014, som nævnte, at selvom der var mange andre aspekter, så kunne man ikke “forbise” entréafgiftens effekt. Resultaterne indikerede i øvrigt, at introduktion af entréafgift især ramte mænd, kortvarigt uddannede, forstadsbefolkning, pensionister og “spontanbesøgende”.

Den nye undersøgelse viser, at “Gået på museum” ligger på en 6. plads ud af 26 forskellige aktiviteter målt på sandsynlighed i forhold til indkomst. Museer er placeret over aktiviteter som fx at gå i teater, på kunstudstilling eller til klassisk koncert og opera. Et aspekt som måske overrasker er, at personer med lavere husstandsindkomster derimod ofte er aktive kulturudøvere: de skriver dagbog, laver håndarbejde og går på kursus.

Unavngivet 3

Graf fra rapporten “Kulturvanor,
Socioekonomiska analyser och tidstrender, 2017″

Det ville være interessant at se, om en dansk undersøgelse ville vise noget lignende. Hvad nu, hvis velstillede og langvarigt uddannede er kunder på museer for at opleve fx udstillinger og events, mens folk med kortere uddannelser og lavere indkomst er aktive producenter? Måske er de at finde blandt fx arkivernes frivillige indtastere og fotografer eller måske udgør de en del af de mange detektorenthusiaster, som leverer fund til museerne? ( På disse områder er der forskel på lovgivning og tradition i hhv. Sverige og Danmark, og derfor ville en dansk undersøgelse være rigtigt interessant. )

Det helt store spørgsmål er naturligvis, om “benyttelseslighed” opleves relevant for danske kulturarvsinstitutioner og i givet fald hvordan? En institution kunne fx have som mål, at den samlede kunde/brugergruppe, mht. alder, uddannelse, indtægt etc. matchede populationen i dét område, institutionen dækker eller skal servicere. En anden udfordring er, hvilken sammenhæng en sådan strategi kunne have med andre ønsker. Fx ønsket om at tiltrække flere turister, som mange museer arbejder med i øjeblikket. Turister trækker antallet af højtuddannede museumsgængere op – men er de også mere økonomisk velstillede? Det véd vi pt. ikke, men for et lighedsperspektiv ville det være interessant viden. Hvis et museum fx lægger et betalingsniveau, som er afstemt efter turisterne, kan det jo få lighedsmæssige konsekvenser, hvis deres økonomiske muligheder ligger over den almindelige borgers.

 

uddannelse-turister

Graf fra “Museer – borgere og bæredygtige løsninger, 2015”. Yderst til højre ses uddannelseslængde for udenlandske museumsgængere. (den røde søjle). Ca. 50% af disse har en udannelse, der har varet mere end 4 år. Det samme gælder for ca. 8% af danskerne og 24 -33% af de ganske museumsgæster.

Et andet væsentligt spørgsmål er, hvilken form for brug, ligheden skulle​ rette sig mod. At “alle” kan gennemføre et årligt attraktionsbesøg? At hjælp til historiebrug er en del af “alles” muligheder i hverdagen? Det er selvfølgelig noget, ethvert museum – og enhver institution – må afgøre med sig selv, sin bestyrelse og dem der finansierer driften :-)

Men – hvis lighed er et relevant mål, kunne der være flere strategier – fx:

Den oplevelsesøkonomiske
Museet søger at få flere kunder fra grupper med lav indkomst ved at forbedre museumsoplevelsen. Målet er at udvikle tilbud, der tiltaler målgruppen med økonomiske udfordringer så meget, at de på trods af få midler, vælger at bruge penge på netop X-museums tilbud.

Den sociale
Museet arbejder for at nedsætte den økonomiske tærskel gennem sociale tiltag. (gratis adgang, gratis-dage, rabat til særlige grupper etc.) Samtidig søger museet at lave aktiviteter som særligt interesserer de grupper, der er omfattet af de sociale rabatter/tiltag.

Den platformsdifferentierede
Museet arbejder med forskellige tilbud til forskellige sociale grupper, hvoraf ikke alle behøver at være fysiske kunder/gæster på institutionen. Online-facilitering af historiebrug kunne være ét blandt flere elementer, evt. med særligt fokus på de aktivitetstyper som er populære blandt borgere med lav indkomst, jvfr. den svenske undersøgelses indikationer.

Der er sikkert mange flere muligheder end de ovenstående. Den svenske rapport indeholder mange andre spændende elementer, fx en opdeling af aktiviteter i 4 “kulturgrupper” med beskrivelse af, hvilke socioøkonomiske faktorer, der karakteriserer udøvelsen. Så der er god sensommerlæsning – også selvom arkivbrug og digitale kulturavstilbud godt måtte have været omtalt lidt mere :-)

Links:
Kulturvanor, Socioekonomiska analyser och tidstrender, 2017 (Myndigheten för Kulturanalys)
Vem besöker de centrale museerna, 2014  (Myndigheten för Kulturanalys)
Besoksutveckling för de centrala museerna, 2016 (Myndigheten för Kulturanalys)
Museer – Borgere og Bæredygtige Løsninger, 2015 (Slots- og Kulturstyrelsen)
“De rigeste tjener mere og mere, mens de fattigste halter bagud” (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd)
Forresten:
Rapporten bygger på tal fra 2015, dvs før Sveriges 18 statslige museer fik fri adgang. Arkivbrug er ikke repræsenteret, men i Sverige er digital adgang til fx genealogiske kilder belagt med afgift. En udredning er i gang på området, mhb. på at gøre digital arkivbrug fri.