Museumsattraktion – Museumsinstitution


attraktion-institution
Er et museum primært en attraktion eller en institution – og hvordan bliver det i fremtiden? Hvordan kommer  museerne til se se ud og hvad vil de prioritere? Man kan desværre nok næppe “slide” sig til en løsning som her – men digitaliseringen af samfundets kulturarv bliver forhåbentlig en prioritering.

Det bliver stadigt mere almindeligt, at museer omtaler sig selv som “attraktioner”. Samtidig kan man opleve, at private oplevelsessteder som fx Egeskov slot, omtales som “kulturinstitutioner”. Begreberne er på vej til at virke synonyme.

Ordbøgerne på sproget.dk definerer de to begreber forskelligt. En attraktion er noget, der trækker mange mennesker til sig, fx en seværdighed. En institution beskrives som et “foretagende der varetager bestemte opgaver, ofte af samfundsmæssig karakter”. Ordbog over Det Danske Sprog udbygger forklaringer med, at institutionen er en “indretning af offentlig eller almen karakter” som fx er styret af en lov, vedtægt eller lignende. Synonymordbogen sammenholder attraktion med ord som “tiltrækning(skraft); seværdighed, trækplaster, fristelse, lokkemad; noget der lokker husarerne ind” og institution med lidt andre begreber: “foranstaltning, ordning; institut, anstalt; organ, instans”.

I daglig tale kan man høre museer omtalt skiftevis som attraktioner og institutioner. At bruge betegnelsen “attraktion” er måske påvirket af museernes stadigt stærkere tilknytning til oplevelsesøkonomi og lokal, økonomisk vækst. Men er der forskel på at være en attraktion og en institution, udover de rent sproglige forhold? Måske er det bl.a. på det digitale område, at forskellene viser sig.

En attraktion har et naturligt fokus omkring brugere, eller rettere: kunder. Det væsentligste er, at der kommer et tilstrækkeligt antal personer og betaler for at komme ind og se dét, der gør stedet til en attraktion. Det er essentielt for driften, men også for, at attraktionen kan udvikle sig, købe nye forlystelser eller sætte nye tilbud op til den meget nære fremtids brugere. Der skal selvfølgelig helst være tilbud, som er bedre end konkurrenternes. Her – dvs. inde på museet – kan digitale installationer spille en rolle, ligesom de kan være essentielle i markedsføring.

En institution kan have et andet fokus, i lidt højere grad rettet mod borgere. Dvs. at man også ønsker at skabe brug og forståelse hos de skatteydere, der ikke nødvendigvis kommer for at købe adgang til de fysiske tilbud. Derfor har digital tilgængeliggørelse og facilitering en væsentlig betydning. Det er her, brugen for alvor kan skalere. Arkiver og biblioteker er gode eksempler. Der er i dag langt flere borgere, der har glæde af Rigsarkivets samlinger online end den gang, dokumenterne kun kunne ses på læsesalene. Læsesalsbesøg kunne tælles i 10.000´er (fx ca. 78.000 i 2005). Digitale besøg kan i dag tælles i millioner (fx ca. 4. mio i 2016, hvoraf omkring 1 mio. er unikke brugere).

Arkiver har efterhånden en lang praksis på digitaliseringsområdet. Men der er også forskel på, hvordan museer arbejder digitalt. Aros har fx 800.000 kunder mod 334.919 på Statens Museum for Kunst i 2017. ARoS har også et fint lille “kunsteksperimentarium” med forskellige installationer, som udbygger kundens oplevelse af værkerne. Til gengæld har SMK digitalt materiale, som blev vist 41,5 millioner gange i 2017. SMK er institutionen, som bringer den kunst, vi ejer i fællesskab, ind i den digitale hverdag. Kunsten kan ses på museets website, på Wikimedia Commons, på Pinterest – og endog i en Netflixserie. Et aspekt er også, at der er forskel på museernes ejerforhold. Aros er en selvejende institution der modtager statsstøtte, SMK er ejet og drevet af staten. Det er en forskel, der kun sjældent indgår i  den kulturpolitiske debat – men måske en forskel, der har større betydning, end vi bemærker til dagligt.

Hidtil har mange museer nok opfattet sig selv som både attraktioner OG institutioner og oplevet at have de muligheder, der karakteriserer begge områder. Den store udfordring er, at kravene stiger for begge. Attraktionsudvikling er et område, som med rette har stor museal bevågenhed. En udstillling skal være en immersiv, inddragende oplevelse, hvor kunden selv kan være aktiv, bl.a. med digitale tilbud. Foredrag og talks skal holdes af kendisser og markante samfundsdebattører. Aktiviteter skal være nytænkende og unikke, både i forhold til et indenlandsk og et internationalt marked. Sådanne tilbud er i konkurrence med mange andre kvalitetsforlystelser, og kræver professionelt presse- og SoMe-arbejde samt et godt budget til markedsføring, både når det gælder egentlig annoncering og content marketing. Det kræver både økonomiske og personalesager ressourcer.

Men kravene til at være en samfundsinstitution stiger også. Omverdenen forventer en tidssvarende service. Samlingerne skal digitaliseres og tilgængeliggøres, så borgerne, der ejer dem, også har fri og nem adgang til brug. Hvorfor skulle der være forskel på mulighederne for at se og bruge hhv. arkivalsk og museal kulturarv i offentligt eje? Fotos, dokumenter, m.m. skal være findbare via fx Google, der skal klareres rettigheder med henblik på brug, og der skal være fornuftige API´er. Det er ikke nok at “lægge det på nettet”, der skal også arbejdes med de digitaliserede materialer for at give dem samfundsværdi. SMK er atter et eksempel, med fx Wikipedia-samarbejde, der bringer kunsten derhen, hvor danskerne søger efter viden om den. Crowdsourcing og Citizen Science er et andet aspekt, ligesom den nære fremtids spørgsmål, fx blockchain og etableringen af adgang til offentlige 3D-filer. Derudover er der naturligvis også forespørgsler, sagsbehandling inden for bestemte tidsfrister m.m. der er dækket af institutionens virkefelt.

Spørgsmålet om, hvorvidt fx et sted er en attraktion eller en institution, kan gribe ind i selvforståelsen men måske også i opgaveporteføjle. Vi kan komme til at diskutere i hvilket omfang en offentlig institution kan/skal være en attraktion, rettet imod internationale turister, eller hvorvidt et sted, der primært er turistattraktion, kan/bør have myndighedsopgaver. Det kan ændre museumslandskabet afgørende i de kommende år, sikkert også når det kommer til finansiering, støtte, afgrænsning i forhold til private oplevelsesudbydere, m.m.

Samfundet har brug for både attraktioner og institutioner. Spørgsmålet er, om det er realistisk, at det enkelte museum fremover kan være begge dele, men også hvad det betyder for digital adgang til offentlig kulturarv, hvis/når museerne kommer til at vælge.

Links:
Attraktion (sproget.dk(
Institution (sproget.dk)
Rigsarkivets årsberetning 2005 (på issuu)
Rigsarkivets årsberetning 2016 (pdf på sa.dk)
Besøgsrekord på Aros i 2016 (aros.dk)
Besøgstal på SMK 2017 (smk.dk)
Dansk kunst på Netflix (Artikel på Berlingske)