Sådan spredes Solvognen


whereonthenet

Websiten whereonthe.net kan tracke et billede, og give et bud på, hvordan det er blevet spredt på nettet og via hvilke sites. 100% pålidelig er den vist ikke, men det kan alligevel afsløre nogle pointer omkring billeder og brug af dem.

Man søger på whereonthe.net ved at taste urlen til et billede ind på websiten. Derefter søger siten efter kopier af billedet – eller af billeder, der ligner. Det er selvfølgelig via “billeder, der ligner” at en del af usikkerheden kommer ind.

Jeg har prøvet med Solvognen. Udfordringen er, at billeder af en museumsgenstand, ofte fotograferet fra samme vinkel, ligner hinanden temmelig meget. Det er sandsynligvis derfor, at et konkret foto fundet på en bestemt site, kan optræde på nettet længe før siten blev oprettet.

Alligevel får man faktisk lidt forskellige resultater, alt efter om man benytter Solvogns-urlen til Samlinger Online eller Wikipedia, selvom billederne er stort set ens. Billedet fra Wikipedia optræder angiveligt på 46 websites og 79 unikke sider, mens billedet fra Nationalmuseets site optræder på 33 websites og 63 unikke sider. Siten rummer også mulighed for at gå lidt dybere i, hvilke specifikke domæner, der anvender billederne.

spredning

Men sammenstilningen viser også et ret markant hop med efterfølgende stigning i 2014. “Hoppet” findes på analysen af begge sites, men mest tydeligt på Samlinger Online. Det var i efteråret 2014, at Nationalmuseet frigav en stor mængde fotos, og lancerede den første “rigtige” version af museets billedsite. Det er her, at spredningen for alvor starter, og det er fortsat lige siden.

Hvis man ønsker at ens samlinger skal være i spil, kunne nå mange mennesker og bruges af dem, ser frigivelse og afkommerciallicering jo ud til at virke :-)

Links:
whereonthe.net