Streaming og kulturarv – nu skal det overvejes!


tv-streaming.png

Hvis man er en kulturinstitution, som har en YouTube-kanal, så er er det nu, man bør kigge på sin statistik. Statistik er naturligvis altid interessant. Vi vil gerne vide, hvor mange der har set hvad på vores kanaler.

Men det bliver i stigende grad også interessant, hvad de har set det på. Streaming er kommet for at blive – i hvert fald indtil det afløses af noget andet, og det giver helt nye muligheder for kulturarven. Med relativt få midler kan et arkiv, et museum eller en historisk forening lave mindre “udsendelser”, der kan deles socialt, men også få et længere liv med en længere hale.

Med udbredelsen af smart-tv kan flere og flere tilgå kanalerne på YouTube og se dem under helt andre former end vi er vant til, når vi kigger via mobil og pc. Det er ikke mindst yngre, der er glade for at streame i stedet for at se flow-udsendelser, så alene af den grund kan det være væsentligt at være opmærksom på mulighederne. At noget er streamet gør det selvfølgelig ikke interessant for yngre. Men samtidigt kan noget der *kunne* være interessant, være svært at opdage, hvis det ikke findes hvor brugerne er.

Selvom DR står stærkest i medieundersøgelsen fra efteråret 2016, er YouTube på en 3. plads. 14% af de adspurgte ville savne denne kanal mest, og mere end fx TV2 og TV3.

Der er aktører, der allerede i et stykke tid har været i gang med at starte tjenester, der tilbyder populærvidenskab og historie. Docma.nu er Illustreret Videnskabs bud på en bred streamingtjeneste, der handler om forskellige, videnskabelige emner, herunder historie. Kanalen tilbyder udsendelser om “klassiske emner” bl.a. Pompei, Titanic og vikinger. Documentaryheaven er et andet eksempel på en kanal, der samler videoer fra Vimeo og YouTube, bl.a. med en kategori, som kaldes “history”.
Den britiske TV-historievært Dan Snow har også lanceret en indgang til både lyd og billede: podcast og video med en blanding af gratis og abonnementsbaserede visninger

I adgangen til at vise indhold på TV, ligger både en ny udfordring og en ny mulighed for kulturarven. Det kræver naturligvis en mindre investering i udstyr og træning, hvis resultatet skal blive godt nok til at ende på storskærmen. Samtidig er det en enestående chance til at komme ud med historien på nye måder. Det gælder ikke mindst den nicheprægede eller lokale historie, der måske vil have svært ved at finde vej tilmainstreamkanaler eller større streamingtjenester.

Så hvis din forening, museum eller arkiv var en tv-station, hvad ville I så være? DR-K? Discovery? National Geographic? – eller TV-shop?`

Sådan gør du:
Gå ind på din YouTube-kanal og videre til https://www.youtube.com/analytics. I menuen i venstre side finder du analytics > afspilningssteder. Når den er valgt, får man mulighed for bl.a. at filtrere efter “TV” som afspilningssted. Som det ses nedenfor, at selv min rimeligt uinteressante kanal haft afspilninger via TV. Det skyldes sandsynligvis løbende afspilninger, men indikerer alligevel, at der er en mulighed, som er ved at blive interessant, hvis man gerne vil formidle historie.

cshj-kanal
Selv min kedelige YouTube-kanal har haft visninger via TV. Og statistikken viser, at der faktisk bliver ved med at være visninger.

Links:
Streamingtjenester vinder fortsat terræn (DR 2016 )
Documentaryheaven (“streamning”site med indhold fra Vimeo og YouTube)
DOCMA (Illustreret Videnskabs TV-site)
Dan Snow´s History Hit (Podcast og TV)