Derfor er borgerforskning vigtigt!


Hvorfor er det egentlig ‘værd’ at digitalisere kulturinstitutioners samlinger og understøtte borgerforskning? Er det ikke bare spild af tid, rettet imod en meget lille målgruppe? Mit bud er, at vi endnu kun har set toppen af isbjerget for den samfundsnytte, som digitalisering og borgerforskning kan skabe.

De fleste kulturinstitutioner har mere eller mindre omfattende samlinger, der alle har dét til fælles, at de kan være svære og ressourcekrævende at benytte.

Nogle institutioner har faste åbningstider, faciliterende personale samt adgang til at bestille materiale og at skaffe sig overblik over samlingsindholdet via nettet. I andre tilfælde kræver brug af samlinger og arkiver en personlig aftale, kontakt til en medarbejder, der kan/har tid til at gennemse oversigter m.m. for at finde det relevante materiale. Måske har institutionen hverken en læsesal eller en samlet, digital registratur – og så er det ikke nemt. Men selv i de tilfælde, hvor der både er registraturer, læsesale og personale, er opgaven for borgeren ikke let.

Brug af den information, der findes i offentlige samlinger kan kræve både evne til at finde det korrekte materiale, kompetence til at læse håndskrift, tid til at gennemgå store mængder af fysisk materiale, samt personligt fremmøde, indtil brugen er afsluttet. Dermed er barren sat temmeligt højt, ikke midst for brugere, som har et arbejdsmæssigt ærinde. Normalt har hverken akademiske forskere, forfattere, studerende, journalister, m.m. ubegrænset tid til research. Informationer, der ligger i fysiske formater som beskrevet papir, fotos m.m. er ikke lette at bruge.

Adgang til digitale gengivelser kan lette brugen voldsomt. Her er også et stort potentiale for borgerengagement. På nogle institutioner – arkiver – er det borgere og brugere, der selv både definerer og gennemfører affotograferings- og digitaliseringsprojekter. Ikke for at ‘hjælpe institutionen’, men for at lette adgangen til materiale, de selv finder vigtigt. Institutionen faciliterer processen og den efterfølgende tilgængeliggørelse samt drift.

Adgangen til digitale kopier betyder, at brugeren ikke behøver at indfinde sig et bestemt sted inden for en nærmere defineret åbningstid. Der er ingen transporttid, og alt dette er naturligvis en fordel. Men den tidskrævende opgave med at finde, læse, uddrage relevante elementer fra kilder m.m., består.

Også her kan facilitering af borgerengagement skabe nye muligheder. Så snart digitale kopier er online, kan kulturaktive borgere over hele landet – faktisk over hele verden – omforme .jpegs til data. Data, der kan læses, behandles og præsenteres maskinelt. Undersøgelser, som ville tage uendeligt lang tid og kræve mange ressourcer kan laves forholdsvis hurtigt via et udgående API. Et godt og gammelt eksempel er fx visualiseringen af københavnernes flyttevaner omkring år 1900 i Copenhagen Heatmap. Crowd – eller rettere communitysourcede – data betyder, at det inden for et to-dages hackathon var muligt at skabe en præsentation, der mere visuelt end 1000 ord viser, hvordan 1,4 mio. københavnere flyttede rundt.

Nem og fri adgang til indholdet i de samlinger, som samfundet enten ejer eller støtter, bør generere øget brug. Øget brug børe generere mere viden og mere forskelligartet brug. Ikke kun til fx klassisk forskning, men også i fx kunstprojekter eller til brug for kulturentreprenører.

Borgerforskningens resultater og produkter kan række langt ud over de målgrupper af kulturaktive borgere, som fotograferer, taster og tagger. Deres indsats er en væsentlig del af den motor, som omformer information på analoge medier til data – der kan blive grundelement i skabelsen af ny viden.